Lars Hvidberg. Ligesom danskerne elsker amerikanerne deres børn. Men i modsætning til Danmark har kærligheden ikke givet sig udslag i en fanatisk »børnekult«, hvor alt centreres omkring børnenes behov. I USA lærer børnene fra deres forældre, at de skal tage hensyn og vise respekt over for andre.
20. april 2010, 10:46
På Frederiksberg bor vi mellem en folkeskole til gaden og to integrerede institutioner i gården. Hver eneste dag er et infernalsk helvede af skrig og skrål, når børnene leger. Selv en lille gruppe på 5-10 børn kan blive til hylende sirener - de hviner, når de leger tagfat, kører skrigende rundt på små, larmende cykler, og får hysteriske anfald, når de snubler ned fra rutsjebanen. Det bliver ikke bedre af, at gården akustisk virker som en forstærker, når man bor øverst oppe.
Når børnehaven er inde til mellemmadder, så tager skolen over. Hundreder af børn samles i skolegården og opfordres til at råbe »HER KOMMER VI! HER KOMMER VI!« så højt de overhovedet kan. Det er sikkert noget med, at de skal lære selvværd ved at intimidere resten af kvarteret.
Jeg husker et læserbrev i Frederiksberg-Bladet fra en desperat ældre medborger, der boede tæt på en skov, hvortil børnene fra de frederiksbergske skovbørnehaver blev fragtet. Han skrev inderligt bedende: »Hvorfor skal vi have vores liv ødelagt?« Det var måske lige dramatisk nok, men jeg forstår ham godt. Her nød han sit otium i grønne omgivelser, og så bliver der skibet 30 larmende børn ud i hans baghave, for »børn skal jo have lov til at lege og udfolde sig«.
Situationen er en helt anden i USA, og det slår mig gang på gang. I den lokale park er der en fin legeplads, hvor der ofte leger mange børn. Hver gang vi går forbi, synes vi ligesom, at der mangler et eller andet. Hvad er det? Så falder ti-øren: De larmer ikke! Selv når 10-15 børn er samlet på legepladsen og i øvrigt mosler rundt, så skriger og skråler de ikke. De taler til hinanden. Taler. Og hvorfor gør de så det? Det gør de, fordi hvis de begynder at råbe, så får de omgående en reprimande af deres forældre.
På cafeerne er det det samme. Børn må skam gerne komme med ud og spise, men begynder de at råbe, bliver det omgående påtalt af forældrene, fordi de altså ikke er de eneste i cafeen. De andre gæster har jo nok ikke lyst til at høre på dem. Ikke nok med at amerikanske børn tager hensyn i forhold til støjniveauet, vi oplever gang på gang selv små stemmer høfligt sige: »Excuse me«, når de skal forbi eller kommer til at skubbe til én i køen. Det sidder på rygraden i et immigrantland som USA: Man tager hensyn, er tolerant og omgængelig, hvilket viser, at amerikanerne er verdens mest socialt kompetente folk. Det kan godt være, at amerikanere som voksne ikke er de mest lavmælte - men de tager stadig venligt hensyn til andre.
Amerikanerne tror for øvrigt ikke på, at deres børn er velopdragne, når man fortæller dem det. Men det er fordi de ikke har været i Danmark, hvor fokus synes at være, at børnene skal blive til små rousseauske naturmennesker, der udfolder sig uden begrænsninger. I stedet bliver de til støj-terrorister. Misforstå mig ikke. Jeg kan godt lide børn, og mine venners børn er søde og dejlige - og relativt velopdragne. Jeg vil heller ikke lyde som én, der mener, at alt gik galt i 70erne. Jeg mener skam, at børn skal både ses og høres, men også, at de skal både se og høre andre omkring dem.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten