Lars Hovbakke Sørensen. Mange studerende opfatter sig som åbne og tolerante, som progressive og gode. Og derfor stemmer de på SF. Men når det kommer til den konkrete åbenhed og tolerance, den konkrete progressive handling og gode gerning, viser de studerende sig som de største individualister.
20. oktober 2009, 22:30
Mange af de studerende, som læser historie på universitetet, er SF'ere. Flere nyere undersøgelser af de historiestuderendes politiske præferencer har vist, at hvis det alene var dem, der skulle sammensætte Folketinget, ville der kunne dannes en flertalsregering alene af SF og Enhedslisten, uden om både Socialdemokraterne og De Radikale.
Generelt, synes jeg, at de studerende på historie-studiet er søde, flinke og rare mennesker. Uanset om vi taler om dem, der tilhører det store flertal af venstreorienterede, eller dem, der udgør det forsvindende lille mindretal af højreorienterede.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan en del af de mange studerende, som stemmer på SF, og som opfatter sig selv som 'gode' mennesker, som progressive, samarbejdsorienterede, åbne og tolerante, i visse situationer opfører sig i praksis.
Jeg skal her give et par eksempler. Da det for få år siden blev besluttet, at gruppeeksamen skulle afskaffes, lød der et ramaskrig fra flere af studenterorganisationerne og en del af de studerende. Hvad var meningen? Gruppeeksamen var noget af det bedste, der fandtes, mente de. Det gav en unik mulighed for, at de studerende kunne vise, at de kunne løfte i flok. At de kunne støtte og supplere hinanden, og at de kunne gennemføre større projekter med mere spændende resultater end de små individuelle projekter, som den enkelte studerende kunne overkomme at lave. Ude i virkeligheden, når man var færdig med sine studier, ville man jo også som oftest havne i arbejdssituationer, hvor man skulle løfte i flok som en del af et team, i stedet for blot at køre sit eget løb. Der er imidlertid p.t. ikke lavet et forbud imod at lave gruppearbejde i forbindelse med selve undervisningen, men kun i forbindelse med eksamen.
Så jeg opfordrer somme tider de studerende til gruppevis at forberede og holde et mundtligt oplæg for resten af holdet om nogle af de tekster, vi læser til timerne. Men hvad sker der så? Trods de mange formaninger, jeg giver om, at medlemmerne af gruppen, der skal holde oplæg om den kommende uges tekster, arbejder sammen om alle teksterne og i deres oplæg for resten af holdet sammenligner teksterne på kryds og tværs, sker det alt for ofte, at gruppens medlemmer vælger at dele teksterne imellem sig. Sådan at Jesper taler om én af teksterne. Sofie taler om en anden. Klaus taler om en tredje osv. Uden at samarbejde om det!
Det er nemlig meget nemmere og kræver mindre arbejde at tale om én af teksterne hver især, i stedet for at koordinere indsatsen og arbejde sammen som et team om at sammenligne de forskellige tekster med hinanden. Det ville både gruppen og resten af holdet ellers få mere ud af.
Jo, der er forskel på teori og praksis, når det gælder om at være progressiv, samarbejdsorienteret, åben og tolerant.
Et andet eksempel er den måde, som de udenlandske studerende, som følger undervisningen, bliver mødt på af de danske studerende. Alt for ofte oplever man, at de danske studerende mest taler med hinanden indbyrdes i pauserne i undervisningen, mens de udenlandske studerende på deres side holder sig for sig selv. Hvor blev det samarbejdsorienterede, åbne og tolerante mon af i denne sammenhæng? Hvordan er overensstemmelsen mellem de pågældende studerendes opfattelse af sig selv som tilhørende gruppen af 'gode' og progressive mennesker og så deres måde at opføre sig på i praksis? Et tredje - og sidste - eksempel er den attitude, som nogle de studerende (igen heldigvis ikke alle) har til andre mennesker, når de færdes i det offentlige rum. Det er ikke ualmindeligt, hvis man taler med en studerende, at man opdager, at han pludselig midt i samtalen sidder og sms'er med en kammerat. Eller at en studerende er ved at rende ind i én på gangen, fordi han går og sms'er, samtidig med, at han går rundt med musik i ørerne. Med andre ord: fordi han hverken kan høre eller se?
Det virker som om omverdenen, som om andre mennesker, overhovedet ikke interesserer ham. Dét kan man da vist virkelig kalde individualisme!
Alligevel går den samme studerende, når der er folketingsvalg, hen til stemmeboksen og stemmer på SF. Fordi han er et af de 'gode' mennesker. Fordi han er én af de progressive, de samarbejdsorienterede, de åbne og de tolerante. Den gamle sandhed om, at der kan være stor forskel på teori og praksis er ikke blevet mindre sand. Måske snarere tværtimod.
