Indspark

Giv unge chancen

Ungdomsarbejdsløsheden er i Danmark omkring 13 procent for de under 25-årige. Det er selvfølgelig lavere end i Sydeuropa, men det er noget højere end i nabolande som Tyskland, Holland og Norge. I et historisk perspektiv er den danske ungdomsarbejdsløshed også høj.

Det lægger op til, at man gør noget fra politisk hold, men der er desværre sket meget lidt under både den nuværende og den forrige regering. De unges situation er vist på det nærmeste glemt, selv om vi ved, hvor skadelige langtidsvirkningerne er af, at unge ikke kan komme ud i det, som de fleste allerhelst vil - at få et job.

Samtidig er ældres vilkår på arbejdsmarkedet blevet forbedret betydeligt de senere år. De fleste offentlige organisationer i form af ministerier, styrelser, universiteter, skoler osv. har alle særligt gunstige ordninger for de ældre medarbejdere. De får ekstra feriedage, mindre undervisning, kortere arbejdstid og lignende.

Man skulle måske tro, at de mange unge politikere i folketing og regering havde medført øget opmærksomhed om de unges vilkår. Men der synes nærmest at gøre sig den modsatte sammenhæng gældende. Jo mindre erhvervserfaring, politikere og ministre har, og jo yngre, de er, jo mindre opmærksomhed er der på, at unge får et job, og jo mere overdreven opmærksomhed er der om de ældres forhold.

Det er ikke længere kun unge uden uddannelse, som har svært ved at finde et job. Også den såkaldte dimittendledighed, dvs. ledigheden for unge, som har gjort alt det, som politikere gennem årene bad dem om og har taget en uddannelse, er langt oftere end før ramt af ledighed. Her er der virkelig tale om et ressourcespild af rang, hvor flittige, intelligente og vidende unge (ungdommen i dag er i så henseende bedre end nogensinde!) ikke får lov til at vise verden, hvad de kan. Danske politikere har ikke gjort situationen bedre ved i de senere år nærmest at lukke døren hermetisk for nyansættelser.

Jeg talte engang med den japanske ambassadør om de mange unge arbejdsløse akademikere i Danmark. Han nævnte, at i Japan mente både de private og offentlige arbejdsgivere, at man skal have et stærkt moralsk ansvar for at ansætte folk, som kom ud fra universitetet. Man ville simpelthen ikke lade disse ressourcer gå til spilde. Derfor ansætter man i perioder lidt ekstra, således at man i andre perioder kunne trække på arbejdskraften. Der var altid fornuftige arbejdsopgaver, som man kunne give dem.

Men som sagt: I Danmark vil de alt for unge politikere helst gavne de ældre. Om ikke så få år vil jeg på universitetet kunne få en seniorordning, som betyder, at jeg skal undervise mindre, end jeg gør i dag. Jeg forstår ikke meningen hermed. Netop som ældre forsker har man det faglige overblik, forskningspubliceringen kører på skinner, børnene er flyttet hjemmefra, man har aldrig haft bedre tid - og alligevel skal man positivt særbehandles med særligt lempelige arbejdsvilkår.

Jeg synes langt hellere, at man skulle give de unge særbehandling. De skal leve resten af livet på den arbejdserfaring, som de gerne skulle erhverve sig i de unge år oveni, at man stifter familie og får børn.

Giv de unge en chance. Samtidig kunne man godt skrotte nogle af særfordelene for de ældre på arbejdsmarkedet.

Men det kan godt være, at vi først skal have nogle mere erhvervserfarne og modne politiske beslutningstagere, før det sker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.