Kommentar

Giv politikerne taletid

John Wagner
John Wagner

Amalie Kestler, Arne Hardis, Anders Langballe, Ask Rostrup, Bjarne Steensbeck, Christina Cordsen, David Trads, Elisabet Svane, Hans Engell, Helle Ib, Henrik Qvortrup, Jens Ringberg, Lars Trier Mogensen, Michael Kristiansen, Peter Mogensen, Rulle Grabow, Sigge Winther Nielsen, Søs Marie Serup, Thomas Larsen, Troels Mylenberg, Uffe Tang…

Ja, efterhånden kender vi navnene på flere politiske kommentatorer, korrespondenter, redaktører – eller hvad de nu tituleres, de kære politiske analytikere – end på landets ministre og folketingsmedlemmer. Måske har de også større magt?

Tidligere har vi også haft »professorerne« Bent Stuckert og Kaare R. Schou – og i rigtigt gamle dage de rigtige journalister Jakob Nielsen, Ole Andreasen og Henning Smaltz Jørgensen, der måtte lide den tort at blive kaldt røde lejesvende, fordi de stillede kritiske spørgsmål til de borgerlige politikere, selv om de også selv var gode borgerlige mennesker.

Men vi har i kraft af de stadigt flere radio- og TV-kanaler – ikke mindst mine lidt nørdede favoritter DR2 og TV2 News – men også som følge af professionaliseringen af den politiske kommunikation med partiernes velvoksne presseafdelinger og et utal af spindoktorer i ministerierne aldrig tidligere haft så mange analytikere. Ofte med en fortid »på den anden side af bordet«. Og klandre dem for manglende produktivitet, det kan man ikke!

Tag som eksempel udenrigsminister Kristian Jensens udmelding om, at han rent faktisk gerne vil være Venstres næste formand og statsminister, og at han sågar er klar til et kampvalg for at opnå sin drøm. Det var ren kuvøseguf for analytikerne, der gik fuldstændig i selvsving over en på ingen måde overraskende melding. Tænk, hvis han havde sagt det modsatte: Jeg drømmer ikke om at efterfølge Lars Løkke Rasmussen, men hvis mine partifæller lover at kåre mig, så kan det da godt være…

Under alle omstændigheder: De politiske kommentatorer tog på overarbejde og udlagde teksten, for vi læsere, lyttere og seere fortjener naturligvis en forklaring, en analyse, ja måske endda en baggrundsanalyse krydret med lidt motivforskning og konsekvens-perspektivering, gerne iscenesat efter modellen »journalist interviewer journalist«. Som tidligere journalist kan man næsten ikke få nok af den slags…

Men ikke nok med det: Nu har vi også journalister og analytikere, der beskæftiger sig med journalisternes behandling af bl.a. den politiske verden. I »Presselogen« på TV2 News diskuterer redaktørerne, hvordan medierne har behandlet diverse sager – måske endda om andre medier - og vi skal vel snart også have et magasin om mediernes behandling af mediernes behandling af mediernes behandling af politikere, der har udtrykt sig kritisk om mediernes behandling af…

Må jeg i stedet foreslå et program, hvor politikerne får bare lidt mere taletid. Jeg vil ikke gå så langt som at foreslå et program, hvor politikere interviewer journalister – og da slet ikke Clement Kjersgaard (det klarer han såmænd nok selv), men bare et program sådan lidt i retning af Esben Kjærs lørdagsprogram »Bagklog på P1«.

Det kan nemlig meget vel gå hen at blive meget mere afslørende – ja, for nogle måske ren striptease!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.