Tendens

Generel mistanke

Tom Jensen: Det er måske en af de sværeste diskussioner af alle, men den er nødvendig at tage: Hvor går grænsen for, hvor langt et samfund bør gå for på forhånd at bortviske mulighederne for at begå forbrydelser mod børn?

Tom Jensen, chefredaktør
Tom Jensen, chefredaktør

Debatten er ikke alene aktualiseret af filmen »Jagten«, hvor Mads Mikkelsen spiller en pædagog, som uskyldigt anklages for misbrug af et barn. Den kommer naturligvis også af, at ikke så få sager om særligt spredning af børneporno blandt pædofile på nettet i mere eller mindre lukkede netværk jævnligt bliver omtalt. Der er altså mennesker derude, der har disse lyster, og der findes folk blandt dem, som er villige til at omsætte disse lyster til regulere overgreb.

At sådanne overgreb skal stoppes, kan ikke diskuteres. Men med hvilke midler? Og hvor langt kan man gå uden at gøre anden skade? Det er til gengæld en vigtig diskussion, som flere eksempler i den senere tid har anskueliggjort. Et middel til bekæmpelse af pædofiles adgang til at begå overgreb mod børn er således de såkaldte børneattester. Som Berlingske før jul dokumenterede, testes henved 250.000 danskere årligt for tidligere domme for overgreb, inden de eventuelt ansættes i institutioner med små og store børn. Hvert år fanges omkring 70 krænkere på denne måde og forhindres dermed i at erhverve sig et job, hvor de har direkte adgang til måske at kunne begå nye forbrydelser. Nogle udtrykker bekymring over børneattesternes omfang, og reelt kommer man ikke uden om, at der er tale om en lille, generel mistænkeliggørelse af alle, der måtte søge et job, hvor attesterne bruges, men grundlæggende er de i orden; børneattesterne udfyldes i diskretion som et led i jobsøgningen. De påvirker ikke dagliglivet i institutionerne, og virkningen af dem er i højere grad tillidsskabende for forældre og dermed børn end mistillidsskabende. Det er en forhåndsregel, som principielt kan forsvares. Og som tilsyneladende virker.

Men i de senere uger er der så fremkommet andre historier om forholdsregler, der er mere diskutable, fordi den generelle mistanke rykker helt ud og påvirker hverdagslivet på betænkelige måder. Det kan f.eks. være minutiøse regler i institutionerne, der er med til at begrænse den fysiske kontakt mellem voksne og børn, som er så vigtig. Nogle institutioner har eksempelvis regler om, at børn ikke må sidde på skødet af voksne. Andre har forbud mod at hjælpe børn på toilettet, være i selskab med dem alene - eller skifte ble på dem bag en lukket dør. Her kommer vi ind i en gråzone, hvor den svære diskussion foregår. Ikke fordi disse adfærdsregler indføres med slette motiver eller for at mistænkeliggøre. De findes netop for at forhindre frygtelige overgrebssager. Hensigten er ædel. Men prisen kan også blive for høj. Avisen.dk kunne således for nylig fortælle, at mellem 50 og 100 pædagoger de seneste år er blevet anklaget for pædofile overgreb. Kun én endte med at blive dømt.

Omvendt er der andre, som peger på, at en del reelle overgreb aldrig opdages. Men som samfund og som enkeltinstitutioner bør man overveje, hvornår den forståelige trang til at beskytte børnene ender som en potentiel heksejagt særligt på mandlige pædagoger - og måske unødvendigt kan ødelægge det tætte og tillidsfulde forhold mellem børn og voksne. Sker det, er det desværre også en slags overgreb.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.