Kulturkarrusellen

Gammel og chic

Eva Agnete Selsing: Ryd forsiden! Dronningen af kulturradikal samfundsnedbrydning har skrevet noget.

Eva Agnete Selsing, Filosof
Eva Agnete Selsing, Filosof

Ja, Suzanne Brøgger har åbenbart udgivet en bog. Igen. Plottet er noget med en forløjet familiesituation, krydret med infantilt-søgte elementer fra Peter Plys. Man får helt ondt i øjnene bare af at læse om det.

Jeg har ikke studeret hendes bog, og har heller ingen planer derhenad. Men at dømme ud fra de mådelige anmeldelser, er det noget med ’modernitets­kritik’, og at familien er en klam konstruktion.

Det med familien er ingen nyhed. Helt tilbage i 1973 skrev hun, i ’Fri os fra kærligheden’, dette: »Jeg ville så gerne have denne kultur bragt til ende! Men det er jo ikke enhver beskåret at afskaffe kapitalismen. Men det er enhvers ret at afskaffe kernefamilien.«

Har man fulgtBrøgger, vil man vide, at hendes had til familien er et tykt hykleri, al den stund fruen selv har levet en stor del af sit liv i netop et monogamt forhold, med en datter altså i en familie. Men det er intet imod, hvad kritikken af moderniteten frembyder af dobbelte standarder. Forfatterinden harcelerer over den manglende ånd og ’individualismen’. Og det er morsomt, al den stund hun selv har gjort et livsværk ud af at bekæmpe både ånd og socialitet. Hovedfjenden for Brøgger er nemlig den borgerlige orden fundamentet for såvel ånd som fællesskab: familie, nation, kærlighed til kundskab og lærdom, pligtfølelse og respekt for autoriteter.

Åndløsheden er et resultat af årtiers venstreorienteret kamp mod viden, kundskab og moralsk dannelse. Man docerede, fra Wegner-stolen, at intet var bedre end noget andet. Viden er ikke bedre end ikke-viden. Forbryderen er ikke værre end ofret. Skønhed er ikke bedre end grimhed. Det er ikke bedre at gøre sin pligt end at lade være.

Og det Brøgger’ske evangelium som er synonymt med det kulturradikale samfundseksperiment har været en forrygende succes: de ituslåede relationer mellem voksne og børn, den afstumpede velfærdsegoisme, den brutale kriminalitet alt sammen er en direkte følge af det syrebad, intellektuelle, akademikere og kunstnere nedsank samfundet i fra ’68 og frem. Med Suzanne Brøgger som særdeles moderigtig galionsfigur. Iklædt leopardpels fra top til tå talte venstrefløjens egen Marie Antoinette ned til masserne om ’frigørelse’. Fra det bourgeois livs tabubelagte spændetrøje.

Den kulturelt og økonomisk velbjærgede direktørdatter undte ikke Underdanmark adgang til de samme ressourcer, som hun selv råder over.

Efter syrebadet lå og ligger store dele af underklassen øde hen. På overførselsindkomst, i brudte familier, med udbredt misbrug og vold, og i et moralsk vakuum, hvor alt er lige gyldigt og lige dårligt. Uden lærdom og normer har hverken voksne eller børn håb om at få adgang til de kulturelle koder, der er eneste vej opad i det sociale hierarki. De er henvist til skæbnen som ’frigjort’ à la Brøgger. Frarøvet den livsramme, der tidligere gav mening og muligheder.

Men de tilhører også bare den pøbel, der for kulturradikalisterne aldrig var andet end et instrument til at trumfe en menneskefjendsk utopi igennem.

Og nu har Brøgger så skrevet en otiumsbog, hvor der klages over tiderne. De tider, hun selv har skabt. Hykleri er jo uklædeligt uanset alder men i det mindste er hun chic.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.