Opinion::

Gamle spøgelser huserer

Jens Oddershede: Man siger, at der huserer spøgelser i gamle huse. Nogle af spøgelserne er så gamle, at de for længst burde have fundet hvile. Alligevel spøger de stadig. Det kender vi kun alt for godt i universitetsverdenen. Vi bliver jævnligt hjemsøgt af et tilbagevendende spøgelse kendt som frafaldspanikken.

Frafald er et meget kompliceret fænomen, og derfor er der plads til mange misforståelser. Men hvis man ser nærmere på fastholdelsen af de studerende, så er det i realiteten en af de mest oversete succeser, vi kender i den danske universitetsverden. Danske Universiteters opgørelse viser ganske rigtigt, at det mange steder er ca. hver tredje bachelorstuderende, der vælger at springe fra, inden studiet er afsluttet. Men for at forstå tallet, må man grave lidt:

For det første har vores ophørstal været faldende de seneste år. Tal fra Videnskabsministeriet sætter streg under denne tendens, idet ministeriets opgørelser viser en reduktion på 4-5 procentpoint fra 2000 til 2007. Det er faktisk ganske flot.

For det andet viser statistik fra Videnskabsministeriet, at størstedelen af dem, der holder op på en uddannelse, reelt er omvælgere. Måske vælger de studerende om, men de falder forholdsvis sjældent helt ud af uddannelsessystemet.

For det tredje er Danmark et af de lande i verden, hvor de videregående uddannelser er bedst til at holde fast i de unge. Ifølge OECD ligger Danmark på andenpladsen, når det gælder sandsynligheden for, at en studerende gennemfører en videregående uddannelse, givet vedkommende påbegynder en videregående uddannelse.

Selvom ophør ofte er udtryk for omvalg, så skal vi selvfølgelig tage det alvorligt. Og det gør universiteterne også. Der findes således ikke et universitet i Danmark, der ikke har fastholdelse centralt placeret i udviklingskontrakter og strategier - ikke mindst fordi ophør påvirker universiteternes økonomi som følge af indførelsen af færdig­gørelsesbonusser. Og som vist har indsatsen båret frugt.

Samlet set ville det være rart, hvis diskussionen om frafald tog udgangspunkt i realiteterne. Vi må ikke lade kampen for at reducere ophøret medføre, at vi sætter vores fleksible uddannelsessystem over styr, særligt ikke i en tid med voksende ungdomsårgange og behov for, at flere får en uddannelse. Jeg tror ikke, at Danske Universiteter med dette indlæg har stedt frafalds­panikkens spøgelse til hvile, men måske har vi slået første søm i kisten.