Kommentar

Frustrerende at politikerne ikke tør røre DR

Hvis blot man fra politisk hold turde inddæmme DRs konkurrenceforvridende dominans enten økonomisk eller indholdsmæssigt ville meget været vundet. I stedet vælger forligspartierne at øge konkurrenceforvridningen på digitalt indhold og den regionale dækning.

»Det er således ikke alene konkurrenceforvridende, men markedsudryddende, når DR ikke blot får lov, men i medieaftalen direkte pålæggestil at udbyde deres indhold gratis og bredt via internettet,« skriver Allan Sørensen. Foto: Michael Bothager
»Det er således ikke alene konkurrenceforvridende, men markedsudryddende, når DR ikke blot får lov, men i medieaftalen direkte pålæggestil at udbyde deres indhold gratis og bredt via internettet,« skriver Allan Sørensen. Foto: Michael Bothager

Et enigt folketing har netop indgået et fire- årigt medieforlig uden større ændringer. Danske Medier understreger at den manglende politiske handling i et hastigt skiftende marked kan være fatal for de private udbydere.

DR og politikere har travlt med at rose aftalen og alle forbedringerne til skyerne. Men det reelle resultat er desværre, at rammevilkårene stort set fortsætter uændret, og at der indføres en lang række justeringer, som bestemt ikke er til det bedre.

Det manglende politiske mod vil koste vores samfund dyrt på længere sigt. Ved at køre de private medier så langt ned, at public service-medierne bliver de eneste, der reelt kan udbyde danskproduceret kvalitetsindhold, opnår man kun et selvopfyldende profeti om, at der er behov for endnu flere licensmidler. Den store taber er befolkningen, som herved langsomt, men sikkert berøves et uafhængigt udbud af kritisk journalistik og medier, der udfordrer hinanden på kvalitet og indhold.

Kulturminister Marianne Jelved og partiernes medieordførere har ikke forstået den voldsomme omstilling, medierne undergår i øjeblikket, og har derfor valgt at nøjes med symbolske indrømmelser i alle retninger. Det får desværre den konsekvens, at de private medier vil være endnu mere svækkede, når den næste aftale skal forhandles på plads i 2018.

Den potentielt vigtigste beslutning i aftalen er nedsættelsen af et sagkyndigt (Public Service-)udvalg, der frem til 2017 skal udarbejde et grundlag for public service-mediernes rolle i fremtiden. Man kan håbe, at et grundigt forarbejde medfører, at politikerne til den tid har den fornødne indsigt til at træffe de nødvendige beslutninger, hvis man da ikke allerede har gjort uoprettelig skade.

Alle aktører – det være sig statsmedier, private medier, journalister, politikere og den brede befolkning – er enige om, at vi skal sikre, at der også i fremtiden produceres mest muligt dansksproget knivskarp journalistik, medrivende drama, oplysende debat og en bred samlende underholdning. Der er ligeledes bred enighed om, at der i den løsning både indgår stærke public service-medier og uafhængige private medier.

Derfor er det også frustrerende at være vidne til, hvordan den politiske berøringsangst over for DR fatalt underminerer det mediebillede, der er så fundamental for oplysningen af et demokratisk samfund. Hvis blot man fra politisk hold turde inddæmme statsmediernes konkurrenceforvridende dominans enten økonomisk eller indholdsmæssigt ville meget være vundet.

I stedet vælger forligspartierne at øge konkurrenceforvridningen på digitalt indhold og den regionale dækning. DR pålægges helt eksplicit at styrke den regionale dækning, udbyde lokalradio og -TV på nettet, udvikle digitale læringsspil og innovativt indhold på internettet til unge, sikre at man når flest mulige unge digitalt, mere video-on-demand, styrket digitalt udbud af DRs bagkatalog og endnu mere nyhedsproduktion til nettet. I det lys hjælper det ikke de private medier, at DR begrænses fra at udbyde populære biograffilm, og at serieafsnit kun må ligge otte dage på nettet. Det marked er i forvejen taget af amerikanske udbydere som Netflix og HBO.

I medieudviklingen taler man om, at økonomien skifter fra print til digital. Det kan fejlagtigt misforståes som, at hvad der tabes i print, vindes ind på digital. Det er desværre langtfra tilfældet. Siden 2007 har danske medier samlet set kun genvundet under en tiendedel af nedgangen i printannoncering på onlineannoncering. Samtidig er antallet af abonnenter styrtdykket uden, at der er opstået et marked for digital betalingsadgang, der endnu bare tilnærmelsesvis kan kompensere økonomisk herfor.

I den sammenhæng er det altafgørende at politikerne på et tidspunkt forstår, at ganske vist konkurrerer private medier med især Google og Facebook om de digitale annonceindtægter. Men vi opererer ikke på det samme marked ift. betaling for mediernes kerneydelser inden for udbud af nyheder, debat, spil og underholdning. Det er dog i høj grad tilfældet i forhold til public service-medierne på de digitale platforme. De private medier har altid været afhængige af begge indtægtskilder fra reklamer, og brugerbetalinger var til stede for at kunne udbyde kvalitetsindhold.

Det er således ikke alene konkurrenceforvridende, men markedsudryddende, når DR ikke blot får lov, men i medieaftalen direkte pålægges at udbyde deres indhold gratis og bredt via internettet.

Det er muligt, at man fra politisk hold finder, at der nu er skabt ro ved et fireårigt forlig, som man kan bruge til at følge udviklingen i ro og mag. Men fra mediernes synspunkt er der tale om endnu fire år med helt urimelige vilkår.

Der er derfor rigeligt med områder, som Public Service-udvalget kan begynde at sætte sig ind i. Man bør starte med at afdække betydningen af et mangfoldigt medieudbud for vores samfund og hvordan public service-medierne er stærkt konkurrenceforvridende under de nuværende rammevilkår.

I Danske Medier ser vi frem til at indgå konstruktivt i den proces og håber, at den kan skabe grundlag for et balanceret mediebillede i fremtiden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.