Den enes frihed er den andens tvang.
Individets handlefrihed påtvinger andre individer handlingens konsekvens.

Den unge mand, der i timevis morer sig med at drøne rundt i bugten på en vandscooter, stresser og forstyrrer tusinder af menneskers fred.
Terrorister vil gennemtvinge deres målsætning med handlinger, der med overlæg er udvalgt som uudholdelige for omgivelserne – vi bliver ved, hvis i ikke makker ret..

Overvågning, forbud og i sidste ende politistaten er konsekvenser af nogle individers misbrug af deres frihed.
Der kan være mange årsager til misbruget – tankeløshed – selvhævdelse - utøjlet egoisme - mobning – terror – endog frygt.
Den unge mand går måske med kniv, fordi han frygter overgreb fra andre individer, der misbruger deres frihed?

Måske er en befolkning polariseret i indbyrdes fjendtlige familiegrupper, klaner og religiøse grupperinger, der alle konkurrerer med staten om magten, da ingen frivilligt tør underkaste sig andre gruppers kontrol på grund af den manglende indbyrdes tillid, der kan skyldes dårlige erfaringer.
Polariseringen kan også tilstræbes helt bevidst, hvis blot én gruppe vil bevare et særpræg, der kan trues af påvirkning fra de andre gruppers normer.
Splittelsen/polariseringen er selvforstærkende og smittefarlig, da den opmuntres af gruppens mistro og medfører dårlige erfaringer hos andre ved kontakt.

Hvis der ikke opretholdes tilstrækkelig gensidigt hensyn og dermed gensidig tillid i kulturen, bliver statsmagten i sidste ende nødt til at anvende brutal magt, hvis den vil hævde sin suverænitet og sikre et minimum af lov og orden, så samfundet kan fungere nogenlunde – valget kan stå mellem politistaten og lovløst anarki.

Frihed er således en luksus, som man kan tillade sig, hvis befolkningens egenskaber tillader det.
Sådanne egenskaber fremelskes og opretholdes med omtanke, rettidig omhu og forsigtighed.

CESAM, derimod?

Lad os snuppe et citat:
"Eksemplerne er mange: at en ung gut stikker en anden med sin kniv, betyder at spejdere, jægere, håndværkere mere eller mindre kriminaliseres [...]"

Dette, kan stilles op imod Søren Hviid Pedersens tidligere udtalelser:
"Konservativ politik bør tage sigte på at diskutere, hvorledes vi kan assimilere indvandrere og gøre dem til danskere. Få dem til at føle en samhørighed og identitet med det danske og dansk kernekultur. Dette kan gøres på mange måder. … [Vi skal] i langt højere grad forpligte fremmede på at deltage i vores samfund. Man kunne forestille sig en form for medborgerskabspligt på linje med værnepligt. Man skal kunne stille krav om, at de deltager i samfundslivet og dets mange institutioner, foreninger og sammenslutninger."

-Og den CESAM-medsammensvorne Kasper Støvrings:
"”Integrationen har fejlet i stor stil med store konflikter til følge. Derfor må man kræve, at indvandrere tilpasses den kernekultur, der hersker her i landet. Denne assimilering fordrer et opgør med multikulturalismen. [...] vi [må] som minimum kræve, at indvandrerne ubetinget bøjer sig for [vores] værdier."

Hvor er man på vej hen, med den slags?
For at citere kommentaren:
"Men hvad er det, man får? Man får et totalitært overvågningssamfund, der i sin iver for at forhindre, eller afbøde, de uheldige konsekvenser af borgernes frihed, afskaffer selvsamme frihed."
Netop!

Man modsiger sig selv. Det er så endda hvad det er, for der er mere venstrefløjstotalitarisme i de tidlige citater fra Hviid Pedersen og Støvring, end konservativ tanketænkning.

Blot bliver man så lidt i tvivl: ER Hviid Pedersen og Støvring konservative? Eller er de de samme vindbøjtler de tidligere har udstillet sig selv som, hvor konklussionerne skrives først, og argumenterne opfindes og høvles til, efterfølgende? -En "samfundsanalysemetode" som ikke blot er ukonservativ, men direkte antikonservativ.