Henrik Jensen: Nu skal mandagsklummen ikke udvikle sig incestuøst, men tillad mig at knytte et par bemærkninger til Peter Kurrild-Klitgaards pure afvisning i sidste uge af mit forslag om en almindelig samfundspligt, fremsat mandagen før (24.1.)
6. februar 2011, 22:30
En form for civil social værnepligt, husker man måske, at jeg foreslog, pålagt alle mænd og kvinder, til at bruge op imod et halvt år på at hjælpe til med sociale, sundhedsmæssige og kulturelle opgaver overalt i landets kommuner: gøre rent, køre mad ud, løfte, bære ved og være med. Men uha, man kan ikke sådan lægge beslag på hinanden, mener Kurrild-Klitgaard. Det er tvang, 'velfærdsslaveri'. Mig kalder han for en revolutionær jakobiner. Det sårer unægtelig en erklæret beundrer af Edmund Burke.
Men naturligvis er Kurrild-Klitgaard kritisk. Jeg er jo ikke liberalist som han. Jeg mener ikke, at marked og privatisering er løsningen på ethvert problem. Mit forslag bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle frihedselskende, skriver han. Jeg er frihedselskende, men jeg dyrker ikke den totale og radikale frihed til at gøre alt markedsafhængigt. For ham duer det kun, hvis det har været over markedet. Så klarer Adam Smiths usynlige hånd resten. En dogmatisk illusion, faktisk er det ham, der er en revolutionær jakobiner. Han ser som Thatcher verden sådan, at der ikke er noget samfund, kun alle de private individer, som gør forretninger med hinanden. Jeg mener, at det civile samfund findes og der er en fælles kultur, som vi er blevet overladt og er forpligtet til at bevare og give videre i bedst mulige stand. Et konservativt projekt.
Individuel frihed er ikke alt. I et samfund retleder, forpligter og begrænser vi hinanden, så alle kan være i det. Den bedste definition af frihed er for mig højskolemanden Knud Hansens: Frihed er at være bundet til en sandhed, som man ikke kan forråde uden at forråde menneskelivet. Man er fri til at gøre det rette. Det drejer sig om medmenneskelighed, og vi vil jo gerne, men har måske brug for et vink om, hvad det rette er. Formålet med den foreslåede samfundspligt er at styrke medansvaret og bidrage til den svære samfundsmæssige integration. Integration af generationerne - tiltrængt for at unge kan få et begreb om, hvordan 'den anden halvdel' lever, og omvendt - samt ikke mindst integration af etniske grupper, inden for rammen af en nødvendig og meningsfuld fælles dansk samfundsmæssig praksis. Idéen er ikke at udvide velfærdsstaten og gøre den dyrere. Tværtimod. Skatterne må ned og velfærdsstaten slankes - og dette er netop en af måderne: Det civile samfund tager territorium tilbage fra velfærdsstaten, via en reformulering af værnepligten. Samtidig frigøres der midler til styrkelse af de sider af samfundet, som vi kan leve af.
Samfundspligt er en form for filantropi, som har det særlige ved sig, at man skal. Det er noget, der bør udmøntes helt lavbureaukratisk, kommunalt, lokalt - der, hvor man bor. Mit indtryk fra foredrag og forelæsninger er, at der er positiv vilje til det, også blandt unge - men der er brug for et puf i den rigtige retning. Dette forslag er et puf. Målet er at styrke sammenhængskraften. Vi lever i turbulente tider, det haster med en styrket bevidsthed om vores fælles danske sammenhæng. Det er på tide at gøre noget samlende.
Det må være slut med det pivåbne og i sin tendens multikulturelle samfund.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten