Joachim B. Olsen: Den forvoksede velfærdsstat, der altid ved bedre, og hvor man yder efter evne og nyder efter behov, eroderer de naturlige fællesskaber. Værdier som frihed og personligt ansvar skal igen være de bærende i det danske samfund!
30. december 2011, 22:30
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup svarede for nylig under et åbent samråd, at vores velfærdssamfund »forudsætter, at vi yder efter evne og nyder efter behov«.
Det var som bekendt Karl Marx’ beskrivelse af det perfekte kommunistiske samfund, som han udfoldede i 1875 i et brev til en faktion i det tyske socialdemokratiske parti, og som siden tilsyneladende er ophøjet til ledende princip også i det danske socialdemokrati. Men Marx’ læresætning fører til et statisk og gennemkontrolleret samfund.
Bl.a. derfor er samtlige kommunistiske og folkesocialistiske samfund kollapset og de tilbageværende, som f.eks. det kinesiske, har begyndt overgangen til markedsøkonomi for at undgå et ellers uundgåeligt kollaps.
Det er en sund borgerlig grundsætning, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Trods urimeligt høje skatter og uholdbar velfærd, har de fleste danskere grundlæggende sunde, borgerlige værdier og en værdighed, der forbyder dem at leve på andres bekostning, medmindre det er absolut nødvendigt. Men det er også klart, at mennesker går på arbejde for at sikre et levebrød til sig selv og deres familier, og at de reagerer på de vilkår, de bliver budt.
Som dr.phil. og tidligere leder af Socialforskningsinstituttet og Rockwool Fondens Forskningsenhed, Gunnar Viby Mogensen, påpeger i Jyllands-Posten 21/12, er det faktisk i nyere historie et lavt tal, når 31 pct. af danske kontanthjælpsmodtagere fra 2009 til 2011 i anonyme spørgeskemaundersøgelser oplyser, at de ikke ønsker et arbejde.
Nej, den debat, som jeg fik startet gennem en upræcis, men spontan og dybfølt reaktion på Facebook, handler ikke om fattigdom, men om
lighed og ulighed – og om, hvad prisen for lighed er.
– Joachim B. Olsen
I 2000, før indførelsen af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, var det hele 63 pct. af de kontanthjælpsmodtagere, der ifølge loven burde stå til rådighed for arbejdsmarkedet, som faktisk ikke ønskede et arbejde. Det viser med al tydelighed, at der er incitamentsproblemer i de danske overførselsindkomster. Derfor er det uforståeligt, at regeringen fjerner disse reformer.
Nu skal den ene part af et ægtepar på kontanthjælp med to børn tjene over 29.600 kr. om måneden for at få en gevinst ved at arbejde. Det er langt mere end en sygeplejerske eller en murer tjener i gennemsnit. Her ser vi konsekvensen af en marxistisk tilgang til arbejdsmarkedspolitik baseret på at »yde efter evne og nyde efter behov«.
Derfor er det også fuldt forståeligt, at hele 60 pct. af den voksne befolkning mener, at forskellen mellem kontanthjælp og et lavtlønnet job er for lille.
Danmark er et fantastisk land, hvor de fleste mennesker opfører sig ordentligt, er pligtopfyldende og har stor tillid til hinanden, men et sådant samfund kommer ikke af sig selv. Vi må være ekstremt påpasselige med ikke at miste det - f.eks. ved at blive ved med at straffe de hårdtarbejdende, der gør en ekstra indsats for sig selv og andre.
Udover incitamentsproblemerne og dets intuitive uretfærdighed er det marxistiske maksime om at yde efter evne og nyde efter behov grundlæggende galt afmarcheret: Det bærer i sig totalitarismens frø.
Logikken i, at alle mennesker har objektivt identificerbare evner og behov, fører uafvendeligt mod en hierarkisk og altomfattende velfærdsstat, der altid ved bedre. Velfærdsstaten identificerer dine evner og dine behov og malker førstnævnte for dernæst at give dig det, den mener, at du behøver. Det afføder uvægerligt standardisering og en normaltilværelse, som alle skal presses ned i, og tilhørende intolerance over for dem, der ikke passer ind i normaltilværelsen.
Velfærdsstatens centraliserede koordination af menneskers evner og behov står i klar modsætning til et liberalt ønske om, at folk skal være frie til at leve, som de vil, så længe de ikke skader andre. I stedet for menneskers præferencer som styrende princip træder optimeringen af samfundets små, ydende velfærdsmaskiner, der skal leve sundt og længe og være produktive.
Derfor udpeges overvægtige og rygere som folkefjender, der truer os alle sammen gennem deres manglende samfundssind og vilje til at lade deres liv diktere af, hvor megen nytte de kan være for fællesskabet. Derfor skal der endnu en gang skrues op for folkesundheden gennem højere afgifter på cigaretter, slik, chokolade, fedt, nødder, alkohol, m.m.
Derfor ønsker jeg ikke et samfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Intet af det bedste i Danmark kommer af velfærdsstaten. Den har derimod overtaget en masse opgaver, som folk selv havde løsninger på, og som var vokset spontant frem mellem mennesker.
Og det er der, vi skal hen. Tilbage til folk selv, til de civile fællesskaber og til samfundet frem for staten. Den forvoksede velfærdsstat kommer til at erodere de naturlige fællesskaber, når det bedre kan betale sig at gå ledig end at påtage sig et nyttigt arbejde, og når det forventes, at næstekærligheden skal kollektiviseres i stedet for at udøves af os selv.
I Danmark giver det ikke mening at tale om materiel fattigdom. Der findes socialt udsatte familier i Danmark, og der findes mennesker på gaden, der lider afsavn. Men de svageste i Danmark har mulighed for en anstændig tilværelse. Man er ikke fattig, fordi man får 500 kr. mindre om måneden, når man rammer kontanthjælpsloftet. Man er ikke fattig, når man som flygtning i Danmark lever på starthjælpen, der er mange gange højere end gennemsnitsindkomsten i ens hjemland. Nej, den debat, som jeg fik startet gennem en upræcis, men spontan og dybfølt reaktion på Facebook, handler ikke om fattigdom, men om lighed og ulighed - og om, hvad prisen for lighed er.
Prisen for økonomisk lighed er, at vi gør køb på vores frihed. Fordi økonomisk lighed kun kan opnås gennem omfordeling af velstand gennem urimeligt høje skatter, somsom inddrives igennem tvang - frihedens modpol. Jo højere økonomisk lighed politikerne efterstræber, desto mindre frihed - vores dyrebareste guld.
Et politisk mål om økonomisk lighed medfører et samfund som det danske, hvor 25 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet med alt, hvad det medfører af sociale problemer som kriminalitet, misbrug og opløste familier. Hvor høje sociale ydelser har presset mindstelønningerne op og dermed hundredtusinder af job ud af landet.
Fortalerne for devisen om at yde efter evne og nyde efter behov har ofte de bedste intentioner, men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner.
I stedet skal vi arbejde for et samfund, hvor værdier som frihed og personligt ansvar igen bliver de bærende værdier!
Godt nytår!


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten