17. november 2009, 22:30

En vellykket behandling kræver en god diagnose, det ved lægerne. Og det burde politikerne huske på. Gode politiske løsninger kræver nemlig også, at man forstår problemet skarpt og klart.

Og når man - som i fredagens Berlingske Tidende - beskriver de frie skoler som årsagen til og løsningen på de problemer, som de københavnske skoler har i øjeblikket, er diagnosen så forkert, at behandlingen gør mere skade end gavn.

Lad det være sagt med det samme: Der er problemer i de københavnske skoler.

Det er korrekt, at de familier, som sender deres børn på frie skoler, er socialt bedre stillet end den gennemsnitlige folkeskolefamilie. Også på de frie skoler er vi opmærksomme på den tendens, og de frie skoler har tilbudt politikerne dialog og samarbejde.

Men den skævhed skyldes ikke de frie skoler, og den hverken kan eller skal løses af dem.

De socialt svage elever er nemlig også ujævnt fordelt mellem de københavnske folkeskoler. På Heibergskolen er under en procent af eleverne tosprogede, og forældrene ligger socialt meget over gennemsnittet (0,64). På Klostervængets Skole er 92 procent tosprogede, og forældrene ligger stærkt under gennemsnittet (-0,86). Skævheden handler om, hvor vi bor, ikke om skoleformer. Når vi klumper os sammen i boligområderne, bliver skolerne også socialt skæve, så folkeskolen i København er ikke den sociale smeltedigel, som politikerne ønsker og taler om.

Desuden er den skæve sociale fordeling mellem frie skoler og folkeskoler et særligt københavnsk problem. Ingen andre steder findes problemet så tydeligt. Hvis man bare ser på hovedstadsområdet, er forholdet mellem frie skoler og folkeskoler socialt meget mere jævnt. Ser man på landsplan, har de private skoler en social fordeling, som ligner folkeskolens.

Hvis det lykkes de københavnske lokalpolitikere at gennemtvinge en løsning, som gør tilskuddet til de frie skoler afhængig af skolens sociale sammensætning, bekæmper man et lokalt problem med en national løsning. Det svarer til at amputere en arm for at fjerne en bullen finger.

I stedet må man spørge sig selv: Hvorfor er fordelingen på de københavnske skoler så skæv? En del af svaret er, at storbyer tiltrækker sociale problemer, ingen tvivl om det. Men igen: Hvis det er problemet, er de frie skoler hverken årsagen til eller løsningen på det.

Kunne en anden forklaring være, at politikerne i Borgerrepræsentantionen ikke har været i stand til at udvikle tilstrækkeligt attraktive folkeskoler? Handler problemerne mere om politisk afmagt og inkompetence end om frie skoler over for kommunale?

Givetvis. Mange socialt stærke familier søger de frie skoler, fordi de oplever, at nogle af de københavnske folkeskoler ikke er attraktive.

Svaret på problemerne i København er derfor ikke at forringe de frie skoler, men at styrke folkeskolerne. Det burde politikerne koncentrere sig om.