Asger Aamund: Hvorfor skulle en magtkamp gennem ti år blive afløst af et blomstrende og konstruktivt samarbejde om vækst og velstand for det danske samfund? Oven i købet ’et bredt samarbejde hen over midten’ bare fordi der er valgkamp?
1. september 2011, 22:30
Der er valg til Folketinget. It’s the economy, stupid; og folket må nødvendigvis stille spørgsmålet: Er Danmark i knivskarp konkurrenceform? Ligger vi i det globale førerfelt i kampen om at kapre den kapital, teknologi, skarpe virksomheder og kompetente medarbejdere, der skal skabe al velfærds moder: folkets velstand?
Tja, bum-bummelum. Man kan i hvert fald konstatere, at vore 179 folketingsmedlemmer de sidste 10-15 år har været på stikkerne og skabt markante resultater, som ingen andre lande har kunnet præstere. Mere end halvdelen af vælgerne står nu uden for arbejdsmarkedet. Om 10 år er dette antal vokset til 60 procent. Til gengæld har vi med imponerende forudseenhed skabt verdens største offentlige sektor, der nu kan administrere et helt folk på støtten. Vi har et fyldigt og voksende underskud på statsfinanserne. Vi har indsluset en syndflod af sociale immigranter, der er galakser væk fra arbejdsmarkedet. Vi har omhyggeligt opbygget verdens højeste indkomstbeskatning, der har pustet lønnen for en dansk industriarbejder op til tysk størrelse. Plus 25 procent. For 20 år siden var den 25 procent under. Produktiviteten i virksomhederne er lav. Men den bliver heldigvis bedre, når vi flytter dem til udlandet. Og det gør vi så. Som det eneste land i verden har vi indført brandbeskatning af risikovillig kapital til iværksætterne. Politikerne kan nu glæde sig over, at giften virker som den skal. De unge virksomheder ligger for døden, og der kommer ingen nye. Vi skal arbejde 12 minutter mere om dagen, men sker det i hjemmet, klapper fælden. Der er indført skat på ulønnet overarbejde, hvis chefen har stillet en telefon eller computer til rådighed. Så kan de måske lære det, morakkerne. Hvis der stadig skulle være en beskeden gnist af virkelyst hist og pist, vil den nye kompetenceskat på fem procent fuldende slukningsarbejdet. Vi vil gerne have social indvandring til u-landshjælp udbetalt i Danmark, men vi vil af med folk med lange uddannelser og stærke kompetencer. Tjener de over en million kroner om året, er de aparte og skal kanøfles. Kan de ikke selv finde ud af at komme ud af vagten, så skal den nye millionærskat nok sørge for, at fanden tager de sidste.
Hvad enten vi er røde eller blå, rejser vi sorgløse ind i dødens dal. For både Helle og Lars har en plan. Den er godt nok noget forskellig, men Egon Olsen ville have godkendt begge versioner. Helle vil sætte skatten op og give kloaksystemet et serviceeftersyn. Lars vil sende krumbøjede gamlinge tilbage til fabrikshallerne og give boligejerne en Røde Kors-pakke. Genialt. Man ser for sig, hvordan kapital, højteknologi, jobs og kloge hoveder strømmer tilbage til Danmark. I mellemtiden ønsker politikerne ikke at diskutere konkrete planer for vækst og velstand. Det er jo heller ikke så morsomt, når ikke man har nogle. Folketingsvalget handler derfor om noget helt andet. Det handler om varm luft. Vi er nu en uge henne i valgkampen, og allerede tumler vælgerne rundt på gader og stræder med kvalme og kvælningsfornemmelse. De er ramt af en ubehagelig lidelse, en epidemi, der normalt først optræder som folkesygdom sent henne i en valgkamp. Diagnosen hedder Fraseforstoppelse eller Klichéallergi. Den ubændige trang til at kaste op og derefter dunke hovedet mod væggen indfinder sig, når vælgerne som Strasbourger-gæs er blevet løbende tvangsfodret med politikernes oratoriske fattigkost, der i dette folketingsvalg består af fire lydstumper: »blokpolitik«, »kampen mod uligheden«, »sammenhængskraften« og »bredt samarbejde hen over midten«. Man kan godt forstå vælgernes lede ved debatten, når man må konstatere, at de politikere, der nu vil forloves i det nye Folketing stort set er de samme, som nægtede at samarbejde i det gamle. Hvorfor skulle en magtkamp gennem ti år blive afløst af et blomstrende og konstruktivt samarbejde om vækst og velstand for det danske samfund? Oven i købet ’et bredt samarbejde hen over midten’ bare fordi der er valgkamp?
Der findes ikke mere en politisk midte, hvor politisk handlekraft kan strømme hen. Det var der tidligere, hvor langt størstedelen af vælgerne var på arbejdsmarkedet. Arbejderen krævede fast arbejde, en anstændig løn og social tryghed. Fabrikanten forlangte konkurrencedygtig produktivitet og robuste indtjeningsforhold i sin virksomhed. Han vidste også, at hvis hans kompetente arbejdere ikke havde ordentlige ansættelsesforhold, gik det ud over både produktiviteten og profitten. Og arbejderen vidste, at hvis fabrikken ikke kunne konkurrere, måtte han veksle lønsedlen til en fyreseddel. Lige her var midten i dansk politik. Der, hvor der var fælles interesser. Der, hvor der kunne skabes forlig, som førte til velstand og velfærd. Denne midte er nu væk. Et reformfjendtligt Folketing har selv skabt et vælgeruhyre, der består af et flertal, som står uden for arbejdsmarkedet og et mindretal, der arbejder. Flertallet vil have statsgaranteret borgerløn. Mindretallet vil have et konkurrencedygtigt Danmark som nøglen til velstand og velfærd. Hvor er midten?
Den gode nyhed er, at sammenbruddet for den danske samfundsøkonomi nu er en klar og nærværende fare. Selv om hverken vælgere eller politikere vil høre tale om reformer, er den næste valgperiode absolut sidste udkald for en genopretning af landets samlede indtjening i en benhård global konkurrence om velstand og økonomisk tryghed.
Vi har akut brug for den politiske reformalliance, som vi burde have realiseret for ti år siden: Indkomstskatten skal justeres til EUs gennemsnit på maksimalt 40-45 procent. Universiteter, uddannelse og forskning skal elitiseres op til bedste internationale niveau, og der skal vedtages en ansporingspakke til iværksætterne, der kan accelerere etableringen af de 3.000-4.000 nye værdi-virksomheder, som er forudsætningen for vores fremtidige vækst og økonomiske livskvalitet.
Kan vi blive enige om denne konkrete reformbuket? Næppe. Men det går nok alligevel alt sammen. Her på vores afslappende krydstogt med ’Titanic’ kan vi i stedet indtage en hyggepilsner, mens vi forventningsfuldt studerer menukortet, der står på ’bredt samarbejde hen over midten’.
Fedt nok. Den snupper vi.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten