Gud og fanden

Frafald og forpligtelse

Sørine Gotfredsen: Selvfølgelig sætter det sig spor. Naturligvis kan det mærkes dagligt at blive mindet om, at folk falder fra, alt imens mange ser udviklingen som uafvendelig. Folkekirken sætter i år en trist rekord med cirka 20.000 udmeldinger, og mens en del kan forklares med krisen og det ufikse skænderi om homoseksuelle vielser, er det jo det generelle frafald, der for alvor er interessant.

Ikke fordi det er voldsomt, men fordi det er med til at udbrede en fornemmelse af, at folkekirken fremover kun vil svækkes. Og ja, det sætter sig spor og kan føre til følgagtighed, modløshed, forfattere på prædikestolen samt visse steder et så lille selvværd blandt præster, at talen kommer til at fremstå underligt undskyldende. Tidsånden ses som det mægtige dyr, der ufortrødent tramper videre og løbende lokker præster til at forsøge at ramme flertallet. Måske endda i en grad, der kan få nogle til at føle sig som »mistænkelige vidner«, som Grundtvig formulerede det i sin bekymring for fremtidens præsteidentitet. Hvis kløften mellem kirke og folk en dag skulle blive for stor.

Nogle vil mene, at netop denne dag nærmer sig, og intet er nemmere end at tolke folkekirkens problemer som tegn på en uundgåelig skæbne. Men det er ikke nødvendigvis sandt, og det er under ingen omstændigheder brugbart. I stedet bør man forstå, at jo mere gudsfrygten vakler iblandt os, desto klarere bliver det, hvor vigtig kirken er. I det nye nummer af Københavns Stifts debatmagasin skriver cand.phil. i religionsvidenskab Iben Krogsdal angående danskernes syn på kirken, at mange såkaldt kulturkristne ser kirken som stedet, hvor »nogle får betaling for at bekende en tro på andres vegne«. Nok kan et menneske kun tro på egne vegne, og nok lyder det en kende mageligt distanceret. Men pointen er jo, at når så mange danskere trods alt stadig ønsker, at kirken skal bestå, skyldes det, at de i sidste ende stoler på, at den bevarer noget uundværligt. Og hvis man i kirken stræber efter at tilnærme sig tidsånden, svigter man alle dem, der satser på, at kirken som det eneste sted for alvor står fast i forholdet til netop den.

Frafaldet minder os altså om omfanget af forpligtelsen, og mens jeg nødig vil lyde patetisk, er der i en tid med medlemsfald og vaklende kirkeligt selvværd kun én vej frem. Den går gennem en endnu stærkere insisteren på alvor og bestræbelse efter at minde menneskene om, hvor nemt vi risikerer at forskanse os i en for lille verden. Med et for lille håb. I bogen »Dødelighed« beskriver den engelske og for nylig afdøde ateist Christopher Hitchens, hvordan han stående over for døden må sande, at han ikke ser sig selv som én, der har modtaget livet med en intention. Og som derfor heller ikke skal overgå til noget andet. Han udgør udelukkende sit eget afgrænsede væsen, og over for denne gennemført gudløse selvopfattelse baner kirken vejen til et meget større rum. Kald mig bare naiv, men jeg tror på, at vores behov for dette rum er evident, og at frafaldet vil stoppe. Alt imens denne tids demonstrative ateisme engang vil stå tilbage som en tankevækkende parentes. Selvfølgelig sætter det sig spor konstant at blive mindet om, at danskerne lige nu vender kirken ryggen. Men hvad er troen værd, hvis den ikke kan holde til det? Hvad er kirken værd?

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.