Kasper Støvring: Det er i dag blevet tydeligt, at Vestens liberale værdier ikke er universelle, og at andre civilisationer afviser vestlig indblanding. Der er kort sagt grænser for vores evne til at omforme verden.
16. februar 2012, 22:30
Det såkaldte arabiske forår har bragt islamisterne til magten. Det var langt fra, hvad de fleste håbede og troede for et år siden. Jeg advarede selv i en række artikler imod det, jeg anså som revolutionsromantik: Drømmen om at den muslimske verden var ved at blive liberaldemokratisk. Det var og er udtryk for idealisme, og idealisme er farlig, ikke kun fordi den er illusorisk, men også fordi den leder til forkerte beslutninger.
For min kritik af idealismen måtte jeg høre meget ondt: Jeg var virkelighedsfornægter, kyniker og reaktionær. I forbindelse med opstanden i Egypten påpegede jeg, at vi i Vesten projicerer vores idealer over på araberne. Undersøgelser viste ellers, at langt over 80 procent af befolkningen ønsker, at sharia skal være en del af politikken. Jeg understregede igen og igen kulturens betydning: I en muslimsk kultur, hvor islam og klanrelationer dominerer, kan man næppe etablere liberalt demokrati. Resultatet kender vi da også i dag: Islamister har vundet over to tredje dele af pladserne i Egyptens parlament.
Også i forhold til Libyen tog idealisterne fejl. Landet er på randen af borgerkrig i en grad, så formanden for overgangsrådet forleden udtalte, at landet var ved at falde i et bundløst hul. Lederne af landet har desuden lovet, at sharia vil udgøre en integreret del af lovgivningen, Gaddafi-loyale militser er begyndt at genbesætte vigtige områder, og kun en lille del af befolkningen ønsker demokrati. Europa er blevet oversvømmet af tusindvis af flygtninge med kaos og kriminalitet i kølvandet. Var det en 620 millioner kroner intervention værd?
Den vestlige koalition med USA i front har for nylig trukket sine sidste tropper ud af Irak. Mon ikke de fleste vil mene, at kampen for at skabe liberalt demokrati i Irak var en ufattelig dumhed? Landet er den dag i dag hærget af sekterisk vold, og tusinder af gode vestlige soldater er døde i et forgæves forsøg på at indføre et en styreform, befolkningen øjensynligt ikke vil have. Tilmed har Iran styrket sin magt i området. Af idealistiske grunde har man for det første været blind for, at også anti-vestlige grupper kan komme til magten ved frie valg. For det andet har man troet, at man kan indføre demokrati ved brug af magt.
Hvad så med fremtiden? Mindst to andre lande i den krudttønde, som er den muslimske verden, vil kræve stillingtagen. Det ene land er Syrien, der er ved at bryde ud i en borgerkrig, selv om det hedder, at Assad-styret begår overgreb på civilbefolkningen. Det gør styret utvivlsomt også. Men hvem siger, at oppositionen vil være bedre end det nuværende diktatur?
Det er der vel mange, der siger. Men det er igen udtryk for den form for idealisme, vi også ser hos udenrigsminister Villy Søvndal senest med initiativet Syriens venner. For ser man nærmere på oppositionsbevægelsen, udgøres den af forskellige islamistiske og klanbaserede fraktioner. Assad-regimet udgør et af landets mindretal - de shiamuslimske alawitter - der regerer landet med hård hånd, fordi det frygter for sin eksistens. Væltes regeringen, får vi et blodbad, hvor Assad-klanen sandsynligvis vil blive udryddet.
Selv om vi gerne ville standse overgrebene, kan vi næppe. Vi har i Vesten brugt alt for mange kræfter på at kæmpe andres kampe, og især USA er hårdt mærket af krisen. Vesten har mistet sin magt, og en ny verdensorden med Kina og Rusland i offensiven er brudt frem. Det er grunden til, at FN ikke har kunnet vedtage en skarp resolution mod Syrien.
Det andet land, der kræver stillingtagen, er Iran, der snart står klar med atomvåben og allerede truer med at udslette sine fjender, ikke mindst Israel. Man kan håbe, at Irans styre handler rationelt, så det ikke anvender dette ultimative våben. Men man kan ikke udelukke, at atomvåbnet i en eller anden form vil blive spredt til terrorgrupper, der ikke vil tøve med at udløse det i en vestlig storby.
Strengt taget er Iran det eneste land, man ud fra en realistisk tanke kunne overveje at intervenere i. Det har at gøre med, at realismen foreskriver, at man først og fremmest handler ud fra sin egen nationale interesse. Man skal ikke forme andre kulturer i sit eget billede, men derimod beskytte sine egne borgere og allierede imod ydre fjender. Og Iran udgør potentielt en sådan fjende.
Et kort historisk rids kan forklare, hvorfor de fleste i dag er idealister og desværre ikke realister. Før Murens fald stod Vesten over for en mægtig fjende i form af Sovjet, der truede Vestens eksistens. Alle andre mål blev underordnet den ene interesse: at overleve som en fri civilisation. Efter 1989 forsvandt denne ydre trussel, og Vesten begyndte nu at agere som verdens politibetjent. Man intervenerede i andre lande med det formål at gøre det gode: afsætte diktatorer og sikre menneskerettigheder over alt i verden. Denne idealisme indebar ikke så lidt hykleri. Det gør moral som regel.
Men idealismen hørte 1990erne til. Det er i dag blevet tydeligt, at Vestens liberale værdier ikke er universelle, og at andre civilisationer afviser vestlig indblanding. Det kaldes imperialisme. I stedet bør vi koncentrere os om at løse vores egne problemer - fra vækstkrise til multikulturalisme - og genbekræfte vores identitet som en unik kulturcivilisation. Der er kort sagt grænser for vores evne til at omforme verden. Forhåbentlig finder vi også snart en grænse for vores vilje til det. Vi må atter blive realister.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten