Perspektiv

Fra freden i Knærød til EUs Nobelfredspris

Uffe Ellemann-Jensen: Pas godt på EU, skriver Uffe Ellemann. Både Danmark og Sverige er i fare for at placere sig uden for kernen i det samarbejde, som har gjort krige mellem broderfolk utænkelige. Det kan ske, hvis mindre væsentlige ting får lov til at forstyrre det store billede.

Freden i Knærød blev indgået for 400 år siden, den 20. januar 1613. Det markeres i Sverige, men ikke i Danmark hvilket kan undre, eftersom det var sidste gang, vi vandt over svenskerne i den lange kamp om at være dominerende magt i Østersøen. På søndag skal jeg til »fredsseminar« i Knærød sammen med Sveriges udenrigsminister Carl Bildt og mødet har overskriften »Från Freden i Knäred till EU:s Fredsnobelpris«! Og det er jo et ganske velvalgt perspektiv, når man skal lære af historien.

Freden i Knærød afsluttede Kalmar-krigen. Den blev indgået mellem Nordens to »krigerkonger«: Christian IV og Gustav 2. Adolf, der som 16-årig netop havde overtaget tronen efter faderen Karl IXs død.

De havde brændt og hærget i henholdsvis Småland og Skåne, men da Christian IVs pengekasse løb tom, kom der gang i fredsforhandlingerne. Det endte med, at Sverige måtte love at betale en stor krigsskadeserstatning til Danmark en million rigsdaler og som pant for pengene fik Danmark fæstningen Elfsborg. Christian IV havde håbet, at svenskerne ikke kunne betale, så han kunne hindre deres adgang til Kattegat men Gustav Adolf fandt pengene (»Elfsborgs Løsen«), og nogle år efter byggede han Göteborg. Dette sammen med gensidig toldfrihed i Østersøen betød, at det danske overherredømme begyndte at smuldre.

Rent galt gik det, da Christian IV så blandede sig i Trediveårskrigen. I 1626 invaderede han Tyskland, smigret og presset af andre protestantiske konger og det gik skidt. Katolikkernes general Tilly slog ham ved Lutter am Barenberg i august, han mistede halvdelen af hæren og måtte trække sig tilbage, mens Wallensteins tropper sværmede op i Jylland. Og derefter går det rask ned ad bakke for Danmark der indtil da havde været en europæisk stormagt, som kontrollerede Norge, Skåne, Halland, Blekinge, Slesvig, Holsten og en række besiddelser østpå, blandt andet Øsel i det nuværende Estland.

Stormagten Danmark og den frembrusende magt Sverige gik ind i krigen hver for sig, selv om de havde mange fælles interesser. Men da Trediveårskrigen brød ud, sad de to nordiske protestantiske konger og lurede på, hvad der skete i Europa mens de skulede mistroisk til hinanden. Sverige foreslog et nordisk forbund, rettet mod Polen og de to konger mødtes på det danske slot i Halmstad for at drøfte tanken. Skal man tro samtidens kilder, var der en god personlig kemi dem imellem. Problemet var bare, at de begge ville være den ubestridte nummer ét, så det kom der ikke noget ud af. Den danske konge gik så enegang mod de katolske hære og fik stryg. Til sidst måtte han bede om fred.

Nu blev svenskerne bange for, at den europæiske stormagt Danmark ville blive så svækket, at det kunne udgøre en trussel for Sverige. Og så mødtes Gustav Adolf og Christian IV igen. Det var i Ulvsbäck præstegård, på grænsen mellem Halland og Sverige. Svenskekongen foreslog en dansk-svensk alliance for at bremse de kejserlige tropper og var villig til at betale tre fjerdedele af udgifterne. Men det endte med, at de to konger kom op at skændes. Så der kom heller ikke nogen alliance ud af dét møde.

Derefter blandede svenskerne sig også i den europæiske storkrig, alene. Og det gik bedre end for danskerne: Den svenske hær nåede i løbet af to år langt ned i Europa. Erobrede Frankfurt, krydser Donau, nærmer sig Wien. Men så faldt Gustav Adolf i slaget ved Lützen som svenskerne i øvrigt vandt. Men nu trak svenskerne sig tilbage til deres positioner langs Østersøen. Det fik Christian IV på banen igen. I 1643 indgik han en anti-svensk alliance med polakkerne, men den geniale kansler Oxenstierne der efter Gustav Adolfs død førte regeringen i Sverige for dronning Kristina lavede et forebyggende angreb. General Torstensson invaderede Jylland sydfra og så går det også galt for Christian IV til søs: Han mistede et øje ved Kolberger Heide, og måtte slutte en ydmygende fred endnu en gang. Ved freden i Brømsebro august 1645 mistede han Jämtland, Härjedalen, Gotland og Ösel til Sverige samt Halland i 30 år.

Danmark var færdig som nordeuropæisk stormagt.

Behøvede det være gået så galt? Jeg vover et stykke kontrafaktisk historieskrivning for at lege med tanken om, hvordan det kunne være gået ikke blot for Danmark, men for Europa:

Tænk, hvordan det kunne være gået, hvis Chri­stian IV havde sagt ja til en alliance med sin store rival, Gustav Adolf. Tænk, hvis han i Ulvsbäck præstegård havde sagt til sin yngre kollega: Jeg anerkender dit geni til lands til søs er det mig, der kan skal vi nu slå kræfterne sammen og jage de kejserlige på porten, og så konsolidere den magtdeling os imellem rundt om Østersøen, som allerede er en kendsgerning ...?

Ikke bare Danmark havde set anderledes ud, hvis det var sket. Hele Europa ville have set anderledes ud. Den Westfalske Fred ville have skabt et helt andet europakort med to stærke nordeuropæiske riger, Danmark og Sverige. Rusland og Tyskland ville ikke have udviklet sig til de stormagter, de senere blev. Og så videre, og så videre fantasien kender jo ingen grænser Vi kunne måske have undgået de senere store krige, som smadrede Europa og store dele af resten af verden.

I stedet oplevede vi fortsatte krige i Europa. Vores egen Østersø-region vendte først for 20 år siden tilbage til den form for stabilitet, som i Hansetiden havde gjort vores del af Europa til et enestående vækstområde, hvor handel og mennesker frit kunne bevæge sig og berige regionen. Når det sker igen, kan vi i høj grad takke EU for det. Her tvinges de europæiske lande til at afgøre rivalisering ved forhandlingsbordet, og ikke på slagmarken. Det er hele ideen i EU, og det var begrundelsen for Nobels Fredspris.

Derfor er læren fra Knærød til dagens beslutningstagere i både Danmark og Sverige: Pas godt på EU! Begge lande er jo i fare for at placere sig uden for kernen i det samarbejde, som har gjort krige mellem broderfolk utænkelige. Det kan ske, hvis mindre væsentlige ting får lov til at forstyrre det store billede.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.