Jesper Beinov: I disse dage er der mere slagsbrødre end broderfolk over de dansk-svenske relationer. Den svenske debatkultur er meget anderledes end vores. I Sverige er det en helt normal indstilling i de ledende lag at se befolkningen som umyndige, der skal opdrages.
31. august 2010, 22:01 – opdateret 31. august 2010, 22:30
Allerede Henrik Stangerup påpegede dette i et pragtfuldt og polemisk essay, der viste svensk formyndermentalitet. Selvom der er et væld af emner, som bringer sindene i kog, er stridens kerne reelt den kontroversielle udlændingepolitik. Den svenske elite, uanset om det er inden for medier, kultur eller politik, har i årevis betragtet Danmark som et småracistisk land. Men svenskerne vender sig i stigende grad mod de multikulturelle eksperimenter, deres land har undergået i de seneste årtier. Udviklingen har medført fremkomsten af parallelsamfund, ghettodannelser og en genopblussende antisemitisme, hvilket er skildret udførligt i Karen Jespersen & Ralf Pittelkows tankevækkende debatbog »Islams magt«.
Der er en vældig forskel på, hvordan forholdet opfattes mellem elite og den brede befolkning i vores naboland. Hvor det i Danmark på mange måder er suspekt at være og betragte sig som en del af eliten, er det anderledes i Sverige. Der er en helt anderledes selvforståelse i Folkhemmet, hvor det har været en veletableret del af mediebilledet, undervisningssystemet og den politiske kultur, at der skulle opdrages på det menige svenske folk. En del af ideologien har været en udbredt tro på, at man kunne perfektionere og fintune samfundsmaskineriet, så man kunne opnå en nærmest videnskabelig planlægning af velfærdspolitikken.
Dette er så med tiden kommet til at omfatte store dele af det øvrige samfunds indretning og har ført til en grasserende politisk korrekthed. Dybest set er hele denne tænkning en udløber af ideologiske strømninger, som ikke på samme måde nød fremme herhjemme. En udløber af dette var Sveriges bedrevidende position under Den Kolde Krig, hvor begge sider blev set som lige slemme, hvorved man gjorde det neutrale standpunkt sakrosankt. Men sandheden lå ikke i midten.
Der var en kvalitativ forskel på det frie samfund og Østblokken. Virkeligheden var da også, at gemt under de hule fraser var Sverige en vestallieret uden væsentlige forbehold, som historikere afslørede for 20 år siden. Når de folkeopdragende elementer forekommer danskere at være helt ude i hampen, er det som antydet, fordi vi herhjemme har haft en anderledes historisk udvikling. Herhjemme har der også været en udbredt tro på, at vi som samfund kan planlægge virkeligheden. Men det har mestendels handlet om økonomi i form af øget omfordeling og velfærdsordninger, snarere end det har handlet om at ændre folks virkelighedsbillede.
Tilbage til de uønskede synspunkter. Her har svenske medier, politikere og intellektuelle været langt skarpere på at holde uønskede synspunkter ude. Ude af det gode selskab, ude af debatten. Men nu indhenter virkeligheden det multikulturelle glansbillede. Alligevel har partierne i den borgerlige regeringskoalition svært ved at skele til Danmark. Måske derfor får et randparti som Sverigedemokraterna fremgang. Den systematiske mobning af dette parti er ikke smagfuldt at bevidne, men den svenske magtelite bremser kun disse kræfter ved en mere fast udlændingepolitik og ved en fri debat, som det danske broderfolk har været i stand til at gennemføre.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten