23. januar 2012, 22:30

Det ville fremstå langt mere ærligt, hvis SF sagde lige ud, at partiet ønsker, at forholdet mellem stat og kirke brydes.

Det er et ægte knæfald for det multikulturelle, som SFs gruppeformand Pernille Vigsø Bagge har begået - uanset at hun nu fortryder med tilbagevirkende kraft. Det oprindelige forslag er omtrent lige så tåbeligt, som hvis SF foreslog, at den ændrede befolkningssammensætning i visse bydele skulle føre til, at kirkerne blev omdannet til minareter.

Uanset at det nok er en taktisk tilbagetrækning, fremstår meldingen som ren ideologi. Det er nemlig ikke uvæsentligt, hvad man kalder tingene. »Ordet skaber, hvad det nævner«, formulerede N.F.S. Grundtvig det engang, og han fik dermed sagt, at ord har konsekvenser. I forvejen har den røde regering ved kongelig resolution omdøbt »Kirkeministeriet« til »Ministeriet for Ligestilling og Kirke«, hvilket har ophidset kredse i folkekirken.

Folkekirken er tildelt en særlig rolle i Grundloven, og det ville kræve en grundlovs­ændring, hvis SFs aktuelle politik omformuleredes endnu en gang og partiet fik gennemtrumfet dets tilsyneladende intention, nemlig at folkekirken blot skulle være et trossamfund på linje med andre.

Men helt grundlæggende er det faktisk fornuftigt, at folkekirken, som knap otte ud af ti danskere er medlem af, nyder denne fortrinsstilling i Grundloven. Folk og kirke hænger sammen på en helt særegen måde:

De færreste danskere bruger store ord om deres tro. Folkekirken står måske nok lidt fjernt i de flestes hverdag. Men i tilværelsens afgørende stunder som dåb, konfirmation, ægteskab og begravelse spiller den en central rolle, som giver sammenhæng i manges liv.

Den nye regering har startet dårligt ved at ophidse gemytterne i folkekirken. Et stort flertal i folkekirken har f.eks. været indstillet på, at der skulle etableres en ordning, hvorefter det registrerede partnerskab kunne velsignes i kirken af de præster, der ønskede det. Den nye ministers meldinger om. at han ser sig som »chef« for folkekirken samt hans noget firkantede meldinger i sagen, har imidlertid skabt splid i kirken, hvor opgaven må være at sikre rummelighed for både den ene og den anden forståelse af kristendommen.

Fraset at Vigsø Bagges optræden er besynderlig, angriber hun faktisk hele den historiske dimension, altså at stat og samfund herhjemme bygger på en kristen kulturarv. Selvfølgelig er vaner og mønstre under forvandling, bl.a. i kraft af stor indvandring i de seneste generationer, men derfor skal man ikke lade sig blive slave af tidsånden.

Tværtimod skal vi fastholde, at Danmark er et åbent samfund med frihed til forskellighed, som er blevet til i kraft af kristendommens adskillelse af religion og politik. SF burde holde sig for god til at misbruge folkekirken til den aller billigste parti­politik.