9. marts 2010, 22:30

Handler karikaturkonflikten om nyhedsdækning eller markedsføring?

Der er opstået en form for Bermudatrekant i den danske presse, hvor nyhedsdækning, redaktionelle holdninger og markedsføring blandes sammen i så stor grad, at de bagvedliggende motiver forsvinder fra radaren.

I sagen om Muhammed-karikaturerne fremhæves skellet mellem nyhedsdækning og redaktionelle holdninger. Nyhedsdækning beskrives som en forpligtelse - ikke blot som dagbladenes eksistensberettigelse, men som en grundpille i det frie, sekulære samfund - og man understreger koblingen til ytringsfriheden som det overordnede og ukrænkelige princip.

Derudover benytter dagbladene imidlertid begrebet »redaktionelle holdninger« som stødpude. Et begreb der fungerer som et skalkeskjul, hvorfra alle tænkelige forbehold for det formidlede nyhedsstof kan formuleres.

»Det har aldrig været vores hensigt at krænke nogen. Karikaturen er lovlig efter dansk ret. Og vi har kun bragt tegningen som en del af vores nyhedsdækning,«, skriver Politiken således i sin leder 26. februar, og i september sidste år skrev Seidenfaden i et brev til advokaten Faisal A. Z. Yamani: »Trykning af karikaturen den dag var simpelthen en nødvendig del af vores professionelle forpligtelse til at informere vores læsere og på ingen måde et udsagn om, hvordan vi ser på profeten«.

Berlingskes chefredaktør er ikke enig. Hun mener, at Politiken med sin undskyldning bedriver politik.

»Jeg har før sagt, at Dagbladet Politiken efterhånden har en række stjernesager, hvor avisen opgiver at varetage den uafhængige journalistiks fornemste rolle og i stedet forfalder til bedre at kunne sammenlignes med et politisk parti.« Skrev Lisbeth Knudsen på sin blog 26. februar.

Og hun fortsatte med at beklage Politikens »… pinlige kamp for opmærksomhed og spotlight«.

Her er Knudsen måske inde på noget væsentligt. For hvor stor en del af sagen handler i bund og grund om markedsføring af de respektive dagblade? Eller sagt på en anden måde: I hvor høj grad handler disse sager i virkeligheden om at charmere abonnenter og især annoncører, som i bund og grund er dagbladenes eksistensberettigelse ud fra et forretningsmæssigt synspunkt?

Både Politiken og JP har faktisk lanceret deciderede reklamekampagner med helt eller delvis afsæt i karikaturkonflikten. Politiken brugte selv betegnelsen »portrætserie« om de billeder af diverse personer som man i 2008 bragte med overskriften »Jeg er også dansker«. Men det er værd at bemærke, at avisen indrykkede billederne i andre medier, altså som reelle reklameannoncer.

JP lancerede sidste år ligeledes en imagekampagne, hvor avisen proklamerede: »Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening«. Dette budskab stod hen over manipulerede billeder af to af verdenshistoriens mest prominente menneskerettighedsforkæmpere og ikoner i kampen for ytringsfrihed, Mahatma Gandhi og Nelson Mandela. Billederne var manipuleret, så de forestillede Gandhi drikke øl og stege bøffer på havegrillen, mens Mandela stod i shorts med surfboard under armen.

Men denne kampagne rummede mange utilsigtede signaler. Forsøget på at placere sig selv på den samme piedestal som disse ikoner, virkede ikke blot temmelig billigt, men også en anelse hyklerisk: Tilbage i 1960 udtrykte avisen nemlig forståelse for apartheid-regimets håndfaste behandling af den indfødte befolkning, eftersom »negerne« i Afrika var på et lavere stade end »negerne« i Amerika og dermed uegnede til at råde over de samme demokratiske rettigheder som den hvide befolkning.

JPs reaktion på Politikens aktuelle undskyldning vidner om, at avisen fortsat lider af storhedsvanvid. Man betragter sig selv som aktør i en sag med lige så stor betydning som Anden Verdenskrig: »Politikens handling minder om 1938, da Chamberlain erklærede "fred i vor tid",« udtaler chefredaktør Jørn Mikkelsen således ifølge avisen selv, som forklarer, at Mikkelsen henviser til »München-konferencen i 1938 og den britiske appeasementpolitik før Anden Verdenskrig, hvor Storbritannien gav efter for det nazistiske Tysklands pres på landet«.

Denne Bermudatrekant i den danske presse, dette morads af skjulte motiver, er et selvskabt problem. Men det er også et tydeligt symptom på, at pressesystemet opererer på samme vilkår, som bl.a. dét politiske system, det forestiller sig at undersøge objektivt. Nemlig det vilkår, at sagpolitiske spørgsmål forvandles til kamp om positionering. En differentieringsøvelse hvor selve princippet om at modstille sig modparten går forud for objektet for meningsudvekslingen. Begge systemer maskerer deres operationer som ideologi, og forskellen er blot den, at det i det ene tilfælde handler om vælgertække, mens det i det andet gælder kommercielle interesser.