Steffen Jacobsen: I rige omegnskommuner til København er børn en kult; de er afguder med ret til egen tronstol og oppassere døgnet rundt. Det forventes, at de voksne deltager i et utal af fænomener, arrangeret af overentusiastiske forældre i en slags psykotisk overbudsiver. Lidt fred og ro burde være en ret for både børn og voksne.
20. september 2010, 22:30
Min kæreste og jeg har fem sammenbragte børn fra 8-16 år, altså i den absolut skolesøgende alder, så det er med en vis erfaring, jeg udtaler mig om forældreskabets tyranni. De er som børn betragtet faldet okay ud, synes jeg. De kan alle sammen læse, skrive og regne. Jeg ved godt, det er et privilegium, og at vi er meget heldige, vær vis på det, og at andre ikke har det så nemt. Der er ikke nogen af dem, der møder op i skolen i bikini og latex, ingen af dem voldmobber andre på Arto, tæsker andre, pusher lightergas, drikker eller ryger (endnu) - så vidt jeg er orienteret. Lærerne er vist glade for dem. Bortset fra at jeg på et tidspunkt, da en af pigerne var lidt mindre, fik at vide af lærerne, at de ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke smilte mere og ikke gad gå mere i SFOen, men hellere ville hjem og læse i en bog eller sidde og tale med kaninerne. Jeg indvendte, at hun ikke gik på stewardesseskole, havde ret til at være lidt genert, hvis det nu engang var sådan, hun var skruet sammen, og at det nu engang ikke var alle, der levede op til normen om at være så fandens popularitetssøgende og hypersociale, som er tidens tyranniske ideal - for børn. Deres BMI er desuden absolut gennemsnitlige, så de er hverken overvægtige eller - Gud forbyde det - udviser tegn på bulimi eller anoreksi. Så heller ikke på den måde belaster de systemets psykosociale institutioner.
Min kæreste og jeg er, tror jeg, også ret okay forældre (men det synes alle selvfølgelig). Vi tror, sammen med børnenes andre forældre, at de små skal have masser af kærlighed og så ellers være til at holde ud at være sammen med for andre. Vi gør ikke nogen speciel videnskab ud af det. Hvilket er vores første forbrydelse mod tidsånden. Den anden, meget større forbrydelse er, at vi ja, jeg tør næsten ikke sige det men altså: Jeg tror, vi dybest set synes, at det ikke skal være en karriere at have børn. Børn må gerne have lidt tid til sig selv, de må gerne kede sig lidt, de behøver ikke at være udstyret som olieplatformsriggere, hvis de skal lidt uden for en dør, de må gerne være lidt uovervågede. Desuden har vi det sådan med skolen, at man trygt overlader dem sit barn i børnehaveklassen og så henter dem nogle år senere, når de skal ud eller på gymnasiet. Vi regner med, at skolen ved, hvordan den skal lære dem noget, og at den lader høre fra sig, hvis der er specielle ting, der bør korrigeres. Og selvfølgelig skal man selv sørge for opdragelse, lektielæsning, spidse blyanter og madpakker.
Da vi har børn i rige omegnskommuner til København, er den holdning bare slet ikke acceptabel, altså. Her er børn en kult; de er afguder med ret til egen tronstol og oppassere døgnet rundt. De har lange mærkelige navne, som var de ætlinge af en siciliansk fyrstefamilie, og det forlanges af os, at vi mindst tre gange i døgnet tjekker ind på »Forældreintra«, at vi er medlemmer af antimobbegruppen, kontaktforældregruppen, lejrgruppen, turudvalget, anti-drukudvalget, forældrerådet eller en af de andre organisationer. At vi møder op til kontaktkonsultationer, forældremøder, klassemøder - ikke et par gange om året, hvilket jeg synes ville være mere end rigeligt - men helst et par gange om måneden. Med fem børn bliver det en del møder.
Det forventes, at vi deltager i et utal af fænomener, arrangeret af overentusiastiske forældre i en slags psykotisk overbudsiver, der åbenbart skal signalere, at man er forælder på et meget højt plan og på den helt rigtige overskudsagtige måde. At man skal sidde med sine halvt optøede rufler og klæge pastasalat og tale med vildtfremmede på alle mulige lejrpladser om børn og Weber-grills og whatnot. Da vi bor et sted, hvor mændene absolut kører sorte Audier og konerne pastelfarvede Fiat 500er, er der virkelig noget at se til. Og det er jo knaldhamrende søde mennesker - det er slet ikke det - det er bare tvangen i det hele, altså: at man bliver udskreget til at være meget sær, asocial og formentlig en inkompetent forælder, hvis man ikke har lyst til at sidde i alle mulige tåbelige grupper og udvalg eller ofre alle sine weekender og aftener på bare at have sat et par børn i verden. Måske har man bare lyst til at være sammen med børnene og ikke deres tilfældige skolekammeraters forældre. Jeg er klar over, at det er en kættersk, helt reaktionær, tankegang. Og nej, vi er hverken Amish eller medlem af nogen anden sekt end FDM.
Jeg ved godt, at verden efterhånden er et mørkt, truende og uoverskueligt sted, og at man derfor finder tryghed i det nære og umiddelbart tilgængelige. Jeg ved godt, at mange børn oplever, at deres forældre bliver skilt, og at det uundgåeligt fører til dårlig samvittighed og et ønske om at være noget ekstra for dem, når man har dem i en eller anden slags ordning, men det viser man ved inderlighed og ikke udvendighed. Eller i det formaliserede helvede, som forældreinvolvering i folkeskolen efterhånden er blevet. Og jeg ved godt, at mange forældre har kæmpet med barnløshed og endelig får et barn, og at det derfor er fristende at behandle det, som var det af Meissner-porcelæn og meget specielt og unikt og så videre. Men det er de fleste børn jo ikke. De er bare almindelige og opfinder ikke fissionsteknologi som otteårige eller komponerer symfonier som fireårige. Og det skal de have ret til.
Ligesom deres forældre skal have ret til at køre forældreskabet helt low key, hvis det er det, de har det bedst med. Jeg har intet statistisk belæg for min næste antagelse, men jeg tror altså ikke, vi står alene med ovenstående holdning. Jeg tror, at hele det der forældreskabstyranni er de fås diktatur - nogle få mennesker som har opgivet at have et voksenliv, der skal overdøve tomhed med manisk børnekult.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten