Berlingske mener

Folkekirkens økonomi

Mens folkekirkens medlemstal falder, er kirkeskatten stigende. Det virker umiddelbart uforklarligt, at når resten af Danmark holder igen på udgifterne, ruller pengene ud af folkekirken.

Grundlæggende er det fornuftigt, at det er det enkelte sogn, der er udgangspunktet for folkekirken, men det er på tide, at menighedsrådene får at vide, at der forventes en skarpere økonomistyring, som flere kirkepolitikere efterlyser i dagens Berlingske.

Der har været eksempler i sogne på opulente byggerier, som forekommer helt uforståelige. Det er jo velkendt fra den offentlige sektor, at der ingen grænser er for, hvilke vidtløftige projekter der kan formuleres, når pengene er der. Da kirkeskatten er steget i det sidste tiår, kan man aflæse, at denne kedelige tendens har bredt sig til folkekirken. Udviklingen er sket sideløbende med, at der har været en positiv udvikling i retning af flere fælles maskinindkøb, ansatte og rationaliseringsprojekter. Med de seneste tal for udgiftsstigningen er det klogt, at kirkepolitikerne henviser til det udvalg, et enigt Folketing har nedsat om en mere sammenhængende og moderniseret folkekirkelig styringsstruktur.

Alt handler selvsagt ikke om penge, og der foregår et værdifuldt folkeligt arbejde i sognene. Nogle steder fungerer sognearbejdet som samlingspunkt for kulturaktiviteter med f.eks. folkelige foredrag, udstillinger af kunst, koncerter. Der udføres meget andet frivilligt arbejde end de rent kirkelige handlinger, som udviser en faldende tendens.

I en krisetid er der fokus på, at pengene bruges ordentligt, og der har været et skred, som lokalt udløser diskussion. Men det afspejler sig ikke i en markant deltagelse for arbejdet i menighedsråd. Derfor er det flere steder vanskeligt at finde medlemmer; der afholdes fredsvalg, og kun sjældent kampvalg. Årsagen er, at for langt de fleste danskere er folkekirken et lidt fjent sted, hvor man kun kommer til særlige begivenheder som dåb, bryllup, begravelse og kirkeårets højtider. Denne lavmælte kristendom er ikke udtryk for, at danskerne har fjernet sig fra deres kirke, men snarere, at luthersk kristendom handler om at leve sit daglige liv i frihed og ansvar og med en omsorg for de nærmeste.

Selvfølgelig kunne der opnås ændringer, hvis man udnævnte en politisk chef for folkekirken, hvis biskopperne fik et særligt ansvar, hvis folkekirken fik politiske organer, der skulle mene alt muligt om de spørgsmål, danskerne ellers har valgt politikerne til at afgøre det sidste kaldes en synode, og det foretagende har stærke fortalere. Dog vil det være uklogt at politisere og strømline den folkekirke, der bygger på sognet. I stedet må en modernisering ske med nænsomhed.

Vi har et par tusinde kirker, der har rejst sig i landskabet siden Middelalderen, og disse arkitektoniske perler skal vedligeholdes. Men folkekirken lever af folkelig forankring, og den slags kræver, at pengene også prioriteres med omtanke. Opgaven er bl.a. derfor, at menighedsrådene får de rette, ubureaukratiske redskaber til at prioritere midlerne bedre.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.