29. oktober 2009, 22:30

I Vollsmose har friske indvandrerkvinder organiseret en miljøgruppe, der skal spare energiomkostninger og mindske miljøbelastningen i det store boligkompleks, der rummer 10.000 beboere. Administrationen i Vollsmose vurderer, at miljøgruppens arbejde vil føre til en årlig besparelse på 4 millioner kroner.

Hvordan kan en lille gruppe indvandrerkvinder uden joberfaring nå et så imponerende resultat?

Såmænd gennem hverdagens små succeser: Det foretrukne rengøringsmiddel i Vollsmose er flydende klor, der med garanti likviderer alt levende, så langt øjet rækker. Nye indvandrerfamilier bruger hver uge typisk 5 liter flydende klor, der ud over sin enorme miljøbelastning kan byde på en bonuspakke til hele familien i form af eksem og luftvejslidelser. Når den patruljerende miljøgruppe kommer ind i en opgang, der dufter stærkt af svømmehal, finder de frem til den intetanende miljøsynderinde, som bliver inviteret til et miljøkursus, der også omfatter et besøg i det lokale supermarked med instruktion i brugen af moderne, miljøneutrale rengøringsmidler.

Miljøgruppen kan også notere sig en række succeser inden for energibesparelse og især reduktion af vandforbrug. Mange indvandrerfamilier fra tørre ørkenområder henrykkes så meget ved lyden af plaskende og rindende vand, at det løber hele dagen fra alle haner. Miljøgruppen rykker ud og dæmper fontænefesten. Kvindegruppens arbejde i Vollsmose viser os, at udfordringen ved at skulle tilpasse sig et moderne samfund ikke kun er en rejse på 5.000 km i rum, men ofte også en rejse på 500 år i tid.

Men miljøgruppens indsats og indstilling viser også, at integrationen har mange facetter og demonstrerer frem for alt, at hvor der er en vilje, er der også en vej.

Vi har kun brug for indvandrere, der bringer noget til bordet i det danske samfund. USA og Australien er blevet velstående lande, fordi immigranter har rullet ærmerne op, spyttet i næverne og taget fat på at skabe en ny og bedre tilværelse for sig selv og deres familier. Indvandrere, der bringer merværdi til Danmark, skal være velkomne. Ellers ikke. Den danske samfundsøkonomi er på vej ind i en strukturkrise, der uden reformer vil umuliggøre finansieringen af en førsteklasses velfærdsstat. Det sidste, vi har brug for, er yderligere import af socialklienter.

God integration betyder, at indvandrere skal levere varen på fire områder:

Sproget

Uddannelse

Arbejde

Det er, hvad vi skal forlange. Hverken mere eller mindre. Man kan udmærket være en god dansker uden hang til frikadeller og uden at få en klump i halsen når DRs pigekor synger »Danmark, nu blunder den lyse nat«. Vi skal vænne os til, at mange nye borgere - ligesom i USA - har et enkelt statsborgerskab, men et dobbelt kulturborgerskab. Amerikaneren er stolt af sit land, men han er lige så stolt af sine kulturelle og etniske rødder. Se bare præsident Obama, der bevidst dyrker sin slægts slavebaggrund. Når vi danske bor og arbejder under fremmede kulturelle himmelstrøg, klumper vi os sammen i et fætter-kusine kulturfællesskab med briter, amerikanere, hollændere og australiere. Vi trives og føler os trygge i den kulturelle rip-rap-rup-effekt, der opstår ved at være sammen med andre, der er nogenlunde som vi selv.

Derfor skal vi i Danmark være varsomme med at ghetto-stemple de kultursamfund, som indvandrerne etablerer af nøjagtig de samme grunde, som gør os danske trygge og glade, når vi er langt fra hjemmet uden øl.

Men det betyder ikke, at vi skal slække på kravene til kvalificeret integration. Vi må kompromisløst forlange, at ny-danskere tilegner sig dansk, så de taler det ubesværet. Kravet til uddannelse skal forstås relativt. Immigranter skal besidde eller tilegne sig færdigheder, der efterspørges på det danske arbejdsmarked - fra akademiske kompetencer til LO-faglig standard. Kravet til indvandrernes accept af Danmark som en demokratisk retsstat er ufravigeligt, fordi vi ellers godkender eksistensen af parallelsamfund, som ikke har det mindste med religion at gøre, men som dannes af tabere, der har opgivet indpasningen i det arbejdende, samvirkende Danmark. I stedet isolerer de sig i en virtuel mini-verden, hvor taberen erklærer sig som vinder, fordi han nu bekender sig til et selvkomponeret miskmask af værdier, der består af det værste fra det gamle land finansieret af det bedste fra det nye.

Man siger nok, at enhver er sin egen lykkes smed, men hvis lykken skal lykkes, må samfundet smede med. På kort sigt må vi prioritere og målrette indsatsen mod børn og unge. I Gellerupparken er 40 procent af beboerne under 18 år. Det er 4.000 børn og unge, som skal være en konstruktiv del af Danmarks fremtid og ikke en pind til vores fælles ligkiste. Det kræver et tæt samarbejde i en fødekæde, der består af hjem, skole, boligcentre, kommune og politi. Vi kan klart se, at der, hvor dette samarbejde fungerer, er kriminaliteten inddæmmet og de unge kommer i arbejde. Vi skal forstærke den lokale sociale og faglige indsats i boligområderne. Parallelborgerne vil ikke ud i vores verden, så vi må trænge ind i deres med løsninger og udveje, der fører ind i det virkelige liv. Og vi skal mobilisere både de enkelte virksomheder og LO/DA til at skabe uddannelses- og arbejdspladser, således at de unge ikke får nogen som helst undskyldning for at holde sig ude af det arbejdende Danmark.

På langt sigt er det en forudsætning for vellykket integration og fredelig sameksistens mellem befolkningsgrupperne, at vi kun tillader kvalificeret, kompetent indvandring. Det er ligeledes en forudsætning, at dansk omgangs- og samfundskultur dominerer - både i skoler og boligområder. Al erfaring viser, at vi maksimalt skal tillade en etnisk andel på 25 procent i både boligcentre og skoler, hvis danske samfundsværdier skal bevare dominans og gennemslagskraft. Endelig må vi effektivt sætte en stopper for ophobningen af håbløst fortabte og marginaliserede borgere i udvalgte boligområder, der lynhurtigt forvandles til virkelige ghettoer, hvor alle tænker på flugt, men ingen kommer over muren.

Måske kunne regering og folketing lade sig inspirere af de handlekraftige og samfundsbevidste miljøkvinder i Vollsmose. Hvor der er en vilje, er der en vej.