Mette Frederiksen: En socialminister, der ikke vil bekæmpe fattigdom, er lige så lidt anvendelig som en udviklingsminister, der ikke kan lide afrikanere, eller en erhvervsminister, der bekæmper det private arbejdsmarked.
7. december 2009, 22:30
Julen står for døren, og som de forgangne år fyldes aviserne med historier om voksende fattigdom. Billedet er trist. Siden 2001 er der hele tiden kommet flere relativt fattige. Og i år melder samtlige private organisationer om et stigende antal familier, der søger julehjælp. Faktisk er der nu så mange ansøgere, at blandt andet Mødrehjælpen og AFS Folkehjælp må sige nej til danskere, der ellers har hårdt brug for hjælp.
Fattigdommen har mange ansigter. Nogle mennesker rammes kortvarigt og måske lige nu af den aktuelle krise. Andre lever med fattigdommen i måneder og år. Og så bliver konsekvenserne tydelige. Tandlægebesøg og medicin er der ikke råd til, måske bliver man smidt ud af sin lejlighed på grund af huslejerestance, børnefødselsdage sorteres fra og både krop og sjæl begynder at tage skade af marginalisering og stigmatisering.
At bekæmpe fattigdom har altid været en af vores vigtigste opgaver som samfund. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner med at omkring 50.000 børn kan betegnes som fattige. Det er en broget gruppe, men de har det til fælles, at de er risikogruppen. Især, hvis deres mor og far fastholdes i fattigdom. Det er børn der oplever fraværet af ordentlig mad, at fogeden ringer på døren og sætter familien på gaden. Det er børn der ikke får lov til at gå til fritidsaktiviteter og leve det liv deres jævnaldrende lever. Og det er især børn der mærker den nedslidning af deres forældre, som langvarig fattigdom betyder. Det, at man altid skal overveje, om man har råd eller ej. Det, at man aldrig kan være spontan. Det, at man ikke er som de andre!
Vi bliver derfor nødt til aktivt at bekæmpe fattigdommen. VKO har gjort det modsatte. Ved at indføre en række meget lave ydelser har man direkte fremprovokeret en stigning i antallet af fattige danskere. Igen og igen har regeringen svaret tilbage, at formålet med den nedsatte kontanthjælp har været at få flere i arbejde. Et glorværdigt formål, som imidlertid ikke er blevet indfriet. Det er langt fra alle der modtager eksempelvis starthjælp, eller som er blevet ramt af kontanthjælpsloftet eller 450-timers reglen, der er i kommet i arbejde. Tværtom. Jeg frygter personligt, at tallet for hvor mange der til trods for de nedsatte ydelser alligevel hænger fast i kontanthjælpssystemet bare vil vokse nu, hvor den økonomiske krise kradser.
Svaret på fattigdomsproblemerne anno 2009 er ikke at gøre mennesker med lave indkomster endnu fattigere. Det er derimod at give en anstændig levefod, at få flere flyttet fra kontanthjælp til arbejdsmarkedet, og få løst de sociale problemer der ofte hænger sammen med fattigdommen. Det kan godt lade sig gøre, men det kræver politisk vilje.
I Socialdemokratiet foreslår vi fire initiativer: Lad os indføre en fattigdomsgrænse, så vi forpligter os til at sætte systematisk ind over for den stigende fattigdom.
Lad os hæve pensionstillægget med 5.000 kr. og alle andre overførselsindkomster med 2.000 kr.
Lad os fjerne de meget lave ydelser som kontanthjælpsloft, starthjælp og 450-timers reglen, og erstatte dem med almindelig kontanthjælp. Og lad os endelig indføre en julehjælpsgaranti, så alle familier med et dokumenteret behov, kan få hjælp til at holde jul.
Svaret er ikke bare at sende flere penge. Borgerløn er misforstået godhed, og pligter og rettigheder må nødvendigvis være den fundamentale værdi i velfærdssamfundet. Det er derfor også en aktiv socialpolitik der skal være omdrejningspunkt for en kommende socialdemokratisk ledet regering.
Vores holdning er blot den, at forudsætningen for, at man kan være en god forælder, at man kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, at man kan få løst sine eventuelle problemer og i det hele taget være en aktiv samfundsborger - ja, det er, at man også har råd til betale sin husleje og til at købe nødvendig medicin.
VKO har imidlertid lavet en benhård kalkule. Fattigdom er langt nede på vælgernes dagsorden og det er ikke for alvor et spørgsmål, en regeringen kan kritiseres for. Dansk Folkeparti luner sig ydermere ved, at en række af de meget fattige børnefamilier har etnisk minoritetsbaggrund.
Kalkulen er derfor at fattigdommen sagtens kan få lov til at vokse så længe det store flertal af danskere har deres på det tørre. Min opfordring til os alle er, at vi skal få den kynisme gjort til skamme.
Fattigdommen er et fælles ansvar. Og alle os med vores på det tørre er lige netop ikke ligeglade!
Jeg tror de fleste af os sætter pris på et Danmark uden for store skel og uden voksende ulighed. Det ligger dybt forankret i den danske folkesjæl, at vores samfund skal være et godt sted at leve - også for alle dem der måtte leve med større udfordringer end andre. Eller som Grundtvig sagde det: »Og da har i rigdom vi drevet det vidt - når få har for meget, og færre for lidt«.
At den siddende socialminister hverken anerkender, forstår eller bekæmper fattigdommen er derfor ikke kun et konkret og stort problem for de alt for mange danskere der desværre kan kaldes fattige. Det er også et problem for alle os andre. Den voksende fattigdom truer fællesskabet, kittet i vores samfund og dermed Danmark!
