Indspark

Fascismens fristelser

Venstrefløjen har det ganske som de Jehovas Vidner, der profeterer om verdens undergang, og når den så ikke kommer, skal den finde på noget nyt.

BM Byline foto Hans Hauge
BM Byline foto Hans Hauge

Jeg har aldrig oplevet en tid, hvor venstrefløjen ikke fik sin identitet ved at kalde fjenderne fascister. Fascismen er venstrefløjens konstruktion af andethed. Den skal hele tiden holde konstruktionen i live for ikke selv at dø. Det skyldes, at venstrefløjen intet er i sig selv, idet den har opgivet tanken om, at klassekampen med socialismen som middel vil føre til det klasseløse samfund.

Det var marxismen-leninismens version af Det tredje Rige. Det kom bare ikke, for Muren faldt, og historien gik i stå. Historien gik i stå ved det liberale demokrati. Der kan ikke komme noget bagefter. Venstrefløjen har det ganske som de Jehovas Vidner, der profeterer om verdens undergang, og når den så ikke kommer, skal den finde på noget nyt. Det hedder ’visioner’. I dag er socialisme erstattet af letfattelige ting som kritik af frikadeller og opvarmede telte. Og Gud skal bestemme, hvad der må spises i børnehaver, ikke folkevalgte. SFs vej fra antikapitalisme til antiflæskefars. Kun tysk kalkunbacon er fedt.

1970’ernes socialister talte om senliberalismen og senkapitalismen, for de bildte sig ind, at de levede i de sidste tider. Fascismen var senkapitalismens sidste fase, der automatisk ville slå om i den realiserede socialisme. Berlinmuren var en antifascistisk beskyttelsesmur (Schutzwall). Den skulle beskytte den socialistiske verden mod kapitalismen, der var identisk med fascismen. Anden Verdenskrig betød for datidens kommunister ikke afslutningen på fascismen. Da det tredje rige ikke kom, ændredes sprogbrugen på venstrefløjen. Senliberalisme blev til neoliberalisme. De kunne begynde forfra. Socialismen er forsvundet, men venstrefløjen er ikke. Den holder DDR-sproget i live. Men er venstrefløjen nu også antifascistisk? Den er befriet fra socialismen, men den forener sig med hvad som helst, blot det er imod USA, Israel og DF.

Lad mig referere fra den engelske forfatter Nick Cohens bog »What’s Left?«: I 2003 marcherede omkring en million venstreorienterede gennem Londons gader og protesterede mod fjernelsen af et fascistisk regime. I Mussolinis gamle hovedstad Rom gik tre millioner i protest mod fjernelsen af et fascistisk regime. I det tidligere fascistiske Spanien gik 650.000 i protest mod fjernelsen af et fascistisk regime. Folk strømmede til Hitlers gamle hovedstad for at protestere mod fjernelsen af et fascistisk regime. I det tidligere fascistiske Grækenland måtte politiet bruge vandkanoner mod dem, der protesterede mod fjernelsen af et fascistisk regime. En fredsdemonstration arrangeret i Irland af IRA protesterede mod fjernelsen af et fascistisk regime. ANC i Sydafrika protesterede mod at fjerne et fascistisk regime. Og i København protestede Enhedslisten mod fjernelsen af et fascistisk regime. Kun i Østeuropa var der stort set ingen demonstrationer. Og Saddam Hussein var vildt begejstret især for bannere, hvor der stod »No War - Freedom for Palestine«.

Og hvad blev resultatet af masseprotesterne mod at fjerne et fascistisk regime? At Bashar al-Assad fascistiske regime trygt kunne blive siddende.

Flygtningestrømmen er resultatet af venstrefløjens protester mod at fjerne fascistiske regimer. Og de røde drømmer endnu om at få de antifascister dømt, der fik Danmark med til at fjerne et fascistisk regime. Hvordan kan nogen kalde venstrefløjen antifascistisk?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.