20. februar 2012, 22:30

Hele 58 procent af danskerne tror, at partiet allerede om ti år er historie og ude af Christiansborg. Kritikken går blandt andet på manglende fornyelse og nytænkning.

Selv om dommen er hård, er kritikken ikke helt ved siden af. Som resultat af interne fløjkampe, der har fyldt partiets historie gennem de sidste 10-15 år, har strategien været at lægge en dæmper på alt for megen intern konflikt og holde en middelmådig politisk linje i en borgerlig regering.

Resultatet er ikke overraskende: Fravær af en konstruktiv debat, herunder en debat om, hvad det vil sige at være et moderne konservativt parti anno 2012. Det har medført, at partiet betragtes som tamt, visionsløst og uden egentlig politisk og ideologisk orientering.

Godt nok skal man aldrig dømme nogen ude, da tiden altid arbejder mod dårlige meningsmålinger - noget som både Enhedslisten, de Radikale såvel som Liberal Alliance har bevist. Men udnytter man ikke tiden effektivt, kan det kun gå én vej.

De Konservative skal derfor i arbejdstøjet og turde skille sig ud, gøre op med fastlåste dogmer og genfortolke ideologien ind i de nye tider.

Konkurrencen er i forvejen hård - især fra de nyere partier, der ikke har samme historik og idelogi at læne sig op ad og netop derfor laver politik ud fra cost-benefit-analyser. Dansk Folkeparti har dyrket det, Liberal Alliance gør det, og senest er Enhedslisten hoppet med på vognen. Derfor skal de Konservative sadle om, mens tid er.

De Konservative ikke alene med denne identitetskrise. Det gamle velfærdsparti, Socialdemokraterne, døjer med lignende problemer. Partiet har også haft sine fløjkampe, og medicinen har været nogenlunde den samme. Resultatet har været en forsigtig politik, der ligeledes har kvalt den kreative debat og nødvendige ideologiske reorientering og dermed fornyelse. Ligesom hos de Konservative ses resultatet af dårlige meningsmålinger.

Selv om dagens vælgere snarere er forbrugere, dvs. går meget op i, hvor de kan få mest ud af deres kryds, så er de også oplyste og dermed bevidste om, hvilket samfund de ønsker for sig selv og deres børn, hvilket betyder, at ideologien bliver relevant.

Skulle man give de Konservative og Socialdemokraterne et godt råd, kunne det være at se på Venstre. Som et gammelt parti med en stærk ideologi har partiet trods intern uro og diverse fløje formået at forny sig. En af hemmelighederne er bl.a. rummelighed. Parallelt med en central linje har partiet givet plads til skæve eksistenser, som har fået lov til at lufte deres ideologiske tanker og dermed indirekte skubbet til nytænkning. De klareste eksempler er Pind og Rønn, der trods uheldige udmeldinger, har fået lov til at præge debatten internt såvel som eksternt.

Sådanne typer mangler både hos de Konservative og Socialdemokraterne, og den herskende ensliggørelse af kandidater gør det hele lidt tamt, og det afspejler sig i meningsmålingerne.

Rygterne siger, at begge partier er i gang med at skrive oplæg om partiernes værdier og politik. Og man kan kun håbe på, at det betyder en ændring af den hidtidige retning, og at der lyttes til kernevælgerne.

Ellers overlader man i stigende grad dansk politik til nyere partier som LA og EL.