Her er kravene til lovgiver og borger smukt og enkelt formuleret, i spørgsmålet om fordelingen af ansvar mellem stat og borger. En næsten guddommelig tekst, der, hvis vi ellers vil følge budskabet, ville give os et smukt og harmonisk samfund.

Paragraffen forpligter folketinget til at bygge samfundet på en sådan måde, at alle der er i stand til at forsørge sig selv - også kan. Det kan vi konstatere at man ikke lever op til. Udflagning af virksomheder og tab af arbejdspladser og desuden - indvandring til arbejdsløshed gennem mange år, er beviset herpå og - folketingets ansvar.

Folketinget lever heller ikke op til kravet i Grundloven om, at kun de der - ikke - kan forsørge sig selv, har ret til hjælp fra det offentlige. Næ, nej. Skal den fattige have en krone, så skal den "rige" sandelig også. Men det er i strid Grundlovens krav der ikke anerkender "universelle" velfærdsydelser.

Jeg tror ikke det nytter at håbe, at de folkevalgte af egen kraft følger Grundloven - de er så overbeviste om at de politiske flertal har ret til at skalte og valte som de vil.

Det der skal til er; en begrænsning af de folkevalgtes ret til ubegrænset skatteudskrivning og gældsætning. Ind i Grundloven med disse to begrænsninger