Indspark

Fanget i Libyen

Lars Christian Hvidberg: »Skyd dem,« sagde den første soldat. »Det kan du ikke, de er amerikanere,« sagde den anden. Det var i Libyen 15. marts og fire journalister fra New York Times blev taget til fange af Gaddafis hærstyrker.

De overlevede kun, fordi de var amerikanere. I torsdags fortalte de deres historie i et stuvende fuldt auditorium på Columbia University i New York.

»Vi så tre forskellige Libyer,« sagde den skaldede Stephen Farrell, der faktisk er fra Irland og som er blevet gruppens uformelle talsmand. Oprørernes Libyen, bøllernes Libyen og det officielle Libyen. Seks dage tog det fra de blevet taget til fange ved fronten i Ajdabiya til de igen var fri. Flere gange troede de, at det var forbi.

Bøllernes Libyen oplevede de med bind for øjnene, mens de svinebundne blev kastet frem og tilbage mellem forskellige enheder af Gaddafis pjaltehær. Tæv fik de fire, med næver og geværkolber, og den kvindelige fotograf, Lynsey Addario, blev overgramset, når hun ikke fik knytnæver i ansigtet. En libysk soldat truede med at skære hovedet af krigsfotografen Tyler Hicks. Kvartettens sidste medlem, Anthony Shadid, afslørede ikke, at han kunne arabisk. Det ville stille ham dårligt.

Deres chauffør, Mohammed, er stadig ikke fundet, og han overlevede nok ikke. Shadid blev meget tung, da han fortalte om den 21-årige familiefar. »Vi skal leve med den byrde, at de valg, vi traf, måske har kostet et menneske livet. Det er svært at leve med,« sagde Sahdid og så ned i bordet. Han rakte nervøst ud efter sin kaffe for at pille ved et eller andet.

Det officielle Libyen dukkede op, da de blev sendt til Tripoli i et militærfly. Her var der slebne diplomater, der kunne Yeats på perfekt engelsk, og der var høflige benægtelser af, at journalisterne overhovedet kunne være blevet behandlet dårligt af den libyske hær. Det officielle Libyen er en desperat illusion. Der er ingen kontrol. Kaos truer.

Oprørernes Libyen var det mest livgivende. Folk var lykkelige for endelig frit at kunne sige deres mening efter 40 års diktatur. De betænkte sig et øjeblik, når de talte: skulle de sige deres navn og alder, når det kunne koste dem livet? Og så sagde de det alligevel, for budskabet skulle bare ud. Men oprørerne er militære amatører, og de minder om Gaddafis styrker: Bevæbnede bander, der er overbevist om, at deres sag er retfærdig. Og midt i blandt dem var fire journalister, der prøvede at få sandheden frem, men i stedet blev ofre. Og nu helte.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.