13. februar 2012, 22:30

Tværtimod mærker man en sært sadistisk tilfredsstillelse, når den græske deroute for 117. gang udlægges i medierne. Trangen til at svælge i andres ulykke har været kendt og elsket siden Holbergs 1700-tals-satire og fortsætter i dag med realityprogrammer om unge, storrygende mødre, der opdrager børn på chips og TV.

Når grækernes overforbrug, skatteunddragelser og væksthæmmende ansættelsesvilkår oprulles, fyldes man straks med en beroligende fornemmelse af, at så galt, er det alligevel ikke hos os. Det danske samfund døjer stadig med småstatsmentalitetens evige livsløgn om, at vi er bedre end de fleste andre. Forestillingen er unægtelig blevet udfordret de senere år, men netop den truende græske statsbankerot, den italienske krise og den spanske ungdomsarbejdsløshed fastholder os for en stund i billedet af, at vi stadig er allerforrest i feltet.

Derfor var det ekstra ubehageligt, da det forleden kom frem, at danskernes skattegæld er gået amok på blot få år. I løbet af en fireårig periode er gælden til det offentlige steget fra 18 til 73 milliarder kroner(!) Som om det ikke var slemt nok, afslører en rapport fra Rigsrevisionen to ubehagelige kendsgerninger, der yderligere truer med at rive os ud af selvbedraget. Nemlig: 1) at staten er elendig til at kradse pengene ind og 2) at gælden bogføres som aktiver i statsregnskabet til trods for 1.

Langsomt går det op for én, at sådan begyndte det måske også i Grækenland for 20-30 år siden. Et folk der - ligesom danskerne - ikke var specielt begejstrede for at betale skat og derfor holdt op med at gøre det. Et system, der - trods hobetal af fuldtidsansatte medarbejdere med tryghed i ansættelsen og gode pensioner ikke formåede at få skyldnerne til at betale. Og sidst men ikke mindst - en stat der havde så svært ved at se kendsgerningerne i øjnene, at den lod som om, at alt var ved det gamle.

Vel holder Danmark fortsat skruen i vandet. Men det ændrer ikke grundlæggende på, at vores selvbedrag er næsten lige så stort som grækernes. Så hurra for Rigsrevisionen, som vækker os fra Tornerosesøvnen. For forskellen mellem os og grækerne, er mindre end vi tror.