Indspark

Fædrelandet og nationen

Lars Östman: I sit indlæg i Berlingske 27. november kritiserer Dansk folkepartis Marie Krarup mig for påstandene, at nationalisme og nationalfølelse ikke er vejen frem for dansk konservatisme, samt at hendes parti er fremmedfjendsk – for DF er slet ikke fremmedfjendsk, skriver Krarup. DF er i stedet den sande konservatisme.

Lars Östman, filosof
Lars Östman, filosof

Det er ikke let at argumentere mod Krarup – ikke fordi det er synderligt svært at komme med modargumenter, men fordi Krarup netop ikke selv argumenterer, men underbygger påstande med flere påstande og når det skal være fint, med tomme metaforer.

For hvordan skal man argumentere imod en påstand, som »vi er ikke fremmedfjendske, men rodfæstede?« Eller: »Dansk Folkeparti er ikke nationalistisk, men nationalt?« Lad os starte med at slå fast, at det rent sprogligt er det rene sludder. Dette ‘men’ som Krarup betjener sig af, hvilken funktion har det? Hvad er det for en modsætning, der opstilles? Hvordan argumenterer man imod dette rene nonsens?

I det mindste er Krarup klar i mælet, når det kommer til islam: »Ligesom alle efter en periode forstod, at nazismen var et problem. Det er ikke spor fremmedfjendsk at gøre opmærksom på det.« Krarup, du har lige sammenlignet islam med nazisme; du har lige etableret et sammenligningsgrundlag mellem nazister og muslimer. Det bliver da ikke mere fremmedfjendsk. Ja, det skulle da lige være partifællen Jesper Langballe, der sagde, at islam er en pest over Europa. Man er jo ikke mindre fremmedfjendsk, bare fordi man siger, at man ikke er det.

Til sidst i indlægget får vi at vide, at DF er ikke nationalistisk, men fædrelandskærlig. Nationalismen er som jalousien, »et sygt forhold til det nationale,« prædiker Krarup og foreslår: »Så lad os holde fast i fædrelandskærligheden.« Krarup opstiller med andre ord nationalisme over for fædrelandskærlighed eller, om man vil, patriotisme. »Og derfor skal vi gå imod EUs forsøg på at udslette nationalstaterne,« konkluderer Krarup. Men desværre er vi havnet i det samme nonsens som det, vi startede med at referere.

Årsagen er, at Krarup tror, at patriotisme er den gode nationalisme. Men det er noget helt andet. Patriotismen er forenelig med en føderal tankegang à la den amerikanske eller den, som EU er bygget efter. Det er nationalisme ikke. En patriotisme, der er reserveret til én bestemt gruppe af mennesker på ét bestemt område spærret inde bag en grænsebom i Sønderjylland, betinget af herkomst, religion osv. er simpelthen meningsløs. Ikke desto mindre er dette altså den af Krarup fremsatte virkelighedsnære og sande konservatisme. Den er hverken det ene eller det andet.

Den måde, DF laver politik på, er ikke først og fremmest virkelighedstro, men mytologiserende. Skønt virkeligheden ifølge Krarup er i centrum, skal dette alligevel forklares for os i metaforer (om kærligheden naturligvis) – de samme metaforer, som hendes partifælle tyede til, da islam blev annonceret som en pest. Nu blot med modsat fortegn.

Ligeså lidt som Krarups sprog taler til vor fornuft – hvad det ikke kan, fordi det er meningsløst – ligeså meget er det et evangelium, der taler til følelserne om et dansk paradis i stedet for punkt for punkt at forklare, hvorfor DF ikke er fremmedfjendsk. Hvorfor gør du det, kære Krarup?

Og hvis du virkelig mener, at der er et sammenligningsgrundlag mellem nazisme og islam, skal Danmark så i krig imod islam? Eller er Danmark allerede i krig imod islam?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.