Kommentaren

Europa må ikke sakke bagud

Werner Hoyer: Advarsel. De, som ønsker en renationalisering og vil stille historiens hjul tilbage, de, som længes tilbage til nationale valutaer eller ligefrem grænsekontroller, benægter Europas centrale resultater – frihed og velstand – og leger med nationalismens ild.

»De, som bekender sig til Europa, bidrager til at nedbryde grænser. En diskussion om at styrke nationale grænser bidrager kun til at forstærke grænserne i hovederne,« skriver Werner Hoyer med slet skjult hentydning til Dansk Folkepartis krav om øget grænsekontrol.
»De, som bekender sig til Europa, bidrager til at nedbryde grænser. En diskussion om at styrke nationale grænser bidrager kun til at forstærke grænserne i hovederne,« skriver Werner Hoyer med slet skjult hentydning til Dansk Folkepartis krav om øget grænsekontrol.
Når politikere i Europas medlemsstater tror, at de kan få succes med en antieuropæisk dagsorden, så er det på høje tid, at der handles. For populister drejer det sig også i europapolitikken – frit efter Oscar Wilde – tit ikke om argumenter, men om følelser, ikke om det reale Europa, men om det følte.

Og det er lige præcis her, Europa har et problem.

Vil man overbevise mod følelser, så skal de saglige argumenter være mange gange stærkere. I Europa kører ikke alt, som det skal, men i sidste ende har fortalerne for idéen om en endnu tættere union dog de bedste argumenter.

De, som ønsker en renationalisering og vil stille historiens hjul tilbage, de, som længes tilbage til nationale valutaer eller ligefrem grænsekontroller, benægter Europas centrale resultater – frihed og velstand – og leger med nationalismens ild. Et fænomen, som vi i de sidste årtier så indstændigt har ønsket at lægge bag os med Robert Schumans plan efter de ubeskrivelige lidelser, der i mit lands navn var blevet bragt over det europæiske kontinent. Med den europæiske integrations fremadskriden troede vi, at vi havde overvundet nationalismens svøbe. Europa – det må man ikke glemme i denne tid – er også det centrale fredsprojekt for vores kontinent.

Det er dog ikke blot denne historiske begrundelse, der lige fra efterkrigstidens begyndelse ikke lader nogen tvivl om Tysklands urokkelige bekendelse til den europæiske integration.

Som om bevarelsen af det opnåede i Europa ikke allerede var opgave nok: Det vil ikke være tilstrækkeligt, hvis vi europæere vil hævde os i en mere og mere globaliseret verden med økonomiske nationer, der – legitimt nok – i stigende grad optræder selvsikkert.

Vi må ikke være bange for at kaste et blik på realiteten; de opgaver, vi møder, ændrer sig ikke ved det. Vi bliver nødt til aktivt og fremtidsorienteret at tage imod disse udfordringer og lade Europa blive til en enhed, der både er synlig indefra og udefra. De, som bekender sig til Europa, bidrager til at nedbryde grænser. En diskussion om at styrke nationale grænser bidrager kun til at forstærke grænserne i hovederne.

Vi har brug for mere Europa der, hvor kun Europa kan yde, hvad nationalstaterne ikke længere kan – f.eks. når det handler om at have succes i den globale konkurrence. Til det hører også, at vi bliver nødt til at gå ind for vores værdier og troværdigt efterleve dem. Europa må herved ikke spille læremester. Det menneskebillede, der baserer sig på oplysningen, udviser en sådan karisma for alle dem, der udover velstand også stræber efter frihed, retsstatslighed og demokrati, at vi ikke kan og heller ikke vil unddrage os vores ansvar. Samtidig skal vi sikre Europas økonomiske succes. Vi bliver nødt til endelig at fuldende det indre marked og indrette Europas konkurrenceevne efter de globale markeder.

Derfor giver det heller ingen mening, hvis vi spilder vores tid med indreeuropæiske sammenligninger af nationale produktionsbalancer – og da slet ikke så længe selv eksportstyrken »mindre« ikke er tilstrækkelig til at sørge for en alt i alt velafbalanceret europæisk handelsbalance på de globale markeder.

Europa bliver nødt til at gøre hele sin vægt gældende og udbygge sine styrker – det indre marked, innovationskraften og den kulturelle tiltrækningskraft – yderligere. Til det skal institutionelle og økonomiske faktorer gribe ind i hinanden som tandhjul, og de komparative fordele ved Europa som mangfoldigt markeds- og samfundsområde skal udnyttes optimalt.

Vi er nødt til at indrømme, at vores gældsætningspolitik, der i årtier er blevet opfattet som selvfølgelig, er blevet til en byrde, som allerede vores generation ikke længere er i stand til at løfte. Og for den økonomiske succes bliver vi nødt til at gøre vores fælles valuta »stormfast«. Vi vil ikke tillade, at eurozonen skridt for skridt bliver spekuleret fra hinanden. Kun i fællesskab vil det lykkes os at overvinde de vedvarende vanskeligheder. Og Tyskland har på intet tidspunkt ladet den nødvendige solidaritet savne. Vi ved, hvad vi skylder euroen – både politisk og økonomisk.

Og ja, euroen er også et politisk projekt. Men det bør vi ikke undseligt indrømme, det bør vi være stolte over. I begyndelsen står altid det politiske projekt. Også allerede ved indførelsen af den amerikanske dollar var Amerikas Forenede Stater, der i 1776 fremgik af 13 stater, langt fra at være et optimalt valuta-område. Og teorien af samme navn er også derfor en teori, fordi man i realiteten for det meste forgæves søger efter dette optimale valutaområde.

Forude venter endnu flere smertefulde anstrengelser for os alle og det især i de lande, som har måttet smutte ind under redningsskærmen. Især det græske og det portugisiske folks og deres respektive regeringers anstrengelser fortjener vores alles respekt – man forestille sig blot det tyske samfunds reaktioner ved omfanget af sådanne spareforanstaltninger.

Det er på tide at koncentrere sig om saglig politik. Beslutninger skal være velovervejede og skal i givet fald træffes uafhængig af personlige resultatopgørelser eller spørgsmålet om nationalitet. Vi må ikke alene læsse den byrde, der følger med en fiskal reform over på vores borgere. De, som har profiteret af høje renteafkast, bliver også nødt til at bære den økonomiske risiko, der følger med. Frihed og ansvar er uadskilleligt forbundet med hinanden – det gælder for individer som for stater. Europas skatteydere må ikke være Europas Bad Bank. Og samtidig er det i vor alles interesse at afværge en steppebrand.

I et globalt miljø, der forandrer sig dramatisk, råder Europa over fortrinlige forudsætninger for også at have økonomisk succes i fremtiden og dermed sikre velstanden for kommende generationer. Her skal borgerne tages med – især i en tid, hvor de yder store solidaritetsydelser. Vi må ikke overlade opgaven til dem, der med formentlig absolutte sandheder nægter at tage ansvar for menneskene i Europa.

Werner Hoyers indlæg offentliggøres tillige i Østrig, Frankrig og Grækenland.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.