Kommentar

Et skoleeventyr

Kristian Thulesen Dahl: Hvem er folkeskolen til for? Regeringen, lærerforeningen eller måske kommunalpolitikerne? Nej, den er til for børnene og dermed Danmark og vores fælles fremtid. Vi skal lave et manifest for folkeskolen, der gør en af verdens dyreste til verdens bedste skole!

Jeg går næsten ud fra, at han også fejrer jul de her dage. Ham den 13-årige Emil, som statsminister Helle Thorning-Schmidt talte om i Folketinget, da hun 2. oktober ved Folketingets åbning bebudede regeringens udspil til en folkeskolereform. .

Det skal han, som alle vi andre, der værdsætter juledagene og gennemhygger os, have lov til i fred og ro.

Få dage efter nytår begynder skolerne igen, og så får Emil rig lejlighed til fortsat at dygtiggøre sig sammen med alle kammeraterne. Her kan de lære både at regne og at regne den ud, ligesom de kan lære at skære træet præcis sådan, at taget på det fuglehus, statsministeren også talte om, får præcis den rette vinkel.

Nu havde statsministeren jo problemer med den formel, Pythagoras udbredte, og det er måske et godt grundlag for, hvorfor jeg og Dansk Folkeparti lægger umådelig megen vægt på, at skoleelever i endnu højere grad får muligheden for at lære de basale færdigheder, så retvinklede trekanter ikke er et mysterium for dem.

Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, hvornår jeg i dagligdagen har haft brug for hverken viden om Pythagoras’ geometri eller retvinklede trekanter - indtil jeg en god måneds tid før jul indrettede hønsehus og hønsegård, komplet med fem flotte høns.

Det er dog heller ikke pointen, hvornår jeg sidst lige havde brug for en læresætning. Pointen er, at basal viden om tal og matematik, geometri, fysik, dansk og engelsk, historie, kristendom, biologi og meget mere gør os sikre på benene, når vi dagligt møder udfordringerne. Uanset om det er i skolen, på studiet, på arbejdet eller privat.

Læs og forstå, hed en lærebog, da jeg gik i folkeskolen i 1970erne. Den findes heldigvis stadig. Jeg skal ikke kloge mig på, om der findes bedre måder at lære at læse dansk på, men den her virkede fint dengang. Og sammenstillingen af ordene »læs« og »forstå« udtrykker præcis det, jeg vil sige. Man skal lære at læse, og man skal lære at forstå. Læsning alene gør det jo ikke, hvis man i realiteten ikke begriber, hvad der står, eller hvad der menes med det skrevne.

Jeg vil svinge mig så højt op som at sige, at folkestyret lider, hvis ikke alle kan læse, skrive og regne! Og det kan alle jo desværre ikke. Det har både denne og tidligere regeringer samt kommunerne et tonstungt ansvar for.

Krav er et fremragende ord, og krav er, hvad vi skal stille. Vi kan fra nu af og til næste jul diskutere heldagsskole, flere eller færre timer, aktivitetstimer, rundkredspædagogik, fransk eller ej, mere idræt og hvad ved jeg. Det er alt sammen vigtigt.

Men det dúr for eksempel bare ikke at lære børn i første klasse engelsk, hvis ikke de kan dansk!

Så kan det være, at de først skal have engelsk i tredje klasse, som i dag, men til gengæld have mange flere engelsk-timer i 7., 8. og 9. klasse?

Det er jo en falsk myte, der skabes, når nogle vælger at betegne ubehjælpsomme udenlandske elever »to-sprogede«. Det er lige så ulideligt politisk korrekt og lige så skævt og tomt som ordet »ny-dansker«.

Reelt to-sprogede KAN to sprog i skrift og tale, og herom er der jo ikke tale, når halvdelen af de såkaldte to-sprogede ikke kan læse dansk, når de forlader den københavnske folkeskole. Om de kan læse deres eget sprog ved jeg faktisk ikke, men det er jo ikke sikkert. Og skandalen er under alle omstændigheder, at de ikke kan det sprog, der tales i det land, de bor i og har tænkt sig at blive i.

Vi skal lægge grundlæggende krav ned over skolen. Og hermed mener jeg over alle dele af skolen.

Vi skal kræve af forældrene, at de gør deres børn parate og egnede til at gå i skole. Det er en banal forældrepligt at sikre, at ens børn har en basal opdragelse, kan lytte og forstå, hvad der lidt uskønt kaldes en kollektiv besked, giver plads til andre og er indstillet på, at skolen er et fælles privilegium, hvor vi lærer for livet.

Vi skal kræve af lærerne, at de er sagligt og fagligt dygtige, at de kan og vil undervise bedst muligt og mest muligt, at de er i skolen for børnenes skyld og uafladeligt følger med i udviklingen, både de enkelte børns, læringens og samfundets.

Danskerne skal kræve af politikerne, at vi lægger den bedste ramme for folkeskolen, en ramme, der sikrer, at vores børn kan møde fremtiden, konkurrencen og udlandet på sikre ben, både når det gælder basale færdigheder og når det handler om viden om og forståelse af dansk kultur, den fælles historie, kristendommen og den samlede arv, vi igennem 1.000 år har delt i Danmark. Hvis ikke man forstår kristendommen og Danmarks fælles historie og skæbne, der bl.a. kan læses på Jellingestenene, hvis ikke man kender de danske sejre og nederlag, triumferne og forandringerne og forstår den tro, der har formet de danske værdier, står vores børn f.eks. skidt i mødet med fremmede kulturer og religioner.

Og endelig skal vi lære vores børn, at skolen er den fællesnævner, som følger efter dagpleje, vuggestue og børnehave, hvor vi sammen med kammeraterne er så privilegerede, at vi kan lære, og forstå, både det banale og det komplekse, gennemskue det banale og udfordres af det raffinerede. Hvor vi stifter bekendtskab med det, vi måske ikke rigtigt gider, hvad enten det er Pythagoras eller spydkast, og langsomt, men sikkert erfarer os til, at det i grunden ikke er så ringe endda også at have sunget med på danske salmer og lyttet til Carl Nielsen, selv om drengebandet One Direction trak i iPod’en. At erfare, at det helt bogstaveligt er dejligt, når »tågen letter« og vi læser, lærer og forstår.

Juleaftensdag ser mange skolebørn den usikre Bambi på isen, mens de venter på juleaften, og måske ser de en af versionerne af Dickens’ »Et juleeventyr« her i juledagene.

I mit skoleeventyr er der ingen usikkerhed på isen og ingen aggressiv Scrooge til at tyrannisere omgivelserne, selv i julen.

I mit skoleeventyr ser vore børn tilbage på en skole, der gjorde dem sikre på benene i basisfag som dansk og matematik, fik selvtillid, når de skulle møde verden, så de kunne begå sig godt og sikkert på fremmedsprog, gav dem viden om og forståelse for den fælles historie og kultur, Danmark og danskerne er rundet af, og som også i den fælles skole lærte at sætte pris på den daglige motion og lærte, hvorfor æbler til dagligt er bedre end chips.

Lad os i det fælles ønske om en forbedring af folkeskolen mødes om disse krav.

Så er vi i Dansk Folkeparti ikke et øjeblik i tvivl om, at vi nok også enes om, hvorvidt en skoledag skal vare til kl. 16 eller også ind i mellem kan slutte kl. 13, om engelsk skal være fra første klasse eller fra tredje, og for hvem, og om aktivitetstimer f.eks. kan lægges i nyttigt samarbejde med SFO-ordninger, fritidshjem, musikskoler og idrætsklubber.

Vi kan, hvis vi vil. Børnene og Danmark fortjener, at vi ikke forspilder muligheden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.