Berlingske mener

Et politiseret vejnavn

At komme overens med fortiden er en ofte vanskelig og smertelig størrelse.

Når Københavns Kommune vil opkalde et antal vejnavne efter tidligere statsministre, er der kun en markant af slagsen, der udelades, nemlig Erik Scavenius (1877-1962), der stod i spidsen for den sidste regering, inden samarbejdspolitikken brød sammen i 1943. Hans navn er ganske enkelt for kontroversielt, mener et politisk flertal i Vejnavnenævnet, men fremfor en lukket proces fortjener vi en åben debat om sagen.

Besættelsestiden har været genstand for mange opgør fra den tidlige efterkrigstid og frem. F.eks. da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for nogle år siden tillod sig at kritisere samarbejdspolitikken ved at påpege, at hvis alle lande havde gjort som Danmark, ville historien have set anderledes ud. Danmark og Europa blev således alene befriet fra den nazistiske svøbe, fordi unge mennesker gav deres liv i kampen for friheden. Det bør erindres, men det er karakterisk, at vandene skilles, når det gælder alle disse spørgsmål. Her er Scavenius en kontroversiel skikkelse.

Erik Scavenius’ navn vil således for evigt være knyttet til den samarbejdspolitik, der særligt efter krigen var kontroversiel. Efter krigen var han således en såre ensom mand. Den radikale Scavenius’ kølige analyse fik betydning for Danmarks kurs under begge verdenskrige, idet hans kongstanke var, at som lille neutralt land måtte vi tilpasse os en fjendtlig omverden. Deraf samarbejdspolitikken, hvis rationale var, at de folkevalgtes opgave var at skærme befolkningen ved at tilpasse sig besættelsesmagten og fungere som kornkammer. Det var hverken heroisk eller noget, der var i høj kurs, da krigslykken vendte, men det politiske system havde følt sig tvunget til denne politik, indtil man brød med tyskerne. Lykkeligvis fik de politiske partier og modstandsbevægelsen smedet en alliance sammen til den dag, freden kom, og i den situation var Scavenius uønsket. I 1949 fik vi NATO-medlemskab og dermed den amerikanske beskyttelse af Vesteuropa. Herefter var den tidligere danske neutralitetskurs irrelevant blandt de ansvarlige partier.

Det københavnske bystyre har i forvejen disponeret således, at en række veje på Amager skal opkaldes efter tidligere landsfædre. Hvis Vejnavnenævnet ellers havde kendt den nyere danmarkshistorie, ville det nok også have overvejet, om det var rigtigt at opkalde en vej efter Vilhelm Buhl (1881-1954). Som det vil være mange bekendt – i hvert fald dem, der følger »Matador« eller har set »Hvidstengruppen« – holdt Buhl i 1942 en berømt og berygtet antisabotage-tale, der gjorde ham forhadt i modstandskredse. Da Buhl, som et kompromis mellem de gamle politiske partier og modstandsbevægelsen blev statsminister i Befrielsesregeringen, blev det set som et kontroversielt valg i dele af den organiserede modstand.

Veje opkaldt efter historiske personer, særligt når det gælder den nære fortid, kan være kontroversielle. Men et åbent samfund er kendetegnet ved, at man diskuterer de vanskelige spørgsmål. Det er aldeles legitimt at være endog særdeles kritisk over for samarbejdspolitikken og Scavenius, men det københavnske bystyre burde have taget dén debat , fremfor blot at lægge sig fast på forhånd.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.