Ondskaben gik i land på Utøya
Vi må bruge begrebet ondskab om Anders Breiviks massakre. Ellers mister vi grebet om et fundamentalt menneskeligt vilkår – han var fri til at lade være. Interview med den norske filosof og forfatter Lars Fr. H. Svendsen.
Kommentarer
Gadenavne
Gadenavne kan benyttes til at mindes personer, man vil hædre. Scavenius huskes for et lovlig tæt samarbejde med besættelsesmagten og beundrende udtalelser om tyske sejre. Uanset han måske kan have gjort en vis nytte, er der bestemt ingen grund til at hædre ham ved at opkalde en gade efter ham.
...
Scavenius var en oportunistisk klammert...
Og jo - politisk, indestængte, korrekte, bralder osse ud med deres fordomme og indestængtheder - indestængte undertrykte fordomme...
Det er er, når alt kommer til alt, det udtrykte billede, på meneskelig gøren sig til...
Nærmest som i en hellig frelsthed.
Om erkendelsen er der?
Måske.
Der er en religiøs frelsthed over den der ide' om, at det er helt legalt, at udskamme mennesker, der ikke passer i skabelonen.
Det er - selvmodsigende - fordomsfri radikal politik...
Hvilket fik skolelærerinden til, at sige det hun gjorde.
Hun havde tænkt tanken inden.
Det er jo ikke sommom, at sådanne ytringer kommer ud af ingenting.
Ytringer, ytret af en, ellers, tilsyneladende kontrolleret lærerinde...
Den der skide politiske, nærmest "religiøse" freltsthed - giver mindelser, om fordums tiders middelalderlige heksejagter...
Ingen grund til at ære ham.
Denne radikale nazibegejstrede ka'l bør ikke have mindesmærker.
Derimod bør man hædre de modige, ægte modstandsfolk, som man uafladelig vil nedgøre, men som reddede Danmarks ære i sidste ende.
Men det er næppe politisk korrekt i en tid, hvor de radigale igen sidder på magten.
Giv dog Scavenius hans vej
Det er let her 70 år efter anden verdenskrig, at forholde sig kritisk til, at de danske politikkere valgte en samarbejdspolitik istedet for at "sætte hårdt mod hårdt". Men man glemmer let, at der var meget lidt Danmark kunne stille op overfor den mægtige og frygtindgydende fjende fra syd. Hertil kommer erfaringer, fra 1864, - der dengang stadig lå smertelig tæt på, - ikke ligefrem var gode, og man frygtede berettiget eller uberettiget, at Tyskland ville benytte lejligheden til at genindlemme sønderjylland (nordslasvig) i det tredje rige. Hele verden havde set, hvad tyskerne var i stand til og at tro, at vi militært kunne have stillet noget op, er mest af alt latterligt. Samarbejdspolitikken skånede trods alt Danmark og danskerne for det værste, og man kan kun gisne om, hvad der var sket med jøder, kommunister mv. uden den. Som vi alle ved blev nok nok, og regeringen valgte som bekendt at træde tilbage, da den ikke længere kunne stå inde for samarbejdspolitikken på grund af tyskernes krav. Nøgternt set tror jeg, at vi har meget at takke samarbejdspolitikken for, selvom den betød, at de allierede i starten anså danskerne for at være allieret med tyskland, ligesom vi har meget at takke modstandbevægelsen for, fordi de ændrede de allierees syn på dette. Alt i alt skal vi nok være glade for, at det gik, som det gjorde. Giv dog Scavenius hans vej.
Mon ikke de mennesker, som oplevede krigen
sammen med Scavenius, er de bedste til at bedømme manden?
Og de mennesker vendte tommelen nedad da landet blev frit i 1945.
Nej
For lige i situationen har man ikke den forståelse for baggrund og sammenhænge, som man har, når historien er kommet på afstand, og når informationer, man ikke på daværende tidspunkt var i besiddelse af, er kommet frem.
Der var ingen, der den 5. maj 1945 ville have været i stand til at give en historisk objektiv redegørelse for besættelsesårene.
Tænk på, at der fortsat kommer nye oplysninger om mange ting frem, efterhånden så arkiverne rundt omkring bliver åbnet.
Det var meget nemt at stå som det, min far, der var involveret i modstandsbevægelsen, kaldte 6. maj frihedskæmperne, der lige nøjagtigt vidste, hvem der nu skulle gøres op med (typisk personlige uvenner, eller nogen man skyldte penge, eller nogen der muligvis havde arbejdet for tyskerne). Den slags personer var hurtige med nedadvendte tommelfingre.
Folks syn på Scavenius
ændrede sig vist ikke ret meget i årene efter krigen i takt med at der kom et mere nuanceret syn på en hel del andre ting fra den tid?
Hvad snakker du om?
At vi efter 1864 ikke blev en tysk vasalstat, var simpelthen fordi vi ikke var umagen værd.
I det lys, kan man da godt undre sig over, at specielt syddanskere er så kongetro og nationalistiske som de er - set i lyset af det politiske bedrag, der førte til, at grænsen blev trukket ved Kongeåen.
Ja - opkald en vej efter Scavenius
Havde der været antydningen af noget forkert var Scavenius blev tiltalt og dømt efter krigen, men hele det politiske system var enige om samarbejdspolitiken.
Det er efter min opfattelse en fejl fra kommunens side? Der er formentlig intet at 'frygte' fordi mange ikke kender Scavenius og jeg tror de arge modstandere er i fåtal.