Kommentar

Et plaster på et benbrud

Carl Holst: Vores opgave skal ikke være at klappe i hænderne, når vi omfordeler nogle jobs. Det meste af vores energi skal gå til at fremme nye jobs, flere jobs, så diskussionen ikke bare bliver: Hvem skal først i køen denne gang? Pointen er ganske simpel; Man løser ikke strukturproblemer med konjunkturløsninger.

»Denne gang skal vi hjælpe de ledige, som er ved at miste dagpenge. Og det er naturligvis en god sag. Det tragikomiske er desværre, at det sker på bekostning af de nyuddannede. Hvad skal vi så gøre for dem? Skal de så have en særlig pakke næste gang og sende andre bag i køen i kampen om de samme arbejdspladser? Det er åbenbart den slags, som Københavns overborgmester Frank Jensen, kalder en aktiv arbejdsmarkedspolitik: At vi på skift kommer foran i køen. Men det er desværre en lidt perspektivløs røren rundt i gryden.«
»Denne gang skal vi hjælpe de ledige, som er ved at miste dagpenge. Og det er naturligvis en god sag. Det tragikomiske er desværre, at det sker på bekostning af de nyuddannede. Hvad skal vi så gøre for dem? Skal de så have en særlig pakke næste gang og sende andre bag i køen i kampen om de samme arbejdspladser? Det er åbenbart den slags, som Københavns overborgmester Frank Jensen, kalder en aktiv arbejdsmarkedspolitik: At vi på skift kommer foran i køen. Men det er desværre en lidt perspektivløs røren rundt i gryden.«

I politik er det ofte sådan, at vi oversælger fordelene og underspiller de negative konsekvenser af det, vi gør. Forklaringen er meget menneskelig. Vi vil gerne kendes for det gode. Men alt har konsekvenser. Og dem må vi ikke være blinde for. Hvis vi fornægter og bagatelliserer den ene side af regnestykket – den negative – risikerer vi, at folk mister tilliden fuldstændig til os, når de ikke kan få de fine ord til at stemme med den grå virkelighed.

Som regel går selv nødvendige forandringer ud over nogen. Det gælder også de tre dagpengereformer – og det ved folk godt. Folk forventer, at vi ærligt fortæller dem hvad der skal til. Det var mit budskab forleden, et budskab jeg gerne vil uddybe.Den første, der for alvor tog opgøret med forsørgelsessamfundet var Nyrup i 1993 begrænsede han dagpengeperioden til syv år – og den blev yderligere begrænset til fire år i 1998. I 2010 satte VK regeringen sammen med DF og R den ned til to år. Alt sammen med den begrundelse, at vi skal have de ledige i arbejde til gavn for den samlede samfundsøkonomi. V vi har ikke råd til andet. Det gjaldt i 1993 og det gælder nu.Det var faktisk sværere at gennemføre begrænsningen i 1994 end i dag. Dengang lå den på omkring 12 procent. I dag er ligger den omkring seks procent.

Arbejdsmarkedet er benhårdt. Arbejdsgiverne skal sørge for, at virksomhederne er produktive – og det kan gøre det sværere for visse grupper af mennesker at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og det kan føre til en ond spiral.

Det prøver vi så løbende at hjælpe på med ordninger som løntilskud, isbryderordningen og nu senest denne pakke, hvor vi forsøger at hjælpe en gruppe til at få plads. Når man ikke samtidig øger antallet af arbejdspladser, vil særlig hjælp til en gruppe altid ske på bekostning af andre. Sådan er det, desværre. (Ikke: sådan er det jo.)Denne gang skal vi hjælpe de ledige, som er ved at miste dagpenge. Og det er naturligvis en god sag. Det tragikomiske er desværre, at det sker på bekostning af de nyuddannede. Hvad skal vi så gøre for dem? Skal de så have en særlig pakke næste gang og sende andre bag i køen i kampen om de samme arbejdspladser?

Det er åbenbart den slags som Københavns overborgmester Frank Jensen kalder en aktiv arbejdsmarkedspolitik: At vi på skift kommer foran i køen. Men det er desværre en lidt perspektivløs røren rundt i gryden.

Jeg vil gerne hjælpe dem, der står til at miste deres dagpenge. Derfor skrev jeg under på akutaftalen. Akkurat ligesom jeg har skrevet under på at skaffe ekstra praktikpladser, og er gået foran med brugen af sociale klausuler i vores byggerier. Man skal bestemt bekymre sig om de mennesker, der er trængt. Det er også derfor, jeg vil hjælpe den store gruppe på 80procent af dem under 40 år, der kommer på førtidspension som følge af psykiske problemer. Det er derfor, jeg vil gøre en indsats for at hjælpe de otte procent af en årgang, som ikke får en ungdomsuddannelse fordi de er sårbare.Det handler ikke om partipolitik, men om at tage ansvar. Derfor står jeg også klar næste gang, vi bliver bedt om at hjælpe til.

Men hvad er i virkeligheden problemet? Det er ganske enkle, at arbejdsmarkedet og de ledige bevæger sig i to forskellige retninger. De kompetencer, der efterspørges, er ikke dem, de ledige har. Derfor vil en vending i konjunkturerne heller ikke automatisk skabe alle de jobs, som vi mangler.

Vores opgave skal ikke være at klappe i hænderne, når vi omfordeler nogle jobs. Det er bare et plaster på et benbrud. Det meste af vores energi skal gå til at fremme nye jobs, flere jobs, så diskussionen ikke bare bliver: Hvem skal først i køen denne gang?

Pointen er ganske simpel: Man løser ikke strukturproblemer med konjunkturløsninger.

Vi skal blive ved med at skabe fremtidens viden- arbejdspladser, og det gør vi ved hjælp af bedre uddannelser og bedre tilskyndelser til at investere i Danmark.

Jeg har forståelse for, at det kan være hårdt at stå i spidsen for landet. Man skal ikke alene ordne problemerne på kort sigt, dem som alle kan se. Men man skal også udvise lederskab og medvirke til, at vi er på toppen om fire og ti år.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.