Klumme

Et parti i krise

Kristian Mouritzen: Det republikanske partis gamle midter­søgende politikere ser ud til at være grebet af den samme panik, som man indimellem sporer blandt nogle af de konservative politikere herhjemme.

Kristian Mouritzen, Udlandsredaktør
Kristian Mouritzen, Udlandsredaktør

Angsten for totalt at blive marginaliseret og blive et ubetydeligt lille parti er ved at tage overhånd. I denne uge forlod Floridas tidligere guvernør Charlie Christ partiet og blev demokrat med følgende afskedssalut: »Jeg har ikke forladt det republikanske parti. Det er partiet, der har forladt mig«.

Tidligere gav endnu en republikansk guvernør, Jeb Bush – bror til den tidligere præsident George W. Bush – anledning til bekymring, da han omtalte partiets store helt Ronald Reagan i forbindelse med et kritik af sit eget parti. »Ronald Reagan ville ikke kunne begå sig i dag« i toppen af det republikanske parti. Og alle husker New Jerseys guvernør, Chris Christie, der under orkanen »Sandy« og i præsidentvalgkampens sidste dag roste den siddende demokratiske præsident, Barack Obama, for hans humanitære indsats i forbindelse med orkanens ofre. Man kan roligt sige, at noget er rivende galt i det gamle parti, hvor anstændighed og retlinethed har været et adelsmærke.

Partiet er trukket til højre, og som vores egen korrespondent, Poul Høi, påpegede i en række artikler under valgkampen, så er der to virkeligheder i det politiske spektrum. Og den republikanske har indimellem været så præget af værdidebatter, som med Christs ord ikke har været inkluderende, men ekskluderende for en lang række vælgere – ikke mindst kvinder, latinoer og en række mindretal.

Man må også sige, at der er blevet slået nogle ordentlige skæverter ikke mindst med nogle af te-bevægelsens mere underholdende medlemmer som pauseklovne. Jordens alder, spørgsmålet om kvinder og voldtægt og ikke mindst hvorvidt Det Gamle Testamente skal tages alvorligt i alle sammenhænge, gav partiet et problem, fordi partiets politiske modstandere var mere jordnære i deres politik. Selv om partiets kandidat, Mitt Romney, i slutningen af valgkampen forsøgte at kaste sig ind i en mere realpolitisk og midtersøgende linje, hjalp det ikke rigtigt.

Men ét er, hvordan partiet klarede sig ved valget. Et andet spørgsmål er, om partiet kan finde tilbage til sine rødder og også udvikle sig og inddrage større grupper af samfundet i partiets politiske udvikling. De latinoer, der egentlig burde støtte partiet, føler sig ikke hjemme af den simple grund, at Republikanerne ikke har en klar politik, der kan tilfredsstille deres ønsker – hverken på immigrationsområdet eller i spørgsmålet om noget så simpelt som menneskelig tolerance over for andre befolkningsgrupper. Igen med Christs ord: »Jeg er opvokset i en kultur, der byder folk velkommen«. Ikke det modsatte.

Men hvorfor er det vigtigt for os, at Republikanerne ikke mister fodfæstet? Fordi den amerikanske politiske kultur i Kongressen netop bygger på princippet om at forsøge at få en national enighed i store spørgsmål og ikke den splittelse, vi har set gennem de seneste fire år. En konsensus på store spørgsmål, hvor republikanere og demokrater kan række ud mod hinanden. Hvis Republikanerne bliver et lille parti, vil denne enighed forsvinde. Og det vil selvsagt være synd for netop en kultur, der tilstræber løsninger på tværs af partiskel.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.