I historien forekommer det sjældent, at noget er enten helt sort eller helt hvidt.
De begivenheder, der forekommer, har som regel deres udspring tilbage i andre, tidligere, begivenheder, som igen er led i en kæde.
De to store krige i forrige århundrede var således ikke spontant opståede krige, hvor nationerne bare lige pludselig røg i totterne på hinanden. Der lå lange kæder af forudgående begivenheder bag.
I nogle lande er man begyndt at autorisere bestemte historieopfattelser ved at gøre det ulovligt at fremsætte bestemte påstande, meninger eller kommentarer.
Heldigvis er det endnu ikke tilfældet i Danmark og bliver det forhåbentlig heller ikke.
Derfor kan man i Danmark diskutere, hvad der skete i Armenien i 1915. Det kan man ikke i Tyrkiet, og heller ikke i Frankrig.
Det kan undre, at Armenien ikke tog imod den tyrkiske invitation til at nedsætte en fælleskommission af eksperter til at undersøge, hvad der faktuelt skete i Armenien i 1915.
Var det, som armenierne påstår, et regulært folkemord, eller var det et overgreb blandt flere andre i kølvandet på det osmanniske riges sammenbrud?
Handlede det om, at det osmanniske styre forsøgte en fysisk udryddelse af armenierne, eller handlede det om, at man ville fordrive en bestemt befolkningsgruppe fra et bestemt område?
I Tyrkiet er det forbudt at sige, at det VAR et folkemord. I Frankrig er det forbudt at sige, at det IKKE var det.
Ærligt talt noget absurd og forvirrende.
Og så længe tingene ikke foreligger mere afklarede end de åbenbart gør i denne sag, finder jeg det rimeligt, at Det kgl. Bibliotek har åbnet dørene for en tyrkisk fremstilling af sagen ud fra det gode gamle romerske retsprincip audiatur et altera pars.