Perspektiv

Et juletræ, dansk kultur – og demokrati

Kasper Støvring: I det multikulturelle samfund pukker borgerne konstant på deres egne – eller gruppens – særrettigheder. Det fordragelige løfte: »Det finder vi ud af«, der er normalt i et samfund præget af sammenhængskraft, afløses af det fragmenterede samfunds aggressive trussel: »Vi ses i retten!«

Juletræsaffæren handler ikke kun om, at der er ved at forsvinde en hel folkelig kultur, bl.a. det at mødes over en fyraftensbajer, juletræsaffæren handler om, at islamisering også foregår »demokratisk«. Arkivfoto: Christian Als
Juletræsaffæren handler ikke kun om, at der er ved at forsvinde en hel folkelig kultur, bl.a. det at mødes over en fyraftensbajer, juletræsaffæren handler om, at islamisering også foregår »demokratisk«. Arkivfoto: Christian Als

Nogle gange kan små ting give anledning til store debatter. Tag f.eks. debatten om juletræet i Egedalsvænge. Et muslimsk bestyrelsesflertal i beboerforeningen nægtede at give penge til et fælles juletræ.

Da frivillige så donerede et juletræ, modsatte man sig stadig, og lynhurtigt blev affæren diskuteret af høj såvel som lav i både ind- og udlandet. Senest har bestyrelsesformanden valgt at flygte fra området på grund af trusler fra de muslimske beboere – hun fik i forvejen krisehjælp – og boligdirektøren har opfordret til, at man helt dropper juletræet for at undgå yderligere konflikter.

For den opfordring blev han berettiget kritiseret af integrationsminister Karen Hækkerup. Venstrefløjen og den kreative klasse har hånet affæren, for man betragter her et juletræ som en latterlig ting. Kulturministeren fandt det tilsvarende naturligt, at traditioner således skiftes ud. Bag begge reaktioner ligger en slet skjult foragt for den almindelige dansker. På den anden fløj førte Dansk Folkeparti sagen helt op på øverste niveau, Folketinget. Det lille folkekære træ affødte altså en principiel debat om demokrati, islam og dansk kultur. En af dem, der gav sin mening til bedste, var filosofiprofessor Ole Thyssen, der skrev et indlæg i Information med overskriften »Multikulturalismen beriger samfundet«.

Thyssens tanker er karakteristiske for store dele af akademikersegmentet omkring centrum-venstre. Her mener man, at flere nationer inden for samme stat ikke udgør et problem. Det kræver blot, at borgerne er mere loyale over for statens forfatning end over for deres egne kulturelle dogmer. Men denne »forfatningspatriotisme« er ønsketænkning. For multinationale og multikulturelle stater er netop opskriften på ustabilitet og i værste fald borgerkrig. Historien bekræfter det. Lige fra krigen på Balkan i 1990’erne til de utallige problemer med mindretal, der ønsker at løsrive sig fra den dominerende kultur og grundlægge deres egne stater. Grænsestridigheder, etniske konflikter og kulturel polarisering præger stadig lande som Spanien og Belgien. Det var først med etableringen af etnisk og kulturelt homogene nationalstater i efterkrigstiden, at Europa blev nogenlunde fredeligt.

Hvad angår juletræsaffæren, hører man ofte fra samme segment, at der slet ikke er foregået noget problematisk. At der ikke bevilliges penge til et juletræ er jo blot en konsekvens af en demokratisk flertalsbeslutning i bestyrelsen. De utilfredse danskere kan bare tage sig sammen og søge at danne en anden bestyrelsessammensætning og dermed få deres ønske om et juletræ opfyldt. Men pointen er, at det muslimske flertal slet ikke ønsker et juletræ, eftersom det strider mod islamiske kulturtraditioner. Juletræsaffæren handler jo ikke kun om, at der er ved at forsvinde en hel folkelig kultur i stil med, at danskerne i muslimsk dominerede boligområder ikke længere kan mødes i gården og drikke en fyraftenspilsner af frygt for chikane; den handler heller ikke kun om intimidering, trusler og hærværk mod pressen og dem, der offentligt konfronterer islamismen. Nej, den handler om, at islamisering også foregår »demokratisk«. Hvis man mener, at der ikke er foregået noget forkert, fordi bestyrelsen blot har fulgt nogle demokratiske procedurer, så har man ikke kun demonstreret sin magtesløshed. Man har også udvist en total blindhed over for, at det netop er kulturen, der former et samfund i det lange løb.

Et samfund hænger ikke blot sammen i kraft af en tyndblodet forfatningspatriotisme. Borgerne forenes ikke blot gennem deres officielle bekendelse til forfatningen og de demokratiske værdier, alle de abstrakte plusord, lovene og reglerne. Det er et alt for tyndt bindemiddel. Borgere bliver først for alvor forenet, hvis de deler den samme kultur. Juletræsaffæren stiller på sin vis det gamle dilemma på spidsen: Skal man være tolerant over for de intolerante? Centrum-venstre akademikerne giver intet svar på dilemmaet. I værste fald giver de køb på den frihed, der kun kan opretholdes af en særlig – frihedsorienteret – kultur. Såsom den danske kultur, som de altså mener, at man bør se bort fra i et såkaldt multikulturelt samfund. Den tyske retsfilosof Ernst-Wolfgang Böckenförde var klogere. Han har mindet om, at den liberale stat hviler på nogle forudsætninger, som den ikke selv kan garantere. Den liberale stat kan kun bestå, hvis den frihed, som den tilstår sine borgere, reguleres indefra, af borgerne selv. Det forudsætter eksistensen af indre moralske bånd mellem borgerne. Med andre ord: et kulturelt homogent samfund.

Mange af dem, der har blandet sig i debatten om det famøse juletræ, har en tendens til at glemme de underliggende præmisser, de selv går ud fra. De mener, at etniske danskere og muslimer i Egedalsvænge blot indgår i en kamp om at få flertal, og at bestyrelsen har handlet efter normale spilleregler i en beboerforening. Men at noget er ’normalt’ betyder, at det udgør en norm, og uformelle normer – for ansvarlighed, pålidelighed og gensidighed – er kulturelle, ikke naturlige og fællesmenneskelige størrelser.

Disse normer kendetegner danskernes tillidskultur og deres lange tradition for samarbejde og kompromisdannelse. Centrum-venstres fejl er, at den tror, at landets muslimer generelt er assimileret ind i denne kultur. Juletræsaffæren viser noget andet. Når den kulturelle homogenitet svækkes, bliver det sværere at opnå enighed. Konsekvensen bliver et samfund, hvor konflikter er noget, der skal håndteres af retssystemet snarere end af civilsamfundet. Jura kommer til at dominere. For i det multikulturelle samfund pukker borgerne konstant på deres egne – eller gruppens – særrettigheder.Det fordragelige løfte: »Det finder vi ud af«, der er normalt i et samfund præget af sammenhængskraft, afløses af det fragmenterede samfunds aggressive trussel: »Vi ses i retten!«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.