Opinion

Et gement mord på Lars Løkke

»Jeg sjældent har oplevet noget så infamt og gement som den forfølgelse af Lars Løkke, der nu finder sted – inspireret af hans politiske modstandere og udført af en presse, der synes mig gemen og totalt underlødig.«

Søren Krarup, DF
Søren Krarup, DF

Jeg har været sognepræst i den danske folkekirke i fyrretyve år. Jeg har været medlem af Folketinget i ti år. Jeg tillader mig derfor at bilde mig ind, at jeg ved en smule om moralske anliggender i det danske folk samt en del om moralen og forholdene i det danske folketing.

På denne baggrund kan jeg ikke lade være med at sige, at jeg sjældent har oplevet noget så infamt og gement som den forfølgelse af Lars Løkke, der nu finder sted – inspireret af hans politiske modstandere og udført af en presse, der synes mig gemen og totalt underlødig.

Ingen, der har truffet Lars Løkke, har kunnet tage fejl af, at han er en gemytlig mand, som ikke hænger sig i småting. Det er just det charmerende ved ham – kombineret med den flid og politiske omhu, som præger ham i arbejdet. På den baggrund opnår han resultater, ved hårdt politisk arbejde kombineret med en pilsner eller to eller tre, som får resultaterne til at glide nemmere ned. De anklager, der nu rettes imod ham og som meget bevidst søger at ødelægge ham, er efter mit skøn det rene vrøvl.

For det første. Hans formandskab af GGGI bestod i, at han gik ind i det ritual, som gjaldt for formanden i dette universelle foretagende. Han rejste på de pladser, som formanden for GGGI rejste på – bestemt af organisationen. Efter et lille halvt år synes Løkke, at billetten er for dyr. Han får den lavet om. Men skal dette hæderlige initiativ så bruges imod ham og være en anklage imod ham? Vrøvl og vås. Han har reageret på forhold, som andre havde lavet før ham, og at han vælger en billigere rejseform siger kun noget smukt om hans beskedenhed. Og at han tillader sig at tage sin stakkels datter med, som ellers ville være blevet efterladt i New York – skal et sådant fornemt udslag af familiefølelse eller faderkærlighed bruges imod ham?

Hvor gemen kan den danske debat efterhånden tillade sig at være!

For det andet. Han har af sit parti fået foræret en del tøj, jakkesæt, skjorter, slips, så at han kan tage sig ud til sin fordel, når han fører sig frem på offentlige steder som sit partis repræsentant. Det er hans parti, der foreslår det og som i første omgang betaler det meste. Ja, selvfølgelig. Det er partiet Venstre, der har gavn af Lars Løkke Rasmussens overbevisende fremtræden.

Men i partiet Venstre sidder en tyveknægt, som stjæler regningerne til det tøj, som Venstre har bedt Lars Løkke anskaffe, og fra tyveknægtens hånd går regninger sporenstregs til Ekstra Bladets forside. Og så kender vi fortsættelsen. Så starter en øredøvende og infam hetz imod Venstres formand, der igen og igen skal forklare sig og bliver beskyldt for alskens bedrageri og misbrug – mens Venstre-folk som nu Birthe Rønn Hornbech og Eyvind Vesselbo, som jeg kender ganske godt, kaster sig ud ien  ubehagelig kampagne mod den stakkels partiformand, som bliver gjort ansvarlig for alt ondt i denne verden.

Det er yderst ubehageligt at opleve. Det er et offentligt liv, som er under ethvert niveau. En presse, der hæmningsløst dyrker sladderen og bagtalelsen. Og et politisk liv, der – ja, faktisk gør det samme.

Jeg er glad for, at jeg har forladt Christiansborg.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.