Kommentar

Erdogans stikkerlinie er ikke problemet - det er hans medløbere i Danmark

Lars Aslan Rasmussen
Lars Aslan Rasmussen

Berlingske dokumenterede i weekenden, hvordan vores såkaldte »NATO-allierede« i den tyrkiske regering helt åbenlyst opfordrer til at angive Erdogan-kritikere, der bor udenfor Tyrkiet.

Man skulle ellers tro, at de tyrkiske fængsler i forvejen var propfyldte, eftersom der snart ikke er en eneste kritiker af Erdogan på fri fod. Alt fra journalister, demokratisk valgte politikere, skolelærere, fagforeningsfolk og komikere, der gør grin med Erdogans penis, ryger direkte i sultanens fængsler. Ofte uden af møde en dommer eller få bistand fra en advokat.

Ringer man til stikkerlinien og angiver sine danske medborgere, behøver man da heller ikke begrunde sin mistanke, have beviser, eller ulejlige sig med lignende besværligheder.

Konsekvenserne for mig og mange andre, der er sat på Erdogans liste, er, at vi sandsynligvis ville blive arresteret, ligeså snart vi landede i Tyrkiet.

Det, der gør mest ondt på mig, er ikke Erdogans styre i Tyrkiet, for der bor jeg heldigvis ikke selv. Nej, det allerværste er hans gigantiske tilhængerskare af tyrkere, der bor i Europa og i Danmark.

I Holland har vi set, hvordan 2000 tyrkere sloges med politiet, da en af Tyrkiets ministre ikke måtte besøge landet, og i Tyskland har der været kæmpe støttedemonstrationer med op mod 40.000 deltagere til fordel for Erdogan.

I Danmark blev Erdogans parti klart størst blandt herboende tyrkere med stemmeret til det tyrkiske valg.

Det er jo fuldstændigt vanvittigt og et kæmpe problem for vores samfund, at der findes så mange mennesker, der er født og opvokset i vores demokratiske land, som så åbenlyst støtter en diktator i et andet land, og hvis loyalitet ligger et helt andet sted, end der hvor de bor.

Jeg og andre med rødder i Tyrkiet kan være sikre på, at hver gang vi bruger vores demokratiske ret til at kritisere Erdogans styre, bliver vi øjeblikkeligt udsat for diverse tilsvininger, trusler - og nu også at blive angivet til den tyrkiske efterretningstjeneste.

De, der gør det, er vores landsmænd. Folk, der bor i Danmark, som er fuldstændig ligeglade med almene retsprincipper, og intet begreb har om, at vi herhjemme løser uenigheder via dialog og ikke ved trusler og angiveri.

At det her foregår midt i vores demokrati, som Erdogans tilhængere nyder godt af og misbruger til at angribe dem, der kritiserer Tyrkiet, viser med alt tydelighed, at der er en stor gruppe totalt uintegrerede mennesker i dette land. De er ikke kun er til fare for mig og andre debattører. De er en kæmpe udfordring for sammenhængskraften i vores samfund, da de tydeligvis ingen respekt har for det land de bor i, og altid vil være mere loyale over for Erdogan og hans diktatoriske fremgangsmåde, end de vil være overfor Danmark og vores demokrati.

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.