Indspark

Er vi for pylrede?

Peter Nedergaard, Professor i statskundskab, KU
Peter Nedergaard, Professor i statskundskab, KU

Er vi ikke blevet for pylrede til at klare livets tilskikkelser? For de fleste går det op og ned. Man rammes af slag. I dag udløser den slags nærmest automatisk massiv offentlig hjælp, langtidssygemelding eller tildeling af psykologisk krisehjælp.

Sådan var det ikke for blot et par generationer siden. Her tænker jeg ofte på min morfars skæbne. Han hed Carl og var født i 1900 i en solid gårdmandsslægt i Østjylland nord for Randers. Han havde en bror, som han var meget nært knyttet til, men som i ungdomsårene fik det, man dengang kaldte ungdomssløvsind. Broren måtte indlægges i lange perioder.

Carl gik det bedre. Han var kvik i skolen, og han blev udset til at læse videre. Han begyndte på dyrlægestudiet i København. Så ramtes han pludselig i storbyen af den spanske syge, som mange tusinde døde af i årene lige efter Første Verdenskrig.

Carl måtte drage hjem til Østjylland på langtidsrekreation, blev rask, men muligheden for uddannelsen i hovedstaden var da forpasset. Han gik i stedet landmandsvejen. Fik en kone og et mindre landbrug i ventetiden, indtil han skulle arve det store landbrug af forældrene. Konen blev gravid, men da hun skulle føde, døde hun i barselssengen, mens barnet - en pige - overlevede. Det var ikke unormalt dengang.

Barnet blev anbragt i en god familie (som det hed), og kontakten blev bevaret. Hun var altid med til familiefester. Reelt var hun imidlertid væk som hans barn. Snart flyttede der - som en slags modvægt til den lyse Carl - en ekstraordinært sorthåret husbestyrerinde ind i huset. Hun var livlig og festglad og var nok (som ikke så få af de meget sorthårede på egnen - læs Blicher) af taterslægt (i dag kaldet roma). Snart blev de gift, og hun blev min mormor og endte med at leve over 100 år.

Men det var 1930’erne, og der var krise i landbruget. Mange nyetablerede landmænd havde det svært, og Carl gik konkurs. Han måtte have hjælp derhjemmefra, indtil han kunne overtage forældrenes gård.

Da det skete, var han allerede aktiv i foreningslivet. Han var naturligvis Venstremand, blev sognerådsformand, formand for Brugsen, medlem af Andelsslagteriets bestyrelse og så videre. Venstreavisen Randers Dagblad var den eneste ordentlige nyhedskilde. Aktivitetslysten var nok også en flugt. Gården blev drevet. Men dybest set syntes Carl vist, at det var sjovere at forhandle om at få bygget en ny centralskole end at fodre grise. Men fodret blev de. Pligten kaldte. Man reagerede ved at vende sig ud mod verden og andre mennesker, når slagene kom.

Derfor fik Carl aldrig en øre i hjælp fra det offentlige. Han var faktisk lidt flov, da han blev folkepensionist, for han og konen kunne da stadig selv producere de æg, de halve grise og det oksekød, som skulle til for at overleve.

Det betød ikke, at han ikke kunne se, at der var nogen, som havde behov for hjælp. Så sent som i 1960’erne var der stadig betydelig fattigdom på landet. Som sognerådsformand kunne han komme ud for, at der pludselig stod en familie med fem børn på gårdspladsen uden tag over hovedet. De fik og skulle have hjælp. De, der virkelig var i nød, de skulle hjælpes.

Men sig selv pylrede Carl sig ikke om. Tænk, hvis han havde levet i dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.