Indspark

Er dansk klima­politik mest signalpolitik?

Peter Nedergaard, professor i statskundskab, KU
Peter Nedergaard, professor i statskundskab, KU

Klodens klima stander i våde. Der registreres stigende temperaturer, hvilket uvægerligt medfører flere ekstreme vejrsituationer, mangel på drikkevand, stigende vandstand i havene og flere ørkendannelser. Det er langt de fleste enige om. De, der ikke er enige heri, minder i stigende grad om de personer, der stædigt fastholdt, at Jorden var flad efter, at man var begyndt at sejle Jorden rundt.

Så langt, så skidt. Midlet, som skal til, for at undgå, at situationen bringes ud af kontrol, består i internationalt bindende aftaler, som reducerer udslippet af drivhusgasser. Disse er vigtige, for de er det eneste, som med sikkerhed vil medføre, at den teknologi opfindes, som kan sørge for en mere fossilfattig økonomi. Opfindelser af den slags sættes ikke i produktion ud i den blå luft. Det sker kun, når der er en fornuftig indtjening bag. Det kræver sikkerhed i form af de nævnte aftaler.

Der findes en række lande, som ikke har været villige til at indgå disse bindende aftaler. De vigtigste er Kina og USA, som samtidig er de største syndere, når det drejer sig om udslip af klimagasser, idet de står for næsten halvdelen af hele verdens udslip. Dydsmønstret er omvendt EU (der optræder som en enhed, når det drejer sig om internationale aftaler om udslip af klimagasser), som har underskrevet Kyoto-protokollen og stædigt holdt andre lande fast på målet om bindende internationale klimaaftaler. EU har derimod ikke haft en heldig hånd med at overbevise andre lande om det samme.

INDEN FOR EU optræder Danmark som, hvad man kan kalde et over-dydsmønster. Man vil gå længere, end EU stiller af krav, og som man internationalt har forpligtet sig til at leve op til. Det har ganske vist ingen som helst effekt ud over, at det koster dansk velstand som påvist af Det Miljøøkonomiske Råd sidste år, fordi lavere udslip i Danmark blot fører til mulighed for større udslip i andre EU-lande. Klimaet får det ikke bedre. I den forbindelse skal det med, at Danmarks bidrag til den globale opvarmning næsten bogstaveligt er en dråbe i havet. De økonomiske vismænds rapport blev imidlertid afvist af den daværende klimaminister. (Engang var et af regeringspartiernes motto ellers: »Vi stoler. Også på økonomer«).

Årsagen er, at regeringen ønsker, at Danmark på klimaområdet skal være et såkaldt foregangsland. Ideen er, at hvis vi viser verden, hvordan man her til lands kan sætte virkeligt skrappe krav op på klimaområdet, vil resten af verdens lande følge trop. Ikke meget tyder på, at det sker. Stadigvæk er det de bindende internationale aftaler, som udgør grundlaget for en effektiv global klimapolitik og ikke, at et lille land mod nord finder på at lege over-dydsmønster. Hvornår indser man, at Danmark alligevel ikke kan løse alverdens klimaproblemer, selv om de danske skatteborgere påføres verdens højeste energipriser?

MEN HVORFOR FØRER man så en så virkningsløs klimapolitik i Danmark?

Der kan være forskellige årsager. Nogen tror i al deres uvidenhed måske, at den faktisk hjælper. Bestemte lobby­interesser kan endda være interesseret i at opretholde denne illusion. Der kan også være tale om signalpolitik, hvor det vigtige ikke er, om politikken har nogen virkning, men alene, at man signalerer til vælgerne, at man ønsker det grønne. Uanset hvad er resultatet et dansk velfærdstab uden betydning for klimaet. Er det rimeligt?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.