Kommentar

Er børn uden for København mindre værd?

I Næstved har hver børnelæge ansvaret for 10.000 børn. I Hovedstadsområdet har hver børnelæge ansvaret for 4.000 børn. Det er ikke retfærdigt, og politikerne må gøre noget for at rette op på det.

»Vi synes, der er tavshed fra de ansvarlige politikere i Region Sjælland: Var det har hvad I ønskede? Skal jeres borgeres børn i værste fald dø af mangel på speciallæger, fordi Region Hovedstaden har valgt at være utilfredse med deres vagtlæger og derfor fyrer dem?«
»Vi synes, der er tavshed fra de ansvarlige politikere i Region Sjælland: Var det har hvad I ønskede? Skal jeres borgeres børn i værste fald dø af mangel på speciallæger, fordi Region Hovedstaden har valgt at være utilfredse med deres vagtlæger og derfor fyrer dem?«

Befolkningstal for Region Hovedstaden: 1.731.976. Befolkningstal for Region Sjælland: 816.359

Per 1. januar 2014 er vagtlægesystemet i Region Hovedstaden blevet erstattet med sygeplejersker, som har fået seks ugers kursus i at tale i telefon med sygdomsramte borgere. Men til gengæld skal børn under 12 år nu tilses af speciallæger i børnesygdomme, uanset hvad de fejler. Besynderligt nok har ingen tænkt over, hvilke konsekvenser det får for børneafdelingerne – og dermed børnefamilierne – i Region Sjælland: Næstved, Holbæk, Nykøbing og Roskilde.

Som en kollega fra et stort københavner-hospital udtalte forleden til pressen »De bedste til at se på syge børn er jo børnelæger, som er specielt uddannet dertil.« Dette gælder pudsigt nok kun for københavnerbørn, for sjællandske børn får nu meget sværere ved at blive set af speciallæger, fordi der er ansat ti nye speciallæger i Region Hovedstaden, hvor en del af dem kommer fra Region Sjælland. Læger, som familierne i Region Sjælland nu må undvære.

Det kan undre, at man intet har hørt fra Region Sjællands politikere.

84 kilometer fra Rådhuspladsen ligger vores børneafdeling, Næstved børneafdeling. Sygehuset har ansvar for ca. 250.000 borgere, hvoraf cirka en fjerdedel er børn og unge. Vi har for tiden fem speciallæger ansat, inklusive den ledende overlæge. Derudover har vi forvagter samt tre førstereservelæger, der vil kunne kalde sig speciallæger i løbet af det næste år. Vi køber vikarer på lørdagene til overtidsbetaling, men vikardækning er generelt en dårlig løsning. Vi har flere ubesatte speciallægestillinger, da vi har svært ved at lokke dem til Næstved.

Vores yngre læger er typisk på gennemfart, og ansvaret for vore unge patienter med kroniske sygdomme påhviler derfor de fem erfarne speciallæger. Vi forsøger nu som nødløsning at ruste forvagterne til at behandle børn med sygdomme, som på børneafdelinger i Region Hovedstaden ville blive varetaget af speciallæger.

Ved en typisk morgenkonference hos os fortæller vagtholdet om de indlagte børn, og ofte må vi tage stilling til, hvilke ambulatorier, der kan aflyses, da vi er stærkt underbemandet. De patienter, som ikke kan aflyses, må vi speciallæger se samtidig med vores andre patienter. Dette nødberedskab er uholdbart og opslidende for speciallægerne, som bærer det endelige ansvar. Og vi er frygteligt bange for, at det påvirker vores behandling af regionens børn.

I Region Hovedstaden vil børn under 12 år med almindelige febersygdomme kunne henvende sig på børneafdelingerne på Rigshospitalet, Herlev, Hillerød, Hvidovre, hvor de vil blive tilset af en speciallæge i børnesygdomme. Da cirka halvdelen af henvendelserne til vagtlægen kommer fra børnefamilier, er afdelingerne i Region Hovedstaden blevet oprustet med ti friske speciallæger i pædiatri, som ellers kunne have overvejet at søge ansættelse i Region Sjælland.

Til sammenligning har de fire børneafdelinger i Region Hovedstaden i forvejen mindst 80 speciallæger ansat til at dække en befolkning, som er cirka dobbelt så stor. Nu får de så ti til. Mens vi er fem speciallæger til at varetage sygdomme hos de cirka 60.000 børn og unge i Næstved og omegn, er der nu 90 speciallæger til at se til cirka 415.000 børn og unge i Region Hovedstaden. Hver børnelæge på Næstved Sygehus har derfor ansvar for mere end 10.000 børn, mens en kollega i Region H tilsvarende kun har ansvar for 4.000 børn.

Lægemanglen i Region Sjælland er ofte blevet afhjulpet ved, at mange af de ansatte læger pendler til og fra Region Hovedstaden. Men hvis der er en stilling at få i nærheden af ens bopæl i København, så tager de den.

Det lyder umiddelbart besynderligt, at nyudklækkede speciallæger foretrækker at se på børn med ’banale’ sygdomme i Region Hovedstaden frem for børn med mere komplicerede sygdomme i Region Sjælland.

Men i Region Hovedstaden har man ingen problemer med at finde læger til de ledige stillinger. Der er derfor intet incitament for afdelingerne i Hovedstaden i at indgå i et samarbejde med Region Sjællands hospitaler om videreuddannelse, og jo færre speciallæger, der er til at vejlede de unge, jo mindre attraktiv er arbejdspladsen. Fx kræver det to til tre speciallæger, der varetager en funktion, for at kunne kvalificere sig til at videreuddanne yngre læger. Det problem har vi i Næstved.

Men vi mangler ikke patienter med behov for behandling, og patienterne her er ikke mindre syge end børn i Region Hovedstaden, hvor vi også har arbejdet.

Vi kan heller ikke bare sende patienterne videre.

Vi synes, der er tavshed fra de ansvarlige politikere i Region Sjælland: Var det, hvad I ønskede? Skal jeres borgeres børn i værste fald dø af mangel på speciallæger, fordi Region Hovedstaden har valgt at være utilfredse med deres vagtlæger og derfor fyrer dem? Vi har følgende forslag: Lad staten overtage ansvaret for, at alle borgere i Danmark får adgang til kvalificerede - og ikke udbrændte – læger. Dette vil gøre hele Danmark sundere på sigt - ikke kun borgerne i Region Hovedstaden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.