Kommentar

En verden med 800 millioner covergirls

Henriette Weber: Husk at ringe til bedsteveninderne, så du ved, hvordan de i virkeligheden har det. For det tror jeg ikke, du gør, hvis de udelukkende eksisterer i et newsfeed. Det er et forvredet billede af, hvordan de andre virkelig er, og hvad de fordriver deres tid med.

Vi er blevet små konger, der lever i vores eget egosystem hvor likes og kommentarer er den ultimative identitetsbonus, og, hvis de udebliver, en grund til at komme i tvivl om der er noget galt med en, eller om folk bare ikke elsker en mere?
Vi er blevet små konger, der lever i vores eget egosystem hvor likes og kommentarer er den ultimative identitetsbonus, og, hvis de udebliver, en grund til at komme i tvivl om der er noget galt med en, eller om folk bare ikke elsker en mere?

Timeline er en del af det nye design og funktionalitetssæt. som der med sit store profilbillede i magasinformat får alle til at føle sig som en covergirl - eller -boy.

Du får en oversigt over alt, hvad du har foretaget dig, og du kan selv styre, hvad der skal vises frem, hvilke højdepunkter, du vil bruge til at repræsentere dig, og du kan uploade billeder af, hvor nuttet du var som nyfødt, hvis det passer dig.

Men hvorfor gøre Facebook tilbageskuende i stedet for fremadskuende? Hvorfor skal vi tilføje flere ting fra vores fortid - for nogen af os fra en fortid hvor internettet slet ikke eksisterede som tanke? Med det nye design er det hele personen, der kommer i fokus. At du tager din identitet og gør den digital.

Facebook er ikke længere en virtuel årbog, som da unge Mark Zuckerberg så lyset - det er, for mange millioners vedkommende, deres netværk og deres hverdag, deres parallelle virkelighed, deres dialog med ’vennerne’, og en anledning til polere deres eget eftermæle - i hvert fald den positive side af det.

Facebook er godt på vej til at blive en samling af 800 millioner forsidemodeller med photoshoppede identiteter. Mere glam. Flere hvide tandsæt. Mere cool. Mere af det sjove, fordi det kan alle like.

Under valgkampen var mange, jeg kender, klar til at slette venner på Facebook, som ikke var gjort af samme politiske stof som dem selv. De, der svinede enten blå eller rød blok med deres egen endegyldige sandhed. Og det er lige præcis bagsiden af Facebook-medaljen og social web i det hele taget: Vi er blevet små konger, der lever i vores eget egosystem hvor likes og kommentarer er den ultimative identitetsbonus, og, hvis de udebliver, en grund til at komme i tvivl om der er noget galt med en, eller om folk bare ikke elsker en mere?

Vi kan ikke lide afvigelser fra vores perfekte profil. Hvis vi er uenige med nogen på Facebook, er det en næsten uoverstigelig tærskel at konfrontere dem med det. Der skal meget til at gå imod fællesskabet og netværket.

Skræmmebilledet er velkendt og bliver brugt meget i disse dage:

Du fortæller velvilligt Facebook om din perfekte verden, og de bruger det til at tjene flere penge og målrette reklamer endnu mere, så de kan hæve prisen pr. klik. Husk på, at personlig data er fremtidens valutaenhed.

Men faktum forbliver, at Facebook har velvilligt patent på ’nærhed’ på det sociale web, patent på storyliving, hvor man fortæller sine bedste historier ved at dokumentere dem. For ens vennekreds på Facebook lever videre inde i folks hoveder, også selvom de måske ikke lige i dag bruger 50 procent af deres onlinetid på det. Det er et forvredet billede af, hvordan de andre virkelig er, og hvad de fordriver deres tid med.

Misforstå mig ikke. Selv om der er et par negative pointer her, er Facebook en positiv størrelse. Folk elsker det og bruger det. Og heller ikke denne gang ser det ud til, at nævneværdigt mange sletter deres profil i protest mod de nye features og terms of use. Facebook ejer nu én lille del mere af vores identitet, og vi elsker det.

Mig? Jeg spiser burgers for femte dag i træk, men tager et billede af noget raw food, som jeg lægger op på Foodspotting og automatisk poster på Facebook. Jeg skriver i min status, at jeg er til netværksmøde, men drikker øl et sted i solen. For I behøver jo ikke vide, hvordan det i virkeligheden er, vel?

Facebook er et univers i sig selv. Dets fremtid er stor og fuld af covergirls/boys, der allesammen er ’kendte nok’ til at komme med på bølgen. Selvom det er cool, og selvom størstedelen af os elsker Facebook, så klinger det en smule hult.

Så hvad kan vi gøre ved det? Hvorfor skulle man vise noget af det grimme på internettet? Hvor vigtigt er det at være ægte i stedet for at være bare troværdig? Man kan mene, at vi social web-brugere må i gang med at skrive ting på vores profiler, der bryder glansbilledet en lille smule.

Men hvorfor skulle vi dog det, når man ikke får synderligt meget ud af at være ægte? Endnu er det ikke vigtigt i en social web-verden at være i stedet for at postulere. Man får ikke noget ud af blive bedømt på hvem man virkelig er frem for sine internethandlinger. Vi har ikke noget, der måler os på, hvor ægte vi er derude, kun hvor indflydelsesrige vi er (klout, peerindex og danske snart-lancerede wosju, blandt andre).

Det, der er vigtigt, er at være ægte i den rigtige verden - eller at transcendere det postulerede på social web til det virkelige liv - det er dér, det bliver ægte. Så husk at ringe til bedsteveninderne, så du ved, hvordan de i virkeligheden har det. For det tror jeg ikke, du gør, hvis de udelukkende eksisterer i et newsfeed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.