31. januar 2012, 22:30

Findes speltmødrene i virkeligheden, spørger Dennis Nørmark i sin kronik fra 20. januar og konkluderer, at det gør de sandsynligvis ikke. Men kære Dennis Nørmark, og kære Mette Mølbak og Anne Sophia Hermansen og alle jer andre, der har debatteret og postuleret på vores vegne - vi findes altså. Vi har bare ikke haft behov for at kæfte op og kaste med sten (måske fordi vi hviler godt i os selv og trives med vores valg), men pyt, lad os med denne kommentar melde os ind i debatten. Så kan det være, vi kan lukke den.

Anne Sophia Hermansen: Findes der en speltfar og karrierefar?

Jeg har aldrig defineret mig selv som speltmor. Men ud fra jeres begreber, så er jeg nok en - selvom jeg altså bor i det mindre urbane Odense.

Tjek til hjemmebagende, samsovende, øko-simrende, langtidsammende, hjemmefødende med børn i slynger, overskud, omsorg og videre af samme tangent. Jeg indrømmer det hele. Men det allerværste i feministernes øjne - åh, min gru, jeg håber ikke, Erica Jong læser med - må være mit midlertidige fravalg af karriere. Og - hold jer for ørerne, nu kommer braget - at jeg lader mig forsørge af min mand. Og jeg elsker begge dele.

Det startede ellers lovende for mig, dengang i folkeskolen og gymnasiet. Topkarakterer hele vejen igennem, udvekslingsophold på high school, direkte videre til universitetet, gennemførte cand.public. på normeret tid (inklusiv semester på amerikansk universitet) og nåede også en heftig flirt med en ph.d.-stilling herhjemme.

Indtil det gik op for mig, at livet er en række af faser. Og at den fase, hvor små bitte barneskridt betræder vores gulve, ikke skal kombineres med den fase, hvor jeg giver den gas på arbejdsmarkedet. Det må vente til senere.

Så nu ser vores hverdage sådan ud: Børnene og jeg vågner først, når vi er klar til at stå op, og starter hver eneste morgen med kildeture, pjank og kæl i vores gigantiske dobbeltseng, hvor hele familien sover sammen under 270 cm dun. Så skal far af sted på arbejde (han er ph.d.-studerende læge), hvis han da ikke tager en hjemmearbejdsdag, og på den måde får del i hyggen herhjemme.

For oh, vi hygger. Hverken vores tre-årige eller et-årige er i institution og har aldrig været det. Til gengæld får både de og vi så meget andet. Vi går hver uge på biblioteket, slæber bøger hjem og bruger hele eftermiddagen med dyner på gulvet og læser, læser, læser. Der er meget, der skal studeres.

Vi er hver dag i køkkenet, små barnehænder tager del i at frembringe velduftende mad og bagværk. Ælter dej, snitter grøntsager, hakker kød, fodrer surdejen. Der er meget, der skal passes.

Vi går ud. En tur til kiosken og tilbage igen - en strækning på 400 meter - tager gerne to timer at tilbagelægge. Snegle skal vendes, sten skal kastes i vandpytter, agern må samles. Der er meget, der skal udforskes.

Og så er der alle legekammeraterne, vi får besøg af, for slet ikke at tale om Zoologisk Have, børneteater, kunstudstillinger, bedsteforældre og alt det andet vidunderlige, vi fylder vores dage med. Vi synes, det er et rigt børneliv. En barndom, vi kan være stolte af at give dem.

Kurser i mindfulness er ikke nødvendige her. Vi lever, vi nyder, vi elsker. Vi har god tid til alt. Også til at vaske tøj, passe på vores hjem og dyrke kærligheden os voksne imellem - en kærlighed, der nu synger på tiende år i en generation, hvor skilsmisser som bekendt er reglen nærmere end undtagelsen.

Eftersom det er en skinger debat, jeg nu melder mig ind i, må jeg hellere pointere, at jeg ikke fortæller ovenstående for at prale eller pege fingre, men blot for at give en ide om, hvordan livet ser ud her fra speltbordssiden.

Og lad mig så i samme sekund fortælle, at det ikke glimter korngult herovre hele tiden. Ethvert valg indebærer som bekendt et fravalg. Jeg har dage, hvor det keder mig at læse Totte og ikke Tolstoj.

Jeg har perioder, hvor jeg gribes af angst for fremtiden - jobmulighederne synes logisk nok at svinde ind, jo længere jeg er væk fra arbejdsmarkedet.

Jeg har aftener, hvor jeg grubler over, om vi gør det rigtige. Hvor jeg gribes af tvivl, præcis som alle andre forældre. Til gengæld falder det mig ikke ind at kritisere eller dømme andre mødre. Og det er måske her, jeg føler mig allermest fejlcastet i debatten.

Det, at jeg dyrker mine børn og begraver næsen dybt i min moderrolle, betyder ikke, at jeg ser ned på dem, der ikke gør. Tværtimod. Jeg har fuld respekt for jer seje kvinder, der jonglerer både karriere og børn. Jeg tror ikke, mit valg er bedre end jeres. Det er blot anderledes.

Det ville være dejligt, hvis respekten også kunne gå den anden vej. Hvis mine karrieredyrkende medsøstre ville anerkende, rose og forsøge at forstå værdien i at være fuldblodsmor. I stedet føler jeg ofte, at jeg bliver mødt med en kombination af medfølelse, ringeagtelse og slet skjult misundelse.

Sand feminisme er i mine øjne erkendelse og anerkendelse af, at enhver kvinde er fri til at træffe de valg, der føles rigtigst for hende.

Jeg har truffet mit. Men det betyder ikke, at jeg ser ned på dit.