Thor Möger Pedersen: Regeringen er på vej med en skattereform, der har som mål, at det i højere grad end i dag skal kunne betale sig at tage et arbejde. Hårdtarbejdende lønmodtagere med jævne lønninger blev overset af den borgerlige regering.
17. januar 2012, 22:30
Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.
Danmark hænger kun sammen, fordi vi hver især trækker vores del af læsset.
Fordi der er nogen til at producere vindmøller. Fordi der er andre til at passe deres børn, mens de gør det. Fordi der er nogen til at producere fødevarer. Fordi der er andre, der kan sælge det til udlandet. Fordi der er nogen, der reparerer vejene, så materialerne kan komme frem - og så alle kan komme på arbejde. Fordi der er nogen, der tager sig godt af os, hvis vi kører galt. Og fordi der er nogen, der har lært os alt det, vi kan.
Jeg håber, at et bredt flertal af Folketingets partier kan stå bag en skattereform. For reformen er politikernes forpligtelse til at anerkende dem, der får det hele til at hænge sammen. Det er kun rimeligt, fordi det er de samme mennesker, der har stået forrest i de seneste år, hvor krisen er taget til i styrke.
Det er medarbejderne i industrien og i produktionen, der er nervøse for, om de mister deres arbejde. Det er rengøringsassistenter og skraldemænd, der må løbe hurtigere for at nå mere på mindre tid. Og det er de varme hænder på plejehjem, hospitaler og daginstitutioner, der kan mærke, hvor velfærdssamfundet slår sprækker.
Det er dem, som Lars Løkke sendte regningen for krisen til. Men det, de betalte, var renterne på rykkerne af VK-regeringens fejlslagne økonomiske politik. Og det er dem, der allerede har udvist løntilbageholdenhed og nu bliver bedt om det igen.
Der findes intet alternativ til mådehold og meget lav vækst - også i det offentlige - i disse år. Men det vi kan, det er at sænke skatten på løn. Og vi kan gøre det mere attraktivt at tage en ekstra vagt på jobbet.
For i dag - efter ti års borgerligt styre - så ved vi, at det for en del mennesker stadig er sådan, at det ikke kan betale sig at arbejde. De borgerliges kombination af at gøre dem på kanten af arbejdsmarkedet fattigere samtidig med, at de gav ufinansierede skattelettelser - det virkede ikke. Tværtimod betød det, at hårdtarbejdende lønmodtagere med jævne lønninger blev overset. Derfor er det et mål for regeringens skattereform, at det i højere grad end i dag skal kunne betale sig at tage et arbejde.
Jeg forstår udmærket den frustration, der rejste sig i kølvandet på to politikeres besøg hos kontanthjælpsmodtageren Carina, og som en ufaglært kontorbetjent fra København gav udtryk for i Berlingske: »Jeg står op hver dag, og jeg gør en indsats hver dag. Man kunne næste ønske sig at blive bistandsklient.« Det skal man ikke ønske sig. Alle, der kan arbejde, skal arbejde - det er betingelsen, hvis man skal have ydelser fra det offentlige. Og regeringen tror faktisk på, at langt de fleste også har lyst til at være en del af det fællesskab, der holder Danmark i gang.
Jeg kan ikke fuldstændig afvise, at der også efter en skattereform vil være mennesker, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde. Men regeringen vil gøre sit til, at det for flere kan betale sig at arbejde.
Det betyder også, at studerende og kontanthjælpsmodtagere må stå over i denne omgang. Skattereformen er ikke en uddannelsesreform, en socialreform eller en fattigdomsreform. Regeringen har allerede afskaffet de borgerliges lave ydelser, der fastholdt mennesker i fattigdom.
Nu er tiden kommet til en skattereform, hvor målet er at sænke skatten på løn.
Det er vigtigt at gøre helt klart, fordi også centrumvenstre - i et forsøg på at rejse en nødvendig diskussion af fattigdom i dagens Danmark - ikke har haft nok fokus på de mennesker, der gennem hårdt slid hver eneste dag er dem, der gør det muligt, at vi som samfund overhovedet kan betale for udgifter til sygehuse, skoler, ældrepleje - og for overførsler til dem, der af den ene eller anden grund står uden for arbejdsmarkedet.
Når vi er optaget af, at skattereformen skal have en rimelig social balance, er det netop for at sikre, at det ikke er fabriksarbejderen, rengøringsassistenten, smeden, sygeplejersken eller HKeren, der bliver glemt. Og hvis vi alene fortolkede målet om rimelig social balance som et spørgsmål om stigende eller faldende tal i den såkaldte Gini-koefficient, så ville det betyde, at vi ved at tage penge fra den lavtlønnede regeringsassistent og give dem i ekstra SU til den lægestuderende på medicinstudiet, faktisk ville øge ligheden i statistikkerne. Men det ville jo ikke være fair i virkelighedens verden.
Derfor skal skattereformen markant sænke skatten på arbejde.
Den skal have en rimelig social balance. Den skal være fuldt finansieret. Og så skal den bidrage til, at det bedre kan betale sig at arbejde.
Jeg glæder mig til den videre diskussion. Og jeg vil lytte til alle forslag samtidig med, at jeg vil insistere på, at regeringen kan fremlægget et samlet forslag til reform. Derfor vil jeg ikke løbende kommentere enkeltforslag om skattelettelser - men blot opfordre til, at man blander sig ligeså entusiastisk i debatten når det handler om, hvor vi skal finde rimelig finansiering til at sænke skatten på løn.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten