GPS

En ringslutning

»Folk er sjældent ligeglade med smykker, der er mere end 10.000 kr. værd. Så hvad havde vi egentligt tænkt os?«

Er der én ting, de fleste kunne enes om i denne uge, så var det, at det ville være godt med noget krisestyring.

Nogen må forklare de udenlandske medier, at vi ikke er nazister. Asylansøgere har det faktisk bedre hos os end i de fleste af de øvrige europæiske lande. Vi tager slet ikke smykkerne fra folk, det er bare noget, vi lader som om.

Spørgsmålet er så lige, hvordan man gør det – uden at flere millioner asylansøgere også hører om det.

Regeringen står nemlig i den kedelige situation, at den er blevet offer for sin egen succes: Det er lykkedes at overbevise ikke bare Mellemøsten, men også resten af verden om, at Danmark fører en maksimalt streng udlændingepolitik.

Det er så meget mere bittert, fordi vi netop bare har ladet som om, for at undgå, at tilstrømningen blev så massiv, at vi blev nødt til at foretage os ting, der var værre.

Vi har ikke villet havne i samme situation som Østrig, der lige pludselig begrænser antallet af folk, der må søge asyl, til 1,5 pct. af befolkningen. Enhver kan jo sige sig selv, at det er i strid med konventionerne, der ikke opererer med noget loft overhovedet.

Og vi har heller ikke ligesom Kroatien nedbragt antallet af familiesammenføringer ved at lade være med at give asyl: For så er der jo ikke nogen at sammenføre familierne med.

Og vores asylansøgerne bliver ikke som i den engelske by Middlesbrough tvunget til bo i boliger med rødmalede døre, så de bliver chikaneret.

Nej, vi har nok engang villet føre fast og fair udlændingepolitik: Vi har ladet asylansøgerne ude i verden vide, at de har det frygteligt her. Og når døve asylansøgere så alligevel kæmpede sig frem, så har vi behandlet dem rigtigt pænt. Som vi altid gør i velfærdsstaten Danmark. Det er så bare ærgerligt, at det øvrige EU ikke har fattet det.

Desværre er det ikke nemt at rette op på misforståelsen. Specielt ikke, fordi vielsesringene er kommet til at fylde så utroligt meget. Regeringen har kæmpet for at overbevise alle fra EU-Parlamentet til gamle Kofi Annan om, at vi ikke hiver smykkerne fra folk. Med mindre altså smykkerne er over 10.000 kr. værd, og folk alligevel er ligeglade med dem.

Og her er så det næste forklaringsproblem: Folk er sjældent ligeglade med smykker, der er mere end 10.000 kr. værd. Så hvad havde vi egentligt tænkt os?

Ja, man kunne selvfølgelig udfærdige en liste: Hvis myndighederne kan afsløre, at en asylansøger har sat sin dyre vielsesring til salg i GulogGratis, så vil det for eksempel være relevant at konfiskere den. For så er den jo åbenbart ikke så vigtig alligevel. Eller hvis nu asylansøgeren er rendt med en anden og bare har beholdt den vielsesring, som asylansøgeren har fået af den bedragne ægtefælle, så vil man nok også kunne inddrage den. Eller hvis nu det er en asylansøger, som har købt en andens vielsesring til spotpris, fordi den anden havde fået at vide, at den stod til at blive konfiskeret.

Det bliver bare ret konkret med disse eksempler. Og derfor kan man ikke tage for givet, at udlandet ændrer sin mening om Danmark.

Og så igen: Det går jo heller ikke, at udlandet ændrer mening. For så tror asylansøgere jo bare, at de er velkomne. Og det vil være en fejlslutning. For ikke at sige en ringslutning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.