Tendens

En ny Palme

Tom Jensen: Forleden så jeg dokumentarfilmen om Olof Palme. En politiker, hvis endeligt på Svea- vägen den aften i februar 1986 i udstrakt grad har haft en vis udglattende effekt på de voldsomme følelser, den svenske statsminister vakte, mens han var i live.

 Dokumentarfilmen genopliver naturligvis ikke Palme, men får – ved ikke at handle om mordet og efterforskningen af det, men om mennesket Palme – vækket nogle af de temaer, der kom til at skille så uforsonligt, når det gjaldt Olof Palme. For han var både politisk og personligt så markant, at han på godt og ondt ikke kunne undgå at skille. Hans kamp for fred, frihed og social tryghed var flammende og engagerende. Hans opfattelse af USA i perioder enøjet. Hans besøg hos Castro på Cuba ikke noget kønt syn. Og det er her eftertanken melder sig.

For der har i politik længe ikke eksisteret så markante skillelinjer som dem, en Palme synliggjorde. Det betyder også, at politikerne spiller på en langt smallere bane, end de gjorde for blot 30-40 år siden. I dag er det udtrykte billede på politisk mod således, når en dansk borgerlig oppositionsleder stiller sig op på sit partis landsmøde og tør sige, at partiet nu vil kæmpe for lavere skatter – og vil holde den offentlige sektors størrelse i ro. Der er, særligt efter kommunismens fald, sket en teknokratisering af politik og dermed politikere ikke blot i Danmark, men over hele verden, der umiddelbart gør det vanskeligt at se, hvor en ny Palme – med alle hans styrker, men også grumt blottede akilleshæle – skulle rejse sig.Det er ikke kun dårligt. 60ernes og 70ernes politiske landskab var stadig grumt ideologiseret. Selv intelligente politiske ledere kunne blive fanget af denne tilstand til skade for dem selv og deres sag. I Danmark begyndte selv socialdemokrater at bekæmpe NATO med fodnotepolitikken i 80erne.

I Sverige så man en Palme, der på den ene side var bandsat bekæmper af kommunismens udemokratiske overgreb på mennesker. Og alligevel næste dag var den første vestlige leder, der tog til Cuba og lod sig hylde i selskab med Fidel Castro. I dag synes det politiske landskab mere farveløst. Man debatterer midlerne mere end målet. Der er en bred konsensus om samfundets grundlæggende indretning som gør, at larmen fra de politiske slagsmål engang imellem kan komme til at klinge lidt hult. Som om man skændes næsten med det ene sigte at tydeliggøre, at man ikke er helt enige.

Men noget sker. Ikke altid af det gode. Verden er i bevægelse efter krisen. Forvoksede socialstater i Vesten er nødt til at gøre noget for ikke at sande økonomisk til – men hvad? I EU forestår, som Jens Rohde-affæren i weekenden afslørede, et sindsoprivende opgør om fremtidens union. Andre steder i verden vokser magter sig økonomisk enorme, men det sker på et grundlag af non-demokrati og politisk undertrykkelse. Visse steder i Europa rører totalitære bevægelser atter på sig. Måske det vil fremtvinge nye erkendelser af, at brændstoffet til et flammende politisk engagement ikke altid kan udgøres af viljen til det næste forlig. Men også af markeringen af, hvad man er stærkt imod. Hvem ved – måske vi ud af det vil opleve den næste Palme. Eller hans politiske modbillede?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.