Perspektiv

En ny begyndelse for EU?

Asger Aamund: Danske politikere må høre op med at advokere for en udvikling af EU, der omfatter alle medlemsstater i solidarisk og taktfast parademarch mod bedre tider. Det sker ikke. Vi bør støtte de lande, der har mod og handlekraft til at organisere den føderation, der er på vej for euro-staterne.

Det er bedre at sidde på reservebænken end slet ikke at være med, skriver Asger Aamund.
Det er bedre at sidde på reservebænken end slet ikke at være med, skriver Asger Aamund.

Den legendariske Poul Andreassen var en af sin generations mest kompetente og dynamiske erhvervsledere. Han var også et passioneret menneske, der trak vejret gennem ISS, den verdensomspændende servicekoncern, der blev hans livsværk. Andreassen omgav sig med kvalificerede ledere og ikke med ja-mænd; dog ville han gerne have sine egne idéer og projekter realiseret, og han kunne i timevis argumentere for sin synspunkter, indtil al modstand brød sammen og han fik sin vilje. Hvis overtalelse ikke hjalp noget, havde PA et sidste masseødelæggelsesvåben, han kunne fyre af: »Er du for ISS, eller er du imod ISS?«, råbte han, og så vidste alle, at diskussionen var ovre. Nu var Poul Andreassen udstyret med en veludviklet humoristisk sans og ikke mindst selvironi med det resultat, at han ofte kom til at bryde sammen af grin, fordi han godt vidste, at netop »for eller imod ISS« var hans varemærke i ISS-koncernen ligesom Mærsk Mc-Kinney Møllers »rettidig omhu« var det i A.P. Møller.

Når ikke man kan slå på sine argumenter, må man slå i bordet, som en kendt advokat har udtrykt det. Dette gælder i høj grad for den hjemlige debat om Danmarks fremtidige position i EU. Skal vi helt eller halvt med? Og hvad er det i det hele taget, vi skal være en del af? Det er jo en vigtig debat, og det er helt afgørende, at meningerne kan brydes bredt og fordomsfrit på et folkeligt grundlag, da emnet netop berører os alle sammen med store konsekvenser for det danske samfunds fremtid. Denne debat har vi ikke fået endnu. Diskussionen er polariseret og betændt, en råbekamp mellem to lejre. Man skriger ikke: »Er du for eller imod EU?« Næh, det er mere udleverende og fordømmende at hyle: »Er du for eller imod det europæiske samarbejde?« Her er det underforstået, at enten accepterer du EU, som det er, eller du er en højredrejet, reaktionær og sikkert lidt småracistisk forstening, der går ind for national enevælde og 3. verdenskrig. »Unionen er stendød«, sagde Poul Schlüter. Vi ved stadig ikke, om dette udsagn var en vision af profetisk vælde, eller om Schlüter bare ville have ro på den politiske bagsmæk inden folkeafstemningen om det indre marked i 1986.

Under alle omstændigheder fik Poul Schlüter ret. Unionen, som vi kender den, er ved at gå i opløsning, og nye strukturer er på vej. Vi får ikke bare et EU i to forskellige hastigheder, som Helmut Kohl frygtede; vi får også et EU, hvor medlemmerne bevæger sig i forskellige retninger. Overalt i det europæiske samarbejde er der opstået stærke folkelige bevægelser, som er utilfredse med EUs opbygning og ikke mindst unionens retning mod dannelsen af en europæisk formynderstat uden folkelig og demokratisk forankring.

Og der er jo noget at have kritikken i. Judas Iskariots fornægtelse af Jesus er jo en ren vaudeville ved siden af danske politikeres fornægtelse af Rom-traktatens politiske mål og sigte. Det har været en slem gang hykleri at være vidne til gennem de mange års medlemskab af først EF og så EU. EU som politisk magtfaktor er blevet manet i jorden ved enhver lejlighed af generationer af danske regeringer, som altid har betonet, at EU drejede sig om et kommercielt samarbejde til glæde for alle danskere. Ingen suverænitetsafgivelse til EU, bedyrede politikerne. På den baggrund er det jo imponerende, at EU uden suverænitetsoverdragelse ifølge Nobelkomitéen har kunnet forhindre de europæiske stater i at starte 3. verdenskrig mod hinanden. En fornem præstation, der nok er en fredspris værd. Udover det tiltagende bureaukrati og formyndervælde har det heller ikke hjulpet på EUs popularitet, at EU udsatte Østrig for en højst udemokratisk boykot , fordi man ikke kunne lide Jörg Haiders frihedsparti som regeringspartner i Østrig. Mange danske væmmedes ved EUs irritation over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og den manglende støtte til den danske regerings kamp for ytringsfriheden. EU gjorde en ynkelig figur under Balkankrigene og er permanent fraværende som ansvarlig konfliktløser i de storpolitiske brændpunkter. Og nu forlyder det, at en stakkels, gammel morlille, der sanker lidt kviste i skoven, skal pålægges en afgift for, at EU kan finansiere sin hårdhændede omstilling til hundedyr energi fra landsdækkende vindmølleparker.

Det fører ikke til noget godt resultat for Danmark, hvis ikke vi frisindet og uden vanetænkning kan drøfte helt nye forudsætninger for det fremtidige europæiske samarbejde. Vi må se i øjnene, at med yderligere et nyt medlem af EU inden udgangen af 2013 (Kroatien) er det utænkeligt, at der kan skabes et sammenhængende politisk samarbejde mellem 28 forskellige lande med vidt forskellige interesser og behov. Danske politikere må derfor høre op med at advokere for en udvikling af EU, der omfatter alle medlemsstater i solidarisk og taktfast parademarch mod bedre tider. Det sker ikke. Den danske befolkning er slet ikke rede til at omfavne en yderligere politisk integration i EU. Selv om vi ikke kommer til at deltage i den indre kerne, bør vi i stedet støtte de lande, der har mod og handlekraft til at organisere den føderation, der er på vej for euro-staterne. Endvidere kan vi samle kræfterne om at bevare det gamle stor-EU som en markedsplads for frihandel og kommercielt samarbejde, som også kunne omfatte Storbritannien. Så kan vi i nogle år vurdere, hvordan den nye føderative stat udvikler sig – og på et senere tidspunkt gennem en folkeafstemning tage stilling til, om Danmark bør være med eller ej. Det er bedre at sidde på reservebænken end slet ikke at være med.

I første omgang er det vigtigt, at vi politisk og solidarisk støtter dannelsen af den kommende føderation og ikke lægger denne proces hindringer i vejen ud fra en hyklerisk betragtning om, at hvis vi ikke kan finde en løsning, der omfatter alle medlemsstater, skal ingen være med. Eller som George Bernard Shaw udtrykker det: »People who say it cannot be done, should not interrupt those who can do it.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.