Opinion: Samuelsen: Taburetklæbere sætter velfærden over styr
»... De træffer ikke længere beslutninger til befolkningens bedste, men kun ud fra taktiske hensyn.«
Af Eva Agnete Selsing Filosof
15. juli 2012, 22:30
28 Kommentarer
Kommentarer
Stop stoetten til Folkekirkens Nødhjælp
50% af Folkekirkens Nødhjælp kommer fra Danida midler.
Det kan ikke vaere rigtigt, at saa mange skattekroner gaar til at stoppe en politisk organisation.
Der er rimeligt mange folkeslag i verden, man kan saette fokus paa, men Folkekirkens Noedhjaelp ('s ungdom), vaelger at slaa ned paa Israel-Palaestina konflikten, igen: Hvorfor ikke menneskerettigheder i Cuba? Hvorfor ikke Syrien? Hvorfor ikke Venezuela?
Det kan kun vaere politisk og tenderende antisemitisk, igen!
Jeg naegter, at en eneste krone, jeg tjener, skal gaa til jeres kamp.
Godhedsindustriens dumhed stråler!
Et sådant eksempel, blandt mange andre, ikke mindst Jørgen Poulsens herostratisk berømte exit fra Røde +, har for længst fået mig vænnet af med at bidrage til disse lede organisationer.
En mur af dumhed?
Artikel 15 i ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” tillader i nødstilfælde staterne at sætte de i konventionen givne rettigheder ud af kraft.
Her behøver man blot at tænke på en krigssituation eller en krigslignende situation, hvor statens magtposition trues i en sådan grad af eksterne eller interne individer og grupper, at man i selvforsvar lader målet hellige midlerne.
Det er jo netop modsat Menneskerettighederne, hvor staten er forpligtet til at udholde belastningen ved at opfylde individets rettigheder - midlerne helliger målet.
De mange lande, der er polariseret i indbyrdes fjendtlige grupper, der med vold bekæmper hinanden, kan derfor på fornuftens grund afvise Menneskerettighederne med henvisning til, at situationen ikke tillader dem.
Så må det komme an på en situationsvurdering, der uvægerligt må blive subjektiv og diskutabel.
Det er ifølge ovenstående tåbeligt, når Vesten kræver absolut status for deres Menneskerettigheder.
Absolut status indikerer netop, at de altid kan og bør respekteres.
Når Vesten intervenerer i et land, hvor Menneskerettighederne ikke agtes, sender man alligevel soldater i stedet for politikere af radikal observans, der kunne informere de stridende om den rette vej.
Forstå det, hvem der kan?
Måske er det netop indoktrinering med Menneskerettighedernes universalitet, der medfører, at mange ikke kan acceptere de forskelle på mennesker og grupper, der nødvendiggør forskellig styreform i forskellige lande?
En sådan accept ville også indebære erkendelsen af en risiko ved kultursammenblanding.
Når befolkningssammensætningen ændres fra homogen og velopdragen til polariseret og indbyrdes aggressiv, kan en ny styreform blive nødvendig?
Israel kan opfattes som et fremtidsscenarium for Europa, hvor kulturblandingen fortsætter mod israelsk status.
Der må være noget galt med israelerne, siden de ikke kan enes med alle muslimerne der?
Så de må kanøfles, til de makker ret?
For det kan umuligt være europæerne og deres universelle Menneskerettigheder, der er fanget i egen dumhed?
hadske løgne
Må jeg i al ordentlighed gøre opmærksom på at Folkekirekns Nødhjælp ikke er imod Israel. Vi er en humanitær organisation, og arbejder som sådan for alle folkes ret til t værdigt liv i sikkerhed og fred og med mulighed for at tage ansvar i eget liv.
Vi er heller ikke imod mure. Israel må bygge alle de mure, de finder nødvendige - men de skal bygges i skel - så de overhodler internationale konventioner.
Ava Agnete Selling er åbenbart imod FN og anerkender ikke de internationale FN-konventioner. Som humanitær organisation arbejder vi altid i henhold til disse konventioner.
Vi gør opmærksom på, når der er humanitære kriser - i Sudan, I Malawi i de besatte områder på Vestbredden oga lle andre steder, hvor vi arbejder. Og så giver vi stafetten videre til politikerne, for det er deres ansvar at gøre noget ved årsagerne til de humanitære konflikter.
Ja, vi støtter med humanitær bistand fra Danmark og EU - og det er vi nødt til, da 44 % af beboerne nu er helt afhængig af hjælp udefra.
Vi tror på, at skal der indledes en dialog, som forhåbentlig vil føre til en retfærdig og holdbar fred, så må det ske på basis af de interntationale konventioner og menneskerettigheder. Og det vil vi arbejde på. Det er jo nok her forskellen på Ava Agnete Selsing og Folkekirkens Nødhjælp er. Vi er ikke imod Israel - og ved eventen på Roskilde Festival havde vi 3 af vore israelske partnere med, som kunne fortælle deres historier. Og ellers vil jeg anbefale Berlingskes læsere at gå tilbage i avisen og læse kronikken af Avraham Burg, tidligere formand for Knesset og formand for Jewish Agency og World Zionist Organisation. Han dementerer stort set alt som Eva Agnete Selsing provokatorisk fremfører ovenfor.
Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirekns Nødhjælp
Ganske kort!
Sådanne organisationer som Jeres, skal holde sig fra at politisere.
Og iøvrigt lade være med at rage uanstændigt høje lønninger og fryns til Jer selv.
Hvilke israelske partnere?
Kære Henrik
Dit svar, som jo gives til alle der fordrer kritik af jeres ensidige happening (israelske partnere eller ej) glemmer at nævne hvem jeres partnere er.
F.eks., er der nogen af jeres partnere der er fortalere for muren? Har nogen af dem selv oplevet et selvmordsangreb? Hvor står de politisk i forhold til israelsk politik? Og sådan kan vi fortsætte.
I er ensidige, uagtet at I inviterer jeres israelske partnere, netop fordi disse partnere repræsenterer jeres egen holdning som - hvilket står ret klart - rettet mod Israel, ikke mod f.eks. ansvarlige grupper blandt palæstinenserne.
Og selve relevansen for jeres valg af "seperationsmuren" (som I vidst har valgt at kalde den nu, omend det ikke er en reel beskrivelse) er jo nærmest ikke-eksisterende, når man ser hvad der sker rundt omkring. Ja, I påstår at I erkender, at der er andre humanitære katastrofer, men tilsyneladende er overfald og nedslagtninger af tusindvis uskyldige i Syrien mindre relevant end en "seperationsmur", der hjælper til at forhindre folk af samme mentalitet som Assad, til at slagte uskyldige i Israel (og det uagtet om de skulle være jøder, palæstinensere eller, måske, danskere der er på besøg i Israel).
Israel kan bestemt kritiseres for meget, men det forhindrer altså ikke at I tager forkerte valg og selv bør være genstand for kritik. Ligesom Israel ikke er hævet over kritik, er I heller ikke.
Mvh
Peter Kaltoft
Hvad prøver Eva at opnå med sin anti-folkeretslige polemik?
Den Israelske mur er opført inde i de besatte områder, og omslutter illegale bosættelser som man i strid med folkeretten forsøger at indkorporere i Israel. Hvis Israel havde ønsket at forsvare sig selv kunne de når som helst have opført en mur på grænsen mellem Israel og de besatte områder. Det valgte de ikke at gøre og må derfor finde sig i den fuldt berettigede kritik af den illegale mur.
Og at den er illegal er ikke bare et postulat. Den internationale domstol gav i 2004 en "advisory opionion" om muren, hvor de erklærede at den var ulovlig, ikke udgjorde en legitim forsvarshandling med dens linjeføring og at den skulle rives ned. Iøvrigt vurderede domstolen også tidligere resolutioner, og sagde at Israel har intet legitimt krav på nogen del af de besatte områder.
Det er altså ikke folkekirkens postulat at muren krænker international lov og konventioner. Det er et faktum.
Og ja Israel skal udsættes for den retmæssige kritik der kommer en til del, når man gennem årtier ikke har overholdt FN's resolutioner, overtræder folkeretten, prøver at kolonisere land uden for ens egne grænser og iøvrigt overtræder menneskerettighederne og krigens love.
Så hvad er det helt præcist at Harvard professoren Alan Dershowitz (og iøvrigt skyldig i groft plagiat) mener at Israel har været udsat for, som andre lande i samme situation ikke bliver udsat for? Er det de hårde sanktioner i form at sætte mærkater på varer fra illegale bosættelser? Er det den internationale straffedomstols arrestordrer på de israelse ledere som er ansvarlige for de illegale bosættelser og krigsforbrydelser? Er det de militære indgreb for at få Israel til at overholde FN's resolutioner han tænker på?
Faktum er at intet andet land i verden har kunnet slippe så nemt afsted med at overtræde FN's resolutioner, international lov og menneskerettigheder som netop Israwel. Israel er positivt forfordelt, og ikke omvendt.
En forsvarslinje og en fredslinje.
Israels handlinger skal ses i lyset af, at landet er i de facto krig med de fleste af sine naboer, og at der den dag i dag ikke eksisterer en fredsaftale med palæstinensere. Hverken PLO ( når de taler til deres egen befolkning) eller Hamas anerkender Israels ret til at eksistere og har erklæret alle jøder som legitime militære mål. Problemet er størst i forhold til Hamas men også fraktioner i PLO (PLFP) ville anvende terror, hvis ikke separationsmuren forhindrede dem i det. Vi må også huske, at det ikke er Israel, der udløste de 3 krige, hvis konsekvenser palæstinensere og jøderne må leve med. En af dem er, at begge parter forsøger at opnå en geografisk fordel, hvilket Israel har større held til gøre på nærværende. Israel understreger samtidig, at muren ikke er en permanent grænse. Den skal først blive til ved en fredsaftale. At påberåbe sig FN´s moralske og juridiske dom i en situation, hvor en Syrisk tyran slagter sit eget folk i tusindvis, er ret usmageligt.
Vh
Jonas K
Ændrer ikke noget som helst.
Alle kan påberåbe at de bare forsvarer sig, det gjorde nazisterne jo også da de invaderede Polen i 1939. At de efterfølgende annekterede store dele af Polen, og havde til hensigt at bygge tyske bosættelser viste jo så klart at formålet var forbryderisk og ikke en forsvarshandling.
Hvis Israel havde villet forsvare sig, havde de bare kunnet opføre muren på deres egen jord. Og hvis de ville have færre personer at "forsvare" sig imod, kunne de opgive deres vanvittige forsøg på at kolonisere de besatte områder.
Og hvad har sagen med Syrien at gøre? I forhold til befolkningstal, er slagterierne i Syrien jo på niveau med det antal civile at israelerne dræbte ved deres overfald på Gaza. Hvor FN også har konkluderet at Israelerne ligesom syrerne begik systematiske krigsforbrydelser. Forskellen er bare at der ikke en indført nogen sanktioner mod Israel, og at der ikke er nogen der taler om at stille de israelske generaler til ansvar for deres forbrydelser.
Due to that "facts" used in the media in DK
are quite another story as to what one read and hears from other sources. the media reporting here is very one-sided.
Israel in the Gaza War and Casualties of the Gaza War
Several analysts have attempted to calculate the Israel Defense Force's civilian casualty ratio in Operation Cast Lead during the Gaza War. All have noted that the ratio differs significantly depending on which figures are used regarding the total number of casualties and their identity. The main sets of figures are those published by the IDF, essentially corroborated by Hamas, the opposing belligerent in the conflict, on the one hand; and those published by B'Tselem on the other hand.[36] The final IDF report identified 709 militants out of a total of 1,161 Gaza fatalities, with another 162 whose status could not be confirmed (300 were ID'd as civilians).[37]
Journalist Yaakov Katz states in The Jerusalem Post that the ratio is 1:3 according to the Israeli figures and 60% civilians (3:2) according to B'Tselem's figures. Katz attributes the IDF's low ratio in the Gaza War and in the year preceding it to Israel's investment in special weapons systems, including small smart bombs that minimize collateral damage, and to an upscaled Israeli effort to warn civilians to flee areas and to divert missiles at the last moment if civilians entered a planned strike zone. Katz notes that over 81 percent of the 5,000 missiles the IDF dropped in the Gaza Strip during the operation were smart bombs, a percentage which he states is unprecedented in modern warfare.[21]
Journalist and commentator Evelyn Gordon writes in Commentary that the civilian casualty ratio in Operation Cast Lead was 39 percent (2:3), using however only the preliminary Israeli estimates, but that 56 or 74 percent were civilians according to B'Tselem's figures, depending on whether 248 Hamas policemen are considered combatants or civilians; and 65 or 83 percent according to the figures of the Palestinian Centre for Human Rights. Gordon notes that all of these ratios, even if the worse were correct, are lower than the normal civilian-to-combatant wartime fatality ratio in wars elsewhere, as given by the Red Cross, and states that the comparison shows that the IDF was unusually successful at minimizing civilian casualty rates. She concludes by charging that terrorists fight from among civilians because they know that the inevitable civilian casualties will result in opprobrium for their victims who dare to fight back, and that this norm will not change as long as this modus operandi remains profitable.[38]
Colonel Richard Kemp, former Commander of British Forces in Afghanistan, spoke in 2011 about Israeli operations in the Gaza War. He said that a study published by the United Nations showed "that the ratio of civilian to combatant deaths in Gaza was by far the lowest in any asymmetric conflict in the history of warfare." He stated that this ratio was less than 1:1, and compared it favorably to the estimated ratios in NATO operations in Afghanistan (3:1), western campaigns in Iraq and Kosovo (believed to be 4:1), and the conflicts in Chechnya and Serbia (much higher than 4:1, according to anecdotal evidence). Kemp argued that the low ratio was achieved through unprecedented measures by the IDF to minimize civilian casualties, which included providing warnings to the population via telephone calls, radio broadcasts and leaflets, as well as granting pilots the discretion to abort a strike if they perceived too great a risk of civilian casualties. He also stated that the civilian casualties that did occur could be seen in light of Hamas' tactical use of Gazan civilians "as human shields, to hide behind, to stand between Israeli forces and their own fighters" and strategic use of them for exploitation of their deaths in the media.[39]
The UN estimate that there has been an average three-to-one ratio of civilian to combatant deaths in such conflicts worldwide. Three civilians for every combatant killed. That is the estimated ratio in Afghanistan: three to one. In Iraq, and in Kosovo, it was worse: the ratio is believed to be four-to-one. Anecdotal evidence suggests the ratios were very much higher in Chechnya and Serbia. In Gaza, it was less than one-to-one.”[40]