Lars Hvidberg. Forrige mandag gik vi i kirke for at fejre en af USAs store konger - nej, det var ikke Elvis, men derimod Martin Luther King Jr., hvis fødselsdag blev udråbt til national helligdag i 1986, dels for at fejre en af USAs helte og dels for at fejre, hvor langt USA er kommet siden King. Vi tog af sted for at tage pulsen på Kings store - og helt igennem amerikanske - drøm.
26. januar 2010, 09:01 – opdateret 26. januar 2010, 10:35
Der var god grund til at være en smule skeptisk, for holder borgerrettighedsbevægelsen stadig efter dens endegyldige sejr med valget af en sort mand til USAs præsident? Er en messe for Martin Luther King ved at blive et museumsstykke på linje med Dybbøldagen?
Well, ja og nej. Det er jo kun 42 år siden, King blev skudt, og meget længere siden er det ikke, at sorte og hvide var adskilt ved hårdt håndhævet lov i adskillige amerikanske stater. Som Barack Obama selv påpegede i sin tiltrædelsestale var han blevet præsident i en by, hvor hans far end ikke ville kunne få serveret en kop kaffe. Uden King, ingen Obama. Alligevel var der en sært blodfattig stemning i den pompøse National Cathedral i Washington DC, hvor vi havde valgt at gå til mindehøjtidelighed - og hvor MLK gav sin sidste gudstjeneste.
Måske var det på grund af det blandede publikum, der ikke havde kulturelt afstemte forventninger til, hvornår man skulle synge med på gospel-versionen af »Imagine«. Måske var det fordi ceremonimesteren Chuck Brown – en garvet musiker, der i 70erne opfandt den funky musikstil »go-go« – virkede noget dopet bag solbrillerne. Måske var det fordi en ubehjælpsom slørdans, der skulle repræsentere racernes harmoni, blev fulgt af en mumlende fælles appel om verdensfred fra en imam, en rabbiner, en buddhist og en præst. I hvert fald havde vi reserverede skandinaver svært ved at leve os ind i den »corny« stemning.
Men så skete der noget. Endnu et dansende børnekor kom ind på scenen - fra et aktivitetscenter i DC-bydelen Trinidad, der er et slemt kvarter (hvilket ikke siger så lidt). Korets forsanger var en lille sort pige, der ikke var mere end 5 år. Mens læreren entusiastisk dirigerede, skvulpede de lidt gumpetunge ældre unger rundt på scenen, og man forventede det værste. En sælsom stilhed sænkede sig. Kan hun overhovedet synge?
Wow. Det kunne hun. Hendes kraftfulde sang forvandlede øjeblikkeligt stemningen fra høflig andagt til begejstring. Der blev klappet spontant og hujet ved pauser i Yolanda Adams’ »Never Give Up«, og netop da sangen om at holde drømmen i live, nåede crescendo, begyndte den lille pige at græde. Tårerne gled ned ad kinderne på hende, mens hun modigt sang videre – og hele salen græd med. Også skandinaverne.
»Hvorfor græd hun?« spurgte min ledsager bagefter. Måske var det bare for overvældende for hende. Alle de mennesker, den store dag, den store sal. Måske var det af andre grunde. Trinidad-bydelen er et grimt sted, og den lille pige havde måske allerede set ting, som gudskelov er ren abstraktion for de fleste danske og amerikanske børn, men som er forfærdelig virkelighed for en del af landets sorte. Måske havde hun mistet en ven eller et familiemedlem i narkokrigen, der kræver ofre næsten hver uge? Hvem ved. I hvert fald græd hun, og vi græd med, og det var måske det bedste bevis på, at drømmen stadig lever og at King stadig betyder noget.
