Jeg er stort set enig med Anne Sophia's betragtninger, som jo netop er kendetegnet ved at have været igennem og prøvet stress på egen krop og kan derfor sætte ord på det, i modsætning til dem der endnu ikke har mærket det nok.

Stress og regningen kommer jo snigende over tid, du har foden på speederen over længere tid, måske 1-2-3-5 år, uden egentlig at tænke over det.

Pludselig opstår der nogle situationer omkring dig, der forværrer situationen, det kan være arbejdsopgaver, som der måske er for mange af, eller som måske er vanskelige at få succes med eller anerkendelse for.

Det kan være skilsmisse, dødsfald, fyring alle ting der vender op og ned på ens selvopfattelse, livsførelse og så kontrol og sikkerhed vendes pludselig til ude af kontrol og usikkerhed og der opstår mange andre og nye opgaver der skal løses som måske går hen og bliver uoverskuelige og så rammer stressen og måske depressionen.

Evnen til så hurtigt at komme igennem dette afhænger så af eget netværk og deres hjælpsomhed / støtte / aflastning og egen evne til at modtage denne hjælp.

Eller at leverancen fra "et eller andet system", så kan påtage sig at ansvar og opfølgning på at personerne hurtigt er på banen igen - og her halter det måske lidt i forhold til en sammenhængende leverance.

Der er vist mege de to kamphaner/hønner kan lære af det private erhvervsliv hvor man ikke kan tillade sig den luksus at gå ned med stres.